Sagsbehandler til Leasing, Inkasso og Finansielle Services (Hellerup eller Aarhus)

Sagsbehandler til Leasing, Inkasso og Finansielle Services (Hellerup eller Aarhus)

Til Hortens afdeling for Leasing, Inkasso og Finansielle Services i enten Hellerup eller Aarhus søger vi lige nu en sagsbehandler, der kan supplerede teamet med behandling af vores tvangsauktionssager. Arbejder du selvstændigt og effektivt, og har du samtidig et stort overblik og kan holde hovedet koldt i en travl hverdag? Så er det måske dig, vi søger.   

ALSIDIG HVERDAG MED STORT ANSVAR

Du bliver en del af et stærkt team, der hovedsageligt beskæftiger sig med inddrivelse for – og rådgivning af – såvel danske som internationale finansieringsselskaber og pengeinstitutter, kommuner og forsyningsselskaber. Du vil – sammen to øvrige sagsbehandlere – få ansvar for behandlingen af afdelingens tvangsauktionssager, og dine konkrete arbejdsopgaver vil blandt andet være:

  • Gennemgang og oprettelse af nye sager, herunder indledende inddrivelseskridt som eksempelvis afsendelse af inkassoskrivelser samt telefonisk kontakt til debitorer og klienter
  • Udarbejdelse af fogedrekvisition samt deltagelse i fogedretsmøder med henblik på foretagelse af udlæg i fast ejendom (oftest pantebrevsudlæg)
  • Udarbejdelse af tvangsauktionsbegæringer
  • Udarbejdelse af salgsopstillinger, herunder indhentelse af oplysninger og dokumentation til brug herfor og til brug for annoncering af tvangsauktioner
  • Eventuel deltagelse i besigtigelser og fremvisninger af ejendomme
  • Afsluttende sagsbehandling efter gennemførelse af tvangsauktion, herunder fakturering
  • Løbende kontakt til klient, debitorer, myndigheder, panthavere mv.  

OVERBLIK, GRUNDIGHED OG SELVSTÆNDIGHED

Arbejdet som sagsbehandler kræver overblik, struktur og evnen til selvstændig at drive processen frem. Høj kvalitet og grundighed i dit arbejde samt en serviceorienteret og positiv tilgang til opgaverne er derfor vigtige egenskaber for, at du kan varetage arbejdsopgaverne optimalt og trives i jobbet. Idet klient- og debitorkontakt er en stor del af din hverdag, er det vigtigt, at du kommunikerer godt, både på skrift og i tale.

Har du erfaring med behandling af tvangsauktioner som advokatsekretær/sagsbehandler, vil det være en fordel, ligesom erfaring med inkassobehandling fra enten et advokatkontor, et privat inkassofirma eller det offentlige kan være en fordel. Mangeårig erfaring er dog ikke et krav. 

FAGLIG UDVIKLING OG GODE ANSÆTTELSESVILKÅR

Vi tilbyder et spændende job i en dynamisk virksomhed med en god atmosfære, et uformelt arbejdsmiljø og gode forhold, hvor du får mulighed for at deltage i vores interne undervisning. Du bliver en del af et team med en uhøjtidelig og respektfuld omgangstone, hvor faglighed og samarbejde er i fokus. Stillingen er som udgangspunkt en 37 timers stilling, men det er ikke et ufravigeligt krav.  

VI VIL GERNE HØRE FRA DIG

Lyder det som et job fra dig, hører vi gerne fra dig. Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning, CV og relevante eksamensbeviser via vores hjemmeside hurtigst muligt og senest søndag den 28. august 2022. Vi opfordrer alle uanset køn, alder, handicap og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte juniorpartner Jacob Pehrson på jhr@horten.dk eller telefon +45 5234 4593.  

OM HORTEN

Verden er i forandring, så lovgivningen skal følge trop. Som strategisk-juridiske rådgivere er vi derfor nødt til at være nysgerrige og undersøge mulighederne uden altid at vide, præcis hvor vi ender. Af den grund har vi, en advokatvirksomhed med over 350 specialister og 65 års erfaring, brug for dig: Til at gå nye risici, udfordringer og muligheder i møde sammen med vores kunder. Du bliver en del af et team af juridiske rådgivere, der klæder førende organisationer på til at kunne agere og reagere inden for områder som bank og finansiering, fast ejendom, grøn energi, teknologi, IP og M&A, så de kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag – og nogle gange endda tage modige valg. Når verden ændrer sig, gør juraen også.

 

Horten – Find a way.

Application Deadline: Sunday, August 28, 2022