Plads til familie
Der er et liv uden for Horten, og vi mener, at det er vigtigt at tilbyde vores medarbejdere fleksible rammer, således at de kan have et velfungerende fritids- og familieliv ved siden af arbejdet. Derfor gør vi, hvad vi kan for at skabe de bedste rammer for at kombinere privatliv og en udfordrende karriere. Blandt andet har du på baggrund af en konkret vurdering mulighed for at arbejde på nedsat tid i en periode og holde forældreorlov, uden at det forringer dine karrieremuligheder.
Vi tilbyder en god barselsordning, som giver en nybagt mor barselsorlov med fuld grundløn i fire uger før fødslen og 24 uger efter fødslen. Har du været ansat under et år, er barselsperioden med fuld grundløn fire uger før fødsel og 18 uger efter fødsel. Som nybagt far har du barselsorlov i to uger med fuld grundløn, når dit barn er født. Derudover har du mulighed for at afholde yderligere ti ugers fædreorlov med fuld grundløn. Har du været ansat under et år, er orlovsperioden med fuld grundløn fire uger.
For at forebygge komplikationer under graviditeten har vi tilknyttet en ekstern graviditetscoach, der rådgiver om fysisk belastning, livsstil, arbejdsforhold mv. med henblik på at øge trivslen for vores gravide medarbejdere.
Tid til fritid
Vi har ofte travlt og forventer i perioder, at vores jurister arbejder meget og er tilgængelige, når vores klienter har brug for rådgivning. Samtidig tilstræber vi, at fleksibiliteten går begge veje, og vi ved, at mennesker, der trives, leverer bedst.
Det er vigtigt, at du kobler af og holder ferie i løbet af året. Udover at være omfattet af ferieloven får du derfor også tildelt fem årlige feriefridage, der optjenes forholdsmæssigt allerede fra tiltrædelsestidspunktet.
Rammerne
Når vi tilbringer meget tid sammen, er det vigtigt, at vi har de bedste rammer og vilkår for vores arbejde, at vi hver især føler os værdsat, og at vi har det godt socialt og kan mødes omkring andet end det faglige. Hortens domicil skaber de perfekte rammer om vores arbejde. Det er moderne, smukt og lyst, og det er bygget således, at det understøtter og fremmer videndeling og samarbejde. Vores køkken, der blev kåret til Danmarks bedste kantine af Landbrug og Fødevarer i 2012, sørger for sublim forplejning morgen, middag og aften, og stabsfunktionerne sørger for, at du har de bedste muligheder for at udføre dit arbejde professionelt og målrettet.
Vi tilbyder endvidere en fordelagtig massageordning, renseriordning mv.
Tonen
Omgangstonen i Horten er enestående og noget, vi værner om. Vores hverdag er kendetegnet ved samarbejde og sparring på tværs af alle medarbejdergrupper, og på alle niveauer er vores relation med hinanden respektfuld, uformel og ofte krydret med humor, privat engagement og interesse.
Sociale arrangementer
Horten byder på mange sociale arrangementer, og vi vægter højt, at vi har det godt og sjovt med hinanden – både i arbejdssammenhænge og privat. Arrangementerne foregår både i afdelingerne, hvor der f.eks. årligt arrangeres afdelingsture, i medarbejdergrupperne, hvor der i løbet af året afholdes forskellige sociale arrangementer, og på tværs af huset, hvor vi udover den ugentlige fredagsbar, sommerfest og julefrokost også har månedlige arrangementer og aktiviteter fra sjov-og-ballade-udvalget.
Vores jurister afholder en årlig konference, hvor forskellige faglige, forretningsorienterede og/eller strategiske temaer tages op, og vores sekretærer og sagsbehandlere har ligeledes en årlig konference, hvor personlig og faglig udvikling er i fokus.