Højesteret har i en dom af 4. oktober 2012, hvor to sager blev behandlet sammen, fastslået, at løbende midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter de dagældende regler i arbejdsskadesikringsloven skal fratrækkes i differencekrav på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven. 

Sagernes kerne og arbejdsskadesikringslovens § 77:

Sagerne drejede sig om forståelsen af den dagældende § 77 i arbejdsskadesikringsloven, der fastslog følgende:

"Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte, jf. dog § 10 a. Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov."

Den 16. juni 2011 trådte en ny lov i kraft, der medfører, at erstatningsansvarslovens regler om, hvor længe skadelidte er berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, ændres for så vidt angår skader indtruffet efter lovens ikrafttrædelse. Lovændringen medfører, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ikke nødvendigvis ophører ved tilkendelse af midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Retten til tabt arbejdsfortjeneste vil først ophøre, når det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, og det må antages, at skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 % eller derover. Lovændringen medfører endvidere, at midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven fremover skal fradrages i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven i det omfang, erstatningerne dækker over de samme perioder.

Ovenstående lovændring betyder tillige en ændring af arbejdsskadesikringslovens § 77 med følgende tilføjelse:

"Krav på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven nedsættes dog ikke som følge af, at der er betalt eller er pligt til at betale midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter denne lov."

Appellanternes anbringender:

Appellanterne gjorde under sagen gældende, at løbende ydelser som midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven udgør et forsørgelsesgrundlag ligesom fx tabt arbejdsfortjeneste. På baggrund heraf argumenterede appellanterne for, at midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven derfor ikke udgør en del af den samlede erhvervsevnetabserstatning, som det er tilfældet for midlertidig erhvervsevnetabserstatninger efter erstatningsansvarsloven. Samlet set og efter Højesterets dom i blandt andet UfR 2010.451H blev det gjort gældende, at midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven udgjorde en særlig post, som ikke dækkes efter erstatningsansvarsloven. Da denne særlige post ikke dækkes af erstatningsansvarsloven, skal den ikke fratrækkes ved opgørelsen af differencekrav på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven.

De indstævntes anbringender:

De indstævnte gjorde under sagen blandt andet gældende, at midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven ikke er en særlig post, samt at det, appellanterne reelt ønskede at opnå, var at få indført en overlappende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven og midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven.

Højesterets begrundelse og resultat:

Højesteret fandt, at den dagældende § 77 i arbejdsskadesikringsloven skal forstås således, at erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven ikke skal opdeles i varigt og midlertidigt erhvervsevnetab ved opgørelsen af differencekrav. Der er således ikke en del af erhvervsevnetabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven, der ikke skal fratrækkes i erstatningskravet efter erstatningsansvarsloven.

Højesteret anførte i sin begrundelse, at dette også gælder "…for løbende ydelser som midlertidig erstatning, selv om disse ydelser har nogle ligheder med erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og uanset at der er i nogle tilfælde muligt kan blive tale om underkompensation i forhold til sager, hvor der alene betales erstatning efter erstatningsansvarsloven."

Højesteret tog derfor de indstævntes frifindelsespåstand til følge.

Horten bemærker:

Højesterets dom er principiel, idet den fjerner den tvivl, der har været om, hvorvidt løbende midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens dagældende regler skulle fratrækkes i differencekrav på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven.

I dommen fastslår Højesteret, at midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven ikke er det samme som tabt arbejdsfortjeneste, selvom begge poster – sammen med varigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven og varigt erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven - er kompensation for mistet indtægt.

Afslutningsvist skal det bemærkes, at på trods af, at dommen vedrører fortolkningen af de dagældende regler i arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, kan dommen stadig være aktuel lang tid endnu, idet lovændringen som anført kun vedrører skader, der er indtrådt efter 16. juni 2011.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Signe Rydahl Werming

Senioradvokat