I en dom af 19. november 2014 tilsidesatte Højesteret et af Arbejdsskadestyrelsen skønsmæssigt fastsat erhvervsevnetab på 60 %. Baggrunden herfor var, at skadelidtes forsikringsselskab i sagen kunne fremlægge skjulte videooptagelser, der såede tvivl om skadelidtes reelle helbredsmæssige gener.

Sagen kort fortalt

En fører af en personbil blev i 2003 udsat for en påkørsel bagfra. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at han pådrog sig et erhvervsevnetab på 60 %. Føreren fremsatte på denne baggrund krav til sit forsikringsselskab for erstatning for erhvervsevnetab.

Forsikringsselskabet foretog i 2008 skjulte videooptagelser af den skadelidte i forbindelse med, at han arbejdede med bygningsrenovering. Disse optagelser blev sammen med nogle erklæringer fra en speciallæge i neurokirurgi, som udtalte, at den skadelidte overdrev sine helbredsmæssige gener, fremlagt for Retslægerådet. Rådet afviste, at den skadelidtes gener hidrørte fra færdselsuheldet blandt andet som følge af den fysiske aktivitet udvist af skadelidte i videooptagelserne.

Sagen blev anlagt ved Østre Landsret og efterfølgende anket til Højesteret, der skulle vurdere, om den skadelidte havde ført tilstrækkeligt bevis for, at han havde et erhvervsevnetab på 60 %.

Højesteret lagde ved sin afgørelse af sagen særligt vægt på Retslægerådets udtalelse angående videooptagelserne og kom frem til, at det på trods af Arbejdsskadestyrelsens oprindelige vurdering ikke kunne anses for godtgjort, at der var et erhvervsevnetab på 60 %.

Forelæggelse af ulovligt tilvejebragt materiale i civile sager

Ifølge retspraksis skal der foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens skøn. Denne sag er påfaldende, idet Højesteret baserer sin afgørelse på Retslægerådets udtalelse, der næsten udelukkende bygger på de af skadelidtes forsikringsselskab fremlagte videooptagelser, som er optaget uden skadelidtes vidende.

Skjulte videooptagelser strider sædvanligvis mod tv-overvågningsloven, og inden for arbejdsretten er sådanne optagelser i strid med principperne om beskyttelse af den ansattes integritet. Alligevel tog hverken Østre Landsret eller Højesteret stilling til, om der var tale om ulovlige videooptagelser, som følgeligt skulle afvises fra sagen.

Retten til at fremlægge ulovligt tilvejebragte beviser er ikke klart fastlagt, og der er ikke retspraksis, som viser, at denne type beviser uden videre afvises. Over for beskyttelsen af personlig integritet står hensynet til den bedst mulige oplysning af sagen, og dermed hensynet til en materielt korrekt afgørelse.

I en kendelse fra Østre Landsret af 27. april 2001 fik en arbejdsgiver i en bortvisningssag, på trods af den ansattes protester, tilladelse til at føre en videooptagelse med tv-overvågning af de ansatte som bevis. Retten lagde vægt på, at optagelsen ikke var optaget ulovligt, samt at beviset måtte antages at have stor betydning for sagens udfald.

Som det ses, er spørgsmålet om retten til at fremlægge ulovligt tilvejebragte beviser især relevant i arbejdsretlige sager, og det kan bevirke, at arbejdsgivere i stigende grad foretager ulovlige overvågninger af deres ansatte, læsning af private mails mv.

I denne sag forholder Højesteret sig ikke til det faktum, at de konkrete videooptagelser har karakter af et ulovligt tilvejebragt bevis. Dommen yder derfor ingen vejledning til opklaringen af spørgsmålet om retten til at fremlægge ulovligt tilvejebragte beviser, og problematikken må derfor fortsat anses for ikke endeligt afklaret.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Maria Schmiegelow

Advokat