Højesteret har afsagt en dom i en sag, hvor spørgsmålet var, om en medarbejders lungecancer var forårsaget af mangeårig rygning eller af påvirkningen af asbest på den tidligere arbejdsplads.

Der har siden 1980'erne været totalforbud imod anvendelsen af asbest i byggematerialer, men der ses stadig nye tilfælde af sygdommen asbestose. Det skyldes blandt andet, at sygdommen ofte først opstår mange år efter, at en person har været udsat for asbesten. Lungecancer forårsaget af asbest blev i 2013 optaget i erhvervssygdomsudvalgets fortegnelse over erhvervssygdomme.

I den ledende Højesteretsdom fra 1989 om arbejdsskader som følge af asbest, blev det fastslået, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig, og at rygning ikke skulle anses som egen skyld, uanset at asbeststøvet ifølge Retslægerådet ikke var den væsentligste årsag til skaderne.

Storrygende asbestarbejder blev ramt af lungecancer

I den afsagte dom fra Højesteret havde en mand i perioden 1979-1986 arbejdet med betydelige mængder asbest. Samtidig havde han i 40 år haft et dagligt forbrug af cigaretter på 20-30 stk. og fik siden konstateret lungecancer.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte sygdommen som en arbejdsskade. Da mandens méngrad skulle fastsættes, opstod der dog uenighed om, hvorvidt asbestskaden med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige - den mangeårige rygning - med den virkning, at der skulle foretages fradrag i méngraden, eller lade denne bortfalde helt.

Asbest medfører en fordobling af risikoen for cancer

Sagen blev forelagt Retslægerådet, som udtalte, at mandens cigaretforbrug havde øget hans risiko for lungecancer med 10-20 %, når der sås bort fra asbestpåvirkningen. Samtidig havde asbesten kun øget risikoen med 2 %, når der sås bort fra tobaksrygningen.

Retslægerådet udtalte dog, at rygning og påvirkning fra asbest har en såkaldt multiplikativ effekt, hvilket vil sige, at påvirkningen fra asbesten havde medført en fordobling af risikoen for lungecancer, dvs. 20-40 %, når både rygningen og asbesten blev taget i betragtning. Samtidig udtalte Retslægerådet, at antallet af lungecancertilfælde forårsaget af asbest udgør ca. 50 % både for rygere og ikke-rygere.

Havde manden med andre ord ikke været udsat for asbest i sit arbejde, havde hans risiko for at udvikle lungecancer været halveret, men asbestpåvirkningen havde kombineret med rygningen fordoblet risikoen for cancer.

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen kom på denne baggrund frem til, at mandens samlede varige mén udgjorde 15 %, men at 90 % heraf var forårsaget af rygningen og derfor ikke kunne henføres til arbejdet. Derfor blev manden ikke tilkendt en godtgørelse, da den arbejdsrelaterede méngrad var under bagatelgrænsen på 5 %.

Højesteret: Asbest var årsag til lungecancer

Højesteret henviste indledningsvist til formodningsreglen i arbejdsskadesikringsloven § 8, som fastslår, at når en sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom eller en arbejdsskade, ydes en godtgørelse, medmindre det må anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen er forårsaget af andre forhold end de erhvervsmæssige.

Det måtte ifølge Højesteret bero på en konkret bevisbedømmelse, om mandens lungecancer var forårsaget af rygning eller af den skadelige asbestpåvirkning.

Højesteret mente i modsætning til Ankestyrelsen ikke, at der skulle tages udgangspunkt i risikoen for at udvikle lungecancer, såfremt manden ikke var ryger. Derimod skulle der tages udgangspunkt i, at manden var ryger, og at risikoen for at udvikle lungekræft var steget fra 10 til 20 % som følge af asbestpåvirkningen.

Det var derfor ikke i medfør af formodningsreglen i arbejdsskadesikringsloven overvejende sandsynligt, at lungecanceren var forårsaget af andet end asbestpåvirkningen. Højesteret bemærkede, at risikoen for at udvikle lungecancer på tilsvarende vis ville have været fordoblet som følge af asbesten, selvom manden ikke havde været ryger.

Højesteret fandt derfor, at mandens varige mén på 15 % skulle anses for at være en følge af arbejdsskaden.

Horten bemærker

Dommen viser, at uanset at et højt cigaretforbrug i højere grad end asbest øger risikoen for at udvikle lungecancer, var det ikke i medfør af den særlige formodningsregel i arbejdsskadesikringsloven overvejende sandsynligt, at mandens lungecancer ikke var forårsaget af asbestpåvirkningen.

I relation til de såkaldte "differencekrav", som udgør medarbejderes erstatningskrav efter erstatningsansvarsloven på ydelser i anledning af en arbejdsskade mod arbejdsgiveren, er det vigtigt at have for øje, at der ikke gælder en tilsvarende formodningsregel i det erstatningsretlige system.

Efter erstatningsansvarsloven gælder den almindelige vurdering af årsagssammenhæng i relation til konkurrerende lidelser. Den konkurrerende risiko for og årsag til udvikling af lungecancer som følge af rygning ville derfor formentligt have ført til det modsatte resultat efter erstatningsansvarsloven.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Maria Schmiegelow

Advokat