Godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsprincippet
Højesteret stadfæstede, at vikaren ikke havde haft ansættelsesvilkår, der mindst svarede til de fastansattes og gav derfor vikaren medhold i påstanden om efterregulering af fridage, pension og personligt tillæg.
Vikaren var ifølge Højesteret stillet ringere end de fastansatte medarbejdere i virksomheden, og vikaren havde derfor krav på en godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsprincippet.
Højesteret udtalte med henvisning til det bagvedliggende EU-direktiv, at ”der skal være tale om en effektiv sanktion, der står i rimelig forhold til overtrædelsen, og som har en afskrækkende virkning.” Desuden lagde Højesteret vægt på, at vikaren måtte anses for at have fået fuld kompensation for det tab, hun havde lidt i forbindelse med overtrædelsen af vikarloven.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering blev godtgørelsen fastsat til 15.000 kr.
Horten bemærker
I modsætning til Sø- og Handelsretten henviser Højesteret ikke direkte til ansættelsesbevisloven ved udmålingen af godtgørelsens størrelse.
Godtgørelsesniveauet ligger dog stadig tættere på, hvad vi er vant til at se i forbindelse med overtrædelser af ansættelsesbevisloven end ved overtrædelser af ligebehandlingsprincipper i anden beskyttelseslovgivning, som f.eks. ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven.
Højesteret lægger op til, at godtgørelsen fastsættes efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Det skal i den forbindelse bemærkes, at vikarbureauets overtrædelse af ligebehandlingsprincippet i denne sag ikke resulterede i en opsigelse af vikaren, og det er typisk i opsigelsessituationer, vi ser de store godtgørelser. Det kan således ikke udelukkes, at godtgørelsesniveauet vil blive væsentligt højere i sager, hvor omstændighederne er anderledes, og hvor en vikar eksempelvis opsiges på grund af påberåbelse af ligebehandlingsprincippet. Dette er dog imidlertid fortsat uafklaret.