Under sagsbehandlingen af sager om refusion af sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse kan arbejdsgiveren være part i sagen. Højesteret fastslog i januar 2017, at det var berettiget, at en kommune havde videregivet helbredsmæssige oplysninger om en medarbejder til arbejdsgiveren, der var part i en sag om refusion af sygedagpenge. Lovændringen skal gøre op med den praksis.
Nyt udgangspunkt
De nye regler træder i kraft den 1. januar 2019. Derefter er det udgangspunktet, at arbejdsgiveren ikke skal have ret til at blive gjort bekendt med helbredsmæssige og lægelige oplysninger om lønmodtageren efter forvaltningslovens aktindsigtsregler, selv om arbejdsgiveren er part i den konkrete sag.
Arbejdsgiveren skal dog fortsat have ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne, hvis de er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om afslag på refusion, medmindre der findes afgørende hensyn til lønmodtagerens interesse i hemmeligholdelse af oplysningerne.
Samtidigt skal kommunen i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilke oplysninger, arbejdsgiveren må få udleveret, samt om afgørende hensyn taler imod, at arbejdsgiveren modtager oplysningerne. Det er således udelukkende de enkelte oplysninger, arbejdsgiveren må gøres bekendt med, og ikke den underliggende journal eller erklæring.