Der er godt nyt for alle, som arbejder med medicinsk cannabis. Fra 1. januar 2020 bliver medicinsk cannabis officielt en registreret vare i Nice-klassifikationen.

Den 1. januar 2018 indførte Danmark en udviklings- og forsøgsordning med medicinsk cannabis. Ordningen giver blandt andet virksomheder mulighed for at søge om tilladelse til dyrkning af cannabis til medicinsk brug. Ordningen har fanget adskillige inden- og udenlandske virksomheders og investorers interesse, og i den forbindelse er flere virksomheder blevet etableret i Danmark.

Da fremstilling og markedsføring af cannabisprodukter i almindelighed er forbudt i næsten hele verden, har behovet for varemærkeregistrering været begrænset eller ikke-eksisterende. Det er dog ved at ændre sig i takt med, at flere og flere lande er begyndt at lovliggøre cannabisprodukter, herunder navnlig medicinsk cannabis.

Nice-klassifikationen og cannabis

Nice-klassifikationen opdeler varer og tjenesteydelser i 45 klasser, og varemærkemyndighederne påser, om varerne og tjenesteydelserne er klassificeret korrekt. Da medicinsk cannabis ikke indgår som en vare, er der risiko for, at varemærkemyndighederne ikke godkender ansøgningen.

Det ændres dog fra 1. januar 2020, hvor medicinsk cannabis bliver en officiel vare i Nice-klassifikationen. Medicinsk cannabis kan fra 1. januar 2020 registreres under den klasse, som blandt andet omfatter medicin- og helseprodukter.

Registrering forudsætter naturligvis, at registreringsbetingelserne opfyldes. Et varemærke skal blandt andet have særpræg for at kunne registreres. Har du behov for hjælp til at registrere dit varemærke eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.