Fremtiden for Active Sportwear Int. A/S var usikker efter virksomhedens konkurs den 28. februar 2019. Men efter et salg til Sports Group Denmark A/S og Brands4kids A/S er virksomhedens tøj- og sportsbrands, FZ Forza, Kilmanock og Color Kids og en stor del af virksomhedens medarbejdere nu sikret en fremtid. Horten har forestået salget.

Aktiviteterne i det konkursramte Active Sportswear Int. A/S har skiftet hænder til Sports Group Denmark A/S og Brands4kids A/S, der begge er store virksomheder inden for sport- og beklædningsbranchen. Det velkendte danske badmintonmærke, FZ Forza, er overtaget af Sports Group Denmark A/S, mens de to mærker Color Kids og Kilmanock er overgået til Brands4kids A/S.

Advokat og partner Nicolai Dyhr, blev udpeget som kurator i Active Sportswear Int. A/S og har sammen med senioradvokat Bo Christensen overdraget aktiviteterne og en væsentlig del af virksomhedens medarbejdere efter en intensiv salgsproces med en række seriøse køberemner.

Nicolai Dyhr påpeger, at der har været stor efterspørgsel på virksomhedens aktiviteter, at Sports Group Denmark A/S og Brands4kids A/S leverede det klart bedste bud på virksomheden, og at det med den indgåede aftale lykkedes at redde så mange danske arbejdspladser, som det efter omstændighederne var muligt.

Sports Group Denmark A/S og Brands4kids A/S har i en pressemeddelelse den 11. marts 2019 udtrykt deres tilfredshed med handlen.

Kontakt

Nicolai Dyhr

Partner (H)