Vestre Landsret afgjorde 5. juli 2019, at en beløbsbegrænset udlægsforretning havde forældelsesafbrydende virkning i forhold til kreditors fulde krav – og ikke blot den begrænsede del, som der var foretaget udlæg for. I en tilsvarende sag har Østre Landsret 5. september 2019 derimod bestemt, at en beløbsbegrænset udlægsforretning ikke afbryder forældelsen for kreditors fulde krav. Begge sager skal nu afgøres i Højesteret.

Der har længe hersket uenighed i både teori og praksis om, hvorvidt en beløbsbegrænset udlægsbegæring virker forældelsesafbrydende for hele kreditors tilgodehavende. Bevæggrunden for at beløbsbegrænse en udlægsbegæring er typisk, at debitors betalingsevne skønnes at være begrænset, hvorefter en kreditor – ved at beløbsbegrænse sin udlægsbegæring – reducerer sine omkostninger ved at gennemføre en fogedsag.

Uenigheden og usikkerheden om retsstillingen så umiddelbart ud til at være afklaret, da Vestre Landsret 5. juli 2019 afgjorde, at hvis en kreditor gennemfører en udlægsforretning for en del af sit krav, så virker det forældelsesafbrydende for hele kravet, hvis blot hele kravet er opgjort i udlægsbegæringen. Læs evt. vores nyhed om kendelsen her: Vestre Landsret: Forældelse afbrudt for hele fordringen.

Rekvisitus ansøgte efterfølgende procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe kendelsen for Højesteret.

Østre Landsrets kendelse skaber uenighed om retsstillingen

I mellemtiden har Østre Landsret 5. september afsagt en kendelse om samme problemstilling, dog med det modsatte udfald.

Østre Landsret anførte i deres præmisser, at forældelseslovens § 18, stk. 1 – ud fra sammenhængen med § 5 og § 19, stk. 6-7, og disses forarbejder– må forstås sådan, at forældelsen af en fordring kun afbrydes ved indgivelse af en anmodning om udlæg, hvis fogedretten under den efterfølgende fogedforretning har prøvet den pågældende fordring. Derudover anførte Østre Landsret , at fogedretten ikke er forpligtet til at forholde sig til hele den opgjorte fordring ved behandlingen af en udlægsbegæring, som er begrænset til kun at gælde en del af fordringen. Det er i overensstemmelse med Vestre Landsrets kendelse af 17. marts 2017, trykt i Karnov under U.2017.1905V.

Ifølge Østre Landsret sker der derfor kun afbrydelse af forældelsen i det omfang, at fogedretten foretager en prøvelse af kreditors krav. Idet fogedretten ikke er forpligtet til at prøve/forholde sig til den del af kreditors krav, som der ikke søges udlæg for, kan der ifølge Østre Landsret ikke ske en afbrydelse af forældelsen for den del af kravet, der ikke undergives prøvelse.

Også i dette tilfælde ansøgte rekvirenten efterfølgende procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe kendelsen for Højesteret.

Procesbevillingsnævnet har 18. september meddelt kæretilladelse til Højesteret i begge sager, der forventes at blive behandlet samtidig.

Det er uvist, hvornår Højesteret afsiger kendelse i sagerne, men det bliver formentlig i løbet af første halvdel af 2020. Vi følger op på den endelige retsstilling, når Højesterets kendelser foreligger.

kontakt

Michael Gregersen

Partner

Anders Boserup Lauridsen

Advokat

Stine Ravnkilde Nielsen

Advokatfuldmægtig