Tre private ejendomme lå op ad et kommunalt beplantningsbælte. Siden udstykningen af ejendommene i 1960'erne og 1970'erne var noget af det kommunale areal blevet inddraget i de private haver. I 2013 bad kommunen ejerne om at trække deres haver tilbage til skel samt at fjerne hegn og bebyggelse. Det nægtede ejerne, fordi de mente, at de havde vundet ejendomshævd over kommunens areal. Sagen angik herefter spørgsmålet, om betingelserne for at statuere ejendomshævd var opfyldt.
Oprindeligt havde kommunen anlagt sag mod grundejerne ved byretten for at få dem til at anerkende det oprindelige matrikulære skel. Sagen blev afvist af retten, fordi der ikke var gennemført en skelforretning. I den efterfølgende skelforretning kom landinspektøren frem til, at betingelserne for at statuere hævd var opfyldt.
Kommunen valgte herefter at gå en ny vej og indbringe skelerklæringen for byretten, hvorefter sagen siden har verseret ved tre instanser (byret, landsret og Højesteret).
I modsætning til landsretten fandt byretten - og senere også Højesteret - at betingelserne for hævd ikke var opfyldt, fordi det var åbenbart for grundejerne, at de ikke havde været berettigede til at råde over den kommunale ejendom. Landsretten stod herefter alene med et synspunkt om, at der var vundet hævd, bl.a. fordi grundejerne havde tilstrækkeligt grundlag for at antage, at deres uberettigede råden ville blive tolereret af kommunen.
Principielt spørgsmål
Spørgsmålet om adgangen til at vinde ejendomshævd har stor betydning for staten og kommunerne, da de ofte ejer ejendomme, hvor det typisk kun er nødvendigt at føre et begrænset tilsyn. Det kan fx være støjvolde, beplantningsbælter og læhegn, der skal sikre boligområder mod forurening mv. fra naboarealer som motorveje og industri. Konsekvensen af, at der kunne anerkendes ejendomshævd for sådanne ejendomme, ville være et behov for at afsætte betydelige ressourcer til at føre tilsyn med, om tilstødende grundejere uberettiget har inddraget ejendommene. Dette skal også ses i lyset af, at det kan være svært at fastslå ejendomsgrænsen, hvis det fx er en kommunal ejendom, der benyttes som rekreativt område, der i forvejen har en "haveagtig" karakter.
Højesterets begrundelse
Som byretten fastslår Højesteret, at der som udgangspunkt ikke kan vindes ejendomshævd, hvis den rådende vidste, at arealet tilhørte en anden på det tidspunkt, hvor den uberettigede råden begyndte. Dette følger også af tidligere retspraksis. Udgangspunktet kan fraviges, hvis det efter en samlet vurdering findes godtgjort, at den rådende i en periode på mindst 20 år (hævdsperioden) havde føje til at tro, at ejeren havde opgivet eller var indstillet på at opgive ejendomsretten til arealet. Herudover tillagde Højesteret det betydning, at grundejerne let kunne have spurgt kommunen, om de kunne overtage ejendomsretten til arealerne, men at det ikke skete, ligesom der ikke havde været tilkendegivelser fra kommunen, der kunne opfattes sådan, at kommunen var indstillet på at opgive sin ejendomsret (sidstnævnte lagde byretten også vægt på).
Højesteret kom herefter frem til, at betingelserne for at statuere ejendomshævd ikke var opfyldt i det pågældende tilfælde og fandt ligesom byretten, at der ikke var grundlag for at statuere hævd.
Fremtidig betydning
Højesterets dom er retningsgivende for den fremtidige administration af statslige og kommunale ejendomme, da tilstødende grundejere ofte vil være klar over, at der er tale om arealer, der tjener et offentligt formål, og at det allerede derfor vil have formodningen imod sig, at de kan vinde ejendomshævd ved uberettiget inddragelse.
Dommen skaber et sikkert grundlag for at imødegå eventuelle grundejeres krav om ejendomshævd over ejendomme, der er statsligt eller kommunalt ejet, og som tjener et formål, der indebærer, at det typisk kun er nødvendigt at føre tilsyn med ejendommene i begrænset omfang.
I sager af denne karakter er det vigtigt, at stat og kommuner kan fremlægge den nødvendige dokumentation for, at den uberettigede råden ikke har været tolereret/accepteret. Det viser forklaringerne ved landsretten og landsretsdommen også. Der kan i nogle situationer være gået lang tid, efter at den uberettigede råden har været påbegyndt og særligt i sådanne situationer, er det vigtigt, at man fra statens eller kommunens side kan dokumentere, at man ikke har tolereret den pågældende råden. Det anbefales derfor, at stat og kommuner løbende følger op på eventuel uberettiget råden, så snart man bliver opmærksom på dette, og sørger for relevant dokumention.
Læs hele Højesterets dom på domstol.dk: Villaejere havde ikke vundet hævd over kommunens tilstødende arealer
Se også tidligere artikel: Hævd over kommunale ejendomme