MEDARBEJDERFORHOLD 21
Den offentligt ansatte skal altid foretage
en konkret vurdering, når der tilbydes
en gave eller en fordel. I vurderingen
kan den offentligt ansatte blandt andet
inddrage følgende overvejelser
-- Hvad er gavens økonomiske værdi?
-- Hvad er gavegiverens relation til den
ansatte og den ansattes arbejdsplads?
-- Tilbydes den ansatte gaven i kraft af
sin stilling som offentligt ansat?
-- Forventer gavegiveren en modydelse
fra den ansatte, eller kan en accept af
gaven eller fordelen give en forventning
herom?
-- Vil en accept af gaven eller fordelen
kunne forstyrre den ansattes udførelse
af sine pligter, fx sætte den ansatte i
en følelse af taknemmelighedsgæld?
-- Kan der stilles spørgsmål ved den
ansattes upartiskhed, hvis den ansatte
modtager gaven eller fordelen?
GAVEBEGREBET
Gavebegrebet dækker bredt og kan
både være fysiske genstande i form af
bøger, chokolade, vin, blomster, elektronisk
udstyr mv., men også andre fordele
som rabatter (synlige eller skjulte),
rejser, kurser, frokoster og middage,
særlige fordele som fx arrangementer
og koncerter. Gaverne kan både blive
givet til den ansatte og til den ansattes
familie og venner.
HONORERING AF OPLÆG
Offentligt ansatte kan modtage honorarer
for at holde oplæg hos private virksomheder.
Honoraret skal være balanceret i
forhold til den indsats, der bliver lagt.
Det gør ingen forskel, om et honorar til
en offentligt ansat består af penge, en
gave eller anden ydelse. Der er ingen
forskel på at modtage vin til en værdi
af fx 500 kroner eller at modtage 500
kroner i kontanter som honorar for et
foredrag. I begge tilfælde er det værdien
opgjort i kroner og øre, der er det
afgørende for, om værdien er en rimelig
betaling for det pågældende foredrag,
eller om vederlaget indeholder et gaveelement.
Selvom honoreringen er rimelig,
kan situationen gøre, at den ansatte
alligevel bør afstå fra at holde oplægget,
fx hvis myndigheden aktuelt behandler
en sag for den pågældende virksomhed.
DELTAGELSE I FROKOSTER, MIDDAGE
OG ARRANGEMENTER
Der er begrænset adgang for offentligt
ansatte til at deltage i frokoster, middage
og arrangementer, som afholdes af
private samarbejdspartnere. Det skal
altid overvejes, om der er tale om et
naturligt led i en samarbejdsrelation,
om der foreligger et fagligt formål med
deltagelse i arrangementet, og om det
faglige formål udgør den bærende del
af arrangementet. Arrangementets
karakter, omfang, målgruppe og den
ansattes arbejdsopgaver og stilling vil
have betydning for vurderingen.
Hvis en offentligt ansat er én af flere
deltagere i et middagsarrangement
betalt af en privat virksomhed, kan det
tale for, at den offentligt ansatte kan
deltage. Hvis den private virksomhed
må anses for at kunne have en bagvedliggende
kommerciel interesse i at
invitere den offentligt ansatte til
middagen, taler det imidlertid imod.
Hvis deltagelse i en netværksmiddag
har betydning for den offentlige
arbejdsplads, kan arbejdsgiveren vælge
selv at betale for, at en medarbejder
deltager, så længe netværksmiddagen
budgetmæssigt holdes på et fornuftigt
økonomisk niveau.
RABATORDNINGER
Offentligt ansatte kan benytte sig af
rabatordninger, hvis rabatordningen er
tilgængelig på samme niveau for en
bredere kreds. En personaleforening på
en offentlig arbejdsplads kan have
tegnet en rabatordning med en privat
virksomhed – det kan fx være rabat på
medlemskab af et fitnesscenter eller
rabat på køb i en bestemt cykelhandler.
I det tilfælde vil muligheden for at benytte
sig af rabatordningen afhænge af, om
den rabat, der tilbydes den offentligt
ansatte, kan sidestilles med den rabat,
andre virksomheder i området kan
opnå. Hvis et take-away-sted tilbyder
rabat på frokost til alle nærliggende
virksomheder, kan medarbejderne på
en offentlig arbejdsplads almindeligvis
godt benytte sig af en sådan rabat.
SÆRLIGT PÅ SUNDHEDSOMRÅDET
For sundhedspersoner gælder nogle
særlige regler for modtagelse af
økonomiske fordele i reklameøjemed.
Reglerne findes i to bekendtgørelser
om reklame for hhv. medicinsk udstyr
og lægemidler.
Som udgangspunkt gælder der et
generelt forbud mod, at medico- og
lægemiddelvirksomheder giver eller
tilbyder sundhedspersoner – fx læger,
tandlæger, sygeplejersker og jordemødre
– økonomiske fordele i reklameøjemed
eller i øvrigt for at fremme salget af et
medicinsk udstyr eller lægemiddel.
Der er imidlertid visse økonomiske
fordele, som lovligt kan ydes til sundhedspersoner
i reklameøjemed under
nærmere bestemte omstændigheder.
Heriblandt er det muligt for medico- og
lægemiddelvirksomheder at dække
repræsentation i form af betaling af de
direkte udgifter til bespisning, rejse,
ophold o.lign. i forbindelse med
reklame og faglig information om
medicinsk udstyr og lægemidler.
Derudover kan medico- og lægemiddelvirksomheder
eksempelvis
afholde de direkte udgifter til fagligt
relevante kurser, konferencer, efteruddannelse
o.lign., som sundhedspersoner
deltager i. Det er dog blandt
andet et krav, at disse aktiviteter
indebærer information om medicinsk
udstyr/lægemidler eller anden information,
der er fagligt relevant for deltagerne.
Det er vigtigt at understrege, at reglerne
på sundhedsområdet afviger fra de
almindelige regler om modtagelse af
gaver og fordele og kun finder anvendelse
i stærkt begrænset omfang.
KENDSKAB TIL GAVEPOLITIKKEN ER
VIGTIGT
Det er vigtigt, at den enkelte offentlige
arbejdsplads har en klar gavepolitik, der
specifikt kan tage højde for tvivlstilfælde,
som kan opstå hos deres ansatte inden
for netop deres område. “Gavemiljøet”
varierer fra område til område, og der
stilles fx strengere krav for politiansatte
end for pædagogmedhjælpere i forhold
til taknemmelighedsgaver. Det er også
vigtigt, at de ansatte jævnligt huskes på
gavepolitikken, og at den introduceres
til nye medarbejdere på linje med andre
personalepolitikker, retningslinjer mv.
GODE RÅD
-- Opstil tydelige retningslinjer, så
medarbejderne er klar over, hvor
grænserne går
-- Vær opmærksom på, at nogle
personalegrupper er mere udsatte
end andre
-- Sæt fokus på problemstillingen og
dilemmaerne i introduktionen af nye
medarbejdere
-- Følg løbende op med information,
e-lærings-forløb eller andet, fx op til
julegavetiden
-- Vejled medarbejderne om, hvad de
gør, over for adfærd, som er svær at
sige fra overfor.