8. Bevisbyrde Reglerne om bevisbyrde fremgår af forskelsbehandlingslovens § 7 a. Forskelsbehandlingsloven § 7 a: Hvis en person, der ans-er påviser faktiske omstæn-digheder, udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhvil-er at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. 54 Bevisbyrdereglen er opbygget på den måde, at personen, der anser sig for krænket, i første omgang skal påvise, at der foreligger faktiske om-stændigheder, som giver anledning til en formodning om, at der er tale om diskrimination. Kan den pågældende påvise så-danne faktiske omstændigheder, vil bevisbyrden vende. Det påhviler herefter arbejdsgiveren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket. sig for krænket, jf. §§ 2-4, som giver anled-ning til at formode, at der det modparten at bevise, Der er tale om såkaldt “delt bevisbyrde”, som adskiller sig fra den almin-delige bevisbyrderegel ved, at der sker en forrykkelse af bevisbyrden. Formålet med reglen er at lempe beviskravet for den person, som påberåber sig forskelsbehandling. Bestemmelsen kan opdeles i tre trin: 1) om der er faktiske omstæn-digheder, 2) om disse indebærer en formodning for, at der er sket for-skelsbehandling, og 3) om den, der udøver diskriminationen kan påvise (modbevise), at der ikke er sket en krænkelse. 8.1. Faktiske omstændigheder En medarbejder eller en ansøger til en ledig stilling skal for det første bevise, at vedkommende er omfattet af handicapbegrebet i forskelsbe-handlingslovens forstand. Dette fremgår blandt andet af Højesteret dom fra 201558, hvor Højeste- ret udtalte, at “det er medarbejderen, som skal løfte bevisbyrden for, at denne har en sygdom, der skal karakteriseres som et handicap”. Medarbejderen eller ansøgeren skal også bevise, at arbejdsgiveren vidste eller burde havde vidst, at personen lider af et handicap. Det er derfor 58 Højesterets dom af 23. juni 2015
Handicap
To see the actual publication please follow the link above