Potentialet for kunstig intelligens (AI) i erhvervslivet er ikke til at overse, og lige nu er alle i færd med at afdække, hvordan teknologien udnyttes bedst. I denne artikel berører André Rogaczewski, CEO i Netcompany, og Mikkel Kæregaard Primdal, bestyrelsesformand i Horten, relevante aspekter af AI. Hvad sker der, når repetitivt administrativt arbejde bliver erstattet af AI? Hvad er risici, og hvad er potentiale?

AI reducerer omkostninger i virksomheder ved at automatisere en række opgaver såsom databehandling, planlægning og kundeservice, hvilket ikke kun minimerer behovet for manuelt arbejde, men også øger effektiviteten og nøjagtigheden af disse opgaver.

"AI er en teknologi, vi bør og skal kaste os over. Den er her, og den er ikke til at komme uden om. Hvis vi ikke gør noget, er det også en beslutning," siger Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski.

"Vi har mangel på arbejdskraft, og nu er muligheden der for at tage de kedelige administrative arbejdsopgaver ud. Der er mange, der mener, at vi kan spare helt op til 40 procent på repetitive administrative opgaver i et moderne samfund som det, vi lever i. Der er kæmpe muligheder, og alle virksomheder sidder lige nu med det på bestyrelses- og direktionsniveau. Halvdelen af de virksomheder, jeg besøger, er gået godt i gang med at bruge generativ AI og afprøver det i forskellige administrative funktioner," siger han.

Hjælp til due diligence og kontrakter

Inden for jura kan AI hjælpe med at fremskynde juridiske processer. I dag tager det en advokatfuldmægtig timer at gå igennem store mængder dokumenter og data, som kunstig intelligens vil kunne tygge i gennem på kort tid. AI kan analysere og organisere disse data meget hurtigere og mere effektivt end mennesker. Dette reducerer tid og omkostninger ved juridiske sager. Inden for M&A-transaktioner vil det betyde hurtig hjælp til due diligence og kontrakter. Mikkel Primdal Kæregaard ser store muligheder i at lade AI overtage den repetitive del af advokatens arbejde:

"Som en del af et eksperiment tog jeg de sidste ti SPA'er (salgs- og købsaftaler), jeg har lavet, anonymiserede dem og sendte dem til konsulenter, der arbejder med AI. De sendte mig på ingen tid kvalificerede bud på, hvordan jeg skulle forholde mig til modparten baseret på AI. I min optik handler det ikke om, at vi skal bruge AI, men om hvordan vi gør det. Det gælder om at stille de rigtige spørgsmål, " siger han.

André Rogaczewski svarer, at det er han enig i. Men rådgiveren kan ikke erstattes.

"Den rådgivning, du giver som advokat, vil ikke forsvinde, tværtimod, den vil blive vigtigere. Du skal stadig have veluddannede medarbejdere, der forstår, hvad en SPA er. Men endnu vigtigere, de skal forstå, hvorfor den enkelte kunde skal vælge dig og ikke det andet advokatfirma, der har den samme algoritme. Du er den bedste, og de ved, de ikke bliver snydt."

AI kan lette og forbedre sagsbehandling

AI kan overvåge og analysere data, hvilket muliggør hurtigere og mere informerede beslutninger. For eksempel kan AI i en HR-afdeling sortere og analysere ansøgninger og sagsbehandle effektivt.

"Lad os tage et praktisk eksempel. Hvis du sidder i en HR-afdeling og får en ansøgning ind, som du skal skrive et afslag til, kan en algoritme hjælpe dig med at gå ind og scanne ansøgning og CV. Den mønstergenkender, hvilke kvalifikationer, der er brug for, og så genererer den lige tre-fire sætninger med gode råd til ansøgeren, der skal have afslag. Spørgsmålet er så, om det kan fordumme os, så vi bliver ligeglad med, hvad der står i brevene. Det tror jeg ikke; tværtimod vil du fremstå sympatisk og ordentlig ved at give et afslag, der er kvalificeret og bedre end det, du kunne før. Du vil måske gøre det endnu bedre ved at træne algoritmen mere. Du har skabt en værdi, algoritmen repeterer bare", siger André Rogaczewski og fortsætter:

"Jeg møder tit det argument, at folk ikke tror, deres arbejdsfunktion kan erstattes af en computer. Men spørgsmålet er, om din erfaring er baseret på noget, som kan indsamles, og hvis den er det, vil den del blive digitaliseret. Vi mennesker kan godt lide, at der ligger et faktuelt grundlag bag en beslutning, og her kan vi bruge teknologien til at spare uanede mængder af tid. Men der skal nok stadig et menneske til at flytte os mentalt. De virksomheder, som har den bedste algoritme og medarbejdere, der er gode til at rådgive dig som kunde, så du føler dig tryg, vil få stor succes".

Det er dog ikke uden risici

André Rogaczewski frygter ikke massearbejdsløshed eller andre skræmmende scenarier:

"Diskussionen er kørt af sporet, for vi er blevet lidt for skræmte. Man skal huske, at vi er i en hype-cyklus lige nu. Lige nu er vi meget begejstrede, forundrede og en lille smule skræmte over generativ AI. Det lægger sig på et tidspunkt. Om lidt vil det gå op for folk, at teknologien er meget værdifuld og kan bruges til rigtigt meget."

Men selvom Netcompanys direktør er optimistisk, når det gælder AI’s positive indflydelse på vores verden, er han dog opmærksom på potentielle problematikker. Han deler ikke skeptikeres opfattelse af, at maskinerne vil overtage verden i en nær fremtid, men vi skal ikke være slaver af de teknologiske muligheder.

"Der er jo ikke noget galt i, at vi bruger kunstig intelligens til at træffe beslutninger, men vi skal nok ikke anvende AI i højetiske spørgsmål, hvor det udfordrer vores menneskelighed. Hvad skal man vide som et kulturelt, empatisk, dannet menneske, man gider være sammen med?"

"Hvis der er nogen, der fx spørger mig, om jeg skal lære fransk, kan jeg overveje, om det er det værd, når man lige om lidt får et device til simultan tolkning. Det vil være der om fem til seks år. Betyder det, at jeg ikke skal lære fransk? Nej. En 'øredot' er meget god til et businessmøde, eller hvis man sidder i Europa-Parlamentet, men hvis du skal sidde og fortælle en vittighed over et glas vin til middag med nogle mennesker, du gerne vil skabe relationer til, er det en rigtig god idé at kunne noget fransk."

"Lad os nu bruge teknologien der, hvor den giver rigtig meget mening, nemlig til kedelige, praktiske, repetitive opgaver, som fylder i menneskers arbejdsliv, så vi kan komme i gang med at gøre det, som betyder meget for os i stedet," afslutter André Rogaczewski.

Klik her for at se hele samtalen mellem André Rogaczewski og Mikkel Primdal Kæregaard.

Kontakt

Mikkel Primdal Kæregaard

Partner, Bestyrelsesformand