Når det kommer til ekspropriation, er det de takserende myndigheders opgave at afgøre erstatningsspørgsmålet. Erstatningsspørgsmål er dog ofte kun én blandt mange juridiske problemstillinger, der kan opstå i forbindelse med ekspropriation; det illustrerer en ny kendelse fra taksationskommissionen. Med udgangspunkt i den nye kendelse og ældre praksis undersøger vi rækkevidden af taksationsmyndighedernes kompetence.
Der sondres generelt mellem statslige ekspropriations- og taksationskommissioner og kommunale taksations- og overtaksationskommissioner.
Statslige ekspropriations- og taksationskommissioner afgør erstatningsspørgsmål i forbindelse med statens eller koncessionerede selskabers ekspropriation af fast ejendom. Kommunale taksations- og overtaksationskommissioner afgør erstatningsspørgsmål mv. i forbindelse med ekspropriation i henhold til en række love, herunder bl.a. vejloven og planloven.
Både de statslige og kommunale taksationsmyndigheders opgave er at afgøre erstatningsspørgsmål, som opstår i forbindelse med forskellige former for indgreb i ejendomsretten.
Taksationsmyndighederne er forvaltningsmyndigheder
Taksationsmyndighederne er ikke domstole, men derimod forvaltningsmyndigheder.
De er derfor ikke underlagt retsplejelovens regler, og der findes kun i begrænset omfang procesregler for, hvordan taksationssager behandles. Taksationsmyndighederne er derfor omfattet af offentligretlige regler, herunder bl.a. officialprincippet, der indebærer, at taksationsmyndighederne har ansvaret for sagens oplysning. Det vil sige, at i modsætning til civile sager ved domstolene, skal de takserende myndigheder selv sikre, at sagen er tilstrækkelig oplyst, og at parterne har lejlighed til at fremkomme med de nødvendige oplysninger til sagens behandling.
Hvad falder uden for taksationsmyndighedernes kompetence?
Visse spørgsmål falder uden for taksationsmyndighedernes kompetence. Det drejer sig bl.a. om sager, der ikke angår selve erstatningsspørgsmålet, og som det kan være henvist til en administrativ klageinstans at afgøre, eller som involverer privatretlige forhold, der skal afgøres af domstolene.
Taksationsprocessen er således ikke egnet til at løse tvister, som kræver en mere omfattende bevisførelse, idet taksationsmyndighederne – som nævnt – ikke er underlagt retsplejelovens regler, og der derfor fx ikke kan ske vidneførsel efter retsplejeloven.
Taksationsmyndighedernes kompetence – eksempler fra praksis
Grænserne for taksationsmyndighedernes kompetence kommer fx til udtryk i Overtaksationskommissionen for Fyns, Ribe og Sønderjyllands amtsrådskredses kendelse af 6. juni 1994 i sag nr. 1/1994. Sagen vedrørte en begæring fra en lodsejer om overtagelse af en landbrugsejendom efter planlovens § 48. I sagen blev det blandt andet gjort gældende, at kommunen ved økonomisk magtfordrejning i forbindelse med vedtagelse af en lokalplan havde handlet erstatningspådragende og påført lodsejeren et økonomisk tab.
Overtaksationskommissionen henviste lodsejeren til at anlægge et civilt søgsmål i forhold til den del af erstatningskravet, der blev støttet på kommunens ansvarspådragende handling (spørgsmålet om magtfordrejning). Overtaksationskommissionen begrundede det med, at bedømmelsen af spørgsmålet forudsatte en bevisførelse med mulighed for afgivelse af parts- og vidneforklaringer, som ikke er mulig ved taksationskommissionens behandling af sagen.