Østre Landsret har 12. juni 2019 afgjort, hvorvidt tre kommanditister hæftede som selvskyldnerkautionister for en kassekreditaftale indgået mellem den oprindelige udsteder af låneengagementet og Kommanditselskabet efter kommanditisternes indfrielse af resthæftelsen mod selskabet. Landsretten fandt, at engagementet efter overdragelsen til en ny bank måtte anses for genforhandlet, og at kommanditisterne hæftede herfor personligt med deres kautioner.
Låneengagementet i form af en kassekreditaftale, der oprindeligt var indgået mellem Bank1 og Kommanditselskabet (K/S'et), blev under finanskrisen i efteråret 2009 overdraget til Bank2 og genforhandlet i maj 2010. K/S'et blev erklæret konkurs i 2016, og i den forbindelse realiserede Bank2 et tab på engagementet. Bank2 anlagde herefter sag mod de tre kommanditister med påstand om betaling for dækning af tabet under kautionerne.
Særlig aftale om indfrielse af resthæftelse
I den oprindelige aftale mellem K/S'et og Bank1 var der indgået en særlig aftale om, at kommanditisterne til enhver tid kunne indfri resthæftelsen mod K/S'et, med den virkning at kautionsforpligtelsen over for banken bortfaldt. Landsretten lagde til grund, at den særlige aftale
fortsat var gældende på tidspunktet for Bank2's overtagelse af låneengagementet, da den endnu ikke var genforhandlet. Bank2 var således indtrådt i det oprindelige lånengagement indgået mellem Bank1 og K/S'et. Låneengagementet blev imidlertid genforhandlet efter overdragelsen, hvor de tre kommanditister hver især underskrev nye erhvervsmæssige kautionserklæringer, begrænsede til maksimalt 12,66 % af det til enhver tid skyldige beløb, til opfyldelse af K/S'ets forpligtelse i tilfælde af misligholdelse.
Ingen aftale om indfrielse af resthæftelse i nye kautionserklæringer
Landsretten lagde desuden vægt på ordlyden af de nye kautionserklæringer, hvori det ikke var vedtaget, at kommanditisterne kunne indfri resthæftelsen, så kautionsforpligtelserne bortfaldt. Det stemte overens med K/S'ets ringe økonomiske situation ved overtagelsen af engagementet og bankens (interne) kreditindstilling. Den særlige aftale, der lå i det oprindelige låneengagement, var derfor ikke vedtaget i aftalen mellem K/S'et og Bank2.
Derudover påpegede landsretten parternes forudsætninger i forbindelse med genforhandlingen af engagementet mellem Bank2 og K/S'et, idet der var en forudgående korrespondance mellem parterne om kautionserklæringernes indhold og vidneudsagn fra den tidligere administrator.
Landsretten lagde vægt på Bank2s stærke forhandlingsposition i forbindelse med genforhandlingen, samt at Bank2 –på trods af K/S'ets dårlige likviditet og bankens stærke forhandlingsposition – valgte at tilbyde en videreførelse af engagementet uden en forhøjelse af renten kombineret med en langsigtet afvikling over 15 år, da det netop var understøttet af de nye kautioner.
Hermed konkluderede landsretten, at der var indgået en ny engagementsaftale mellem Bank2 og K/S’et, og i den forbindelse bestod kautionshæftelserne uafhængigt af kommanditisternes indfrielse af restgælden mod K/S’et, hvorefter banken fik medhold i sin betalingspåstand mod hver af de tre kommanditister.
Advokat Nicolai Dyhr førte sagen i Østre Landsret på vegne af Banken.