Ny dom illustrerer, at et konkursbos kreditorer har mulighed for at anlægge en omstødelsessag, og at domstolene foretager en konkret vurdering af aktivers værdifastsættelse ved overdragelse forud for konkurs. Dommen viser også, at man ikke kan spekulere i at undgå at blive ramt af et omstødelseskrav ved at overdrage aktiver for derefter at trække en truende konkursbehandling i langdrag.

Selskabets direktør havde overdraget selskabets væsentligste aktiver til et andet af direktørens selskaber efter varsling om krav for mangelfulde entreprisearbejder. Det udtømte konkursbo havde ikke midler til at føre omstødelsessagen. To af konkursboets kreditorer anlagde omstødelsessagen over for det berigede selskab på boets vegne. Det berigede selskab blev dømt til at tilbagebetale den opnåede berigelse til konkursboet, selvom nogle af de omstødelige dispositioner var foretaget mere end to år før fristdagen.

Sagens baggrund

Den 7. november 2018 afsagde Byretten i Horsens dom i en omstødelsessag, anlagt af to af det konkursramte selskabs kreditorer. Kurator havde som følge af boets manglende midler opgivet at føre omstødelsessagen, selvom kurator havde mistanke om, at det konkursramte selskab havde overdraget væsentlige aktiver til et nærtstående selskab.

De to kreditorer gjorde gældende, at der var sket en begunstigelse af det nærstående selskab på bekostning af de øvrige kreditorer. Dette var som følge af, at det konkursramte selskab havde overdraget en ejendom og driftsmateriel, samt indfriet et tilgodehavende, over for en nærstående part.
.

Kreditorerne kunne selvstændigt føre omstødelsessag, da konkursboet havde opgivet kravet

Det berigede selskab bestred, at kreditorer i det konkursramte selskab, havde søgsmålskompetence på boets vegne.

Retten vurderede, at kreditorerne selvstændigt kunne føre omstødelsessagen mod det berigede selskab, idet der ikke er nogen formkrav forbundet med kurators opgivelse af kravet, hvorfor sagsanlægget er muligt for kreditorerne efter konkurslovens § 137.

Dommen illustrerer værdifastsættelsesmetoder i omstødelsessager

Det var afgørende for sagens udfald, om det konkursramte selskab havde overdraget aktiver til underpris. Dette forhold beror på en værdiansættelse af de overdragne aktivers værdi.
I denne forbindelse illustrerer dommen parternes uenighed om principperne for værdifastsættelsen; Således kan aktiver værdifastsættes ved:

  1. værdien ved fortsat drift (også kendt som ”going concern”)
  2. værdien ved "målrettet salg" i fri handel
  3. aktivernes værdi ved "tvangssalg".

Byretten benyttede sig således af den værdifastsættelsesmetode, der bl.a. følger af Højesterets Dom af 31. marts 2015 om salget af FC Nordsjælland.

Retten vurderede, at den overdragne ejendom måtte vurderes ud fra værdien ved målrettet salg på tidspunktet for tinglysningen. Retten tillagde det vægt, at en ejendomsmægler forud for overdragelsen havde vurderet værdien ved salg til en uafhængig tredjemand, idet lejeforhold og efterfølgende forbedringer blev tillagt vægt.

Derimod vurderede Retten, at maskiner og materiel, der tillige var overdraget fra det konkursramte selskab til det nærtstående selskab, skulle værdifastsættes til aktivernes værdi ved fortsat drift (going concern), idet driften umiddelbart var blevet videreført med disse aktiver.

Spørgsmålet om omstødelighed

På baggrund af ovenstående værdifastsættelsesmetode, skønnede Retten ikke, at der i forbindelse med overdragelsen af ejendommen havde været et væsentligt misforhold mellem den betalte købesum og ejendommens værdi. Konkursboet havde dermed ikke lidt noget tab ved overdragelsen.

Det konkursramte selskab havde imidlertid indfriet en stor del af det nærstående selskabs tilgodehavende i forbindelse med ejendommens overdragelsen. Da denne disposition var foretaget mere end 2 år forud for fristdagen, gjorde kreditorerne gældende, at dispositionen var omstødelig i medfør af konkurslovens § 74.

Retten fandt, at det konkursramte selskab måtte anses for insolvent på tidspunktet for dispositionens foretagelse, idet direktøren burde vide, at selskabet som følge af de verserende entreprisesager inden for nær fremtid ikke ville være i stand til at opfylde sine forpligtelser efterhånden, som de forfaldt, uanset man ikke på dispositionstidspunktet var dømt til at dække erstatningskrav herfor. Som følge af direktørens dobbeltrolle i både det konkursramte og det berigede selskab, fandtes det godtgjort, at det berigede selskab kendte til, at det konkursramte selskab var insolvent ved dispositionens foretagelse, og at der var tale om en utilbørlig disposition. Det nærstående selskab måtte dermed tilbagebetale den modtagne betaling af tilgodehavendet, da dette var en retsstridig begunstigelse på bekostning af de andre kreditorer.

Retten vurderede tillige, at der ved overdragelsen af maskiner og materiel forelå en omstødelig disposition, idet den betalte købesum indebar en omstødelig gave, jf. konkurslovens § 64, stk. 2.

Hortens bemærkninger

Sagen illustrerer dels, at konkursboets kreditorer har mulighed for at anlægge en omstødelsessager, som kurator opgiver, f.eks. på grund af manglende midler i konkursboet, dels at domstolene foretager en konkret vurdering af aktivers værdifastsættelse ved overdragelse forud for konkurs, og dels at man ikke kan spekulere i at undgå at blive ramt af et omstødelseskrav ved at overdrage aktiver for derefter at trække en truende konkursbehandling i langdrag.

kontakt

Nicolai Dyhr

Partner