Adskillige kommuner har længe haft en serviceordning, hvor kommunen efter aftale med grundejerne på en privat fællesvej står for at udføre vintervedligeholdelsen på vejen mod betaling, typisk af et fast beløb. Vintervedligeholdelse omfatter – helt eller delvist - snerydning, saltning/grusning og renholdelse.
Ophævelse af gældende serviceaftaler
Ankestyrelsen har – som tilsynsmyndighed – i juni 2017 udtalt, at der ikke er hjemmel i Privatvejsloven til, at en kommune kan tilbyde kommunens grundejere en sådan serviceordning. Ankestyrelsen understregede desuden, at en sådan ordning heller ikke kan anses for lovlig efter kommunalfuldmagtsreglerne.
Kommuner, der hidtil har haft etableret serviceordninger om vintervedligeholdelse på private fællesveje, er derfor forpligtet til at ophæve sådanne serviceaftaler. Og det er tilsyneladende også ved at ske hos flere kommuner.
Ankestyrelsens afgørelse har dog ikke betydet, at grundejerne på private fællesveje har forladt ønsket om, at kommunen mod betaling påtager sig vintervedligeholdelsen. Det er også tydeligt, at der stadig er kommuner, der ønsker at kunne levere den service.
Spørgsmålet er derfor, om og i givet fald hvordan det kan lade sig gøre?
Privatvejslovens regler om vintervedligeholdelse
Efter Privatvejsloven er de vejberettigede generelt ansvarlige for, at vejen er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, jf. Privatvejslovens § 13. Men en privat fællesvej er jo privat i ordets egentlige betydning – og der er som udgangspunkt tale om selvforvaltning fra grundejernes side.
Kommunalbestyrelsen kan imidlertid både gennem et generelt regulativ og konkrete afgørelser bestemme, at ejerne skal udføre vintervedligeholdelse. Bestemmelsen retter sig mod de grundejere på vejen, hvis ejendomme grænser op til en privat fællesvej, og som har vejret til vejen. Regulativet kan definere forskellige kvalitetsniveauer på indsatsen.
Efter Privatvejslovens § 83 kan kommunalbestyrelsen så yderligere bestemme, at kommunen for grundejers regning overtager de pligter, som påhviler grundejeren, jf. lovens § 79. Det sker ved, at kommunen træffer afgørelse om udstedelse af et påbud til den enkelte grundejer med vejret. I den forbindelse skal kommunen som altid overholde alle forvaltningsretlige forskrifter, herunder lægge vægt på saglige hensyn, der må tage udgangspunkt i, hvad der er nødvendigt at gennemføre tvangsmæssigt over for grundejeren. Det vil f.eks. være klart sagligt at påbyde overtagelse af vintervedligeholdelsen af en privat fællesvej, der anvendes til skoletrafik, hvis grundejerne ikke altid er lige skrappe til at sørge for det rettidigt og på rette måde.
Vejdirektoratet har i oktober 2018 desuden udtalt, at de forstår Privatvejslovens § 83 sådan, at konstateringen af et ønske fra en grundejer om, at kommunen overtager grundejerens forpligtelse, i sig selv kan udgøre et sagligt hensyn.
Mange faktorer spiller ind i afgørelse
Umiddelbart er krydsfeltet mellem Ankestyrelsens afgørelse og Vejdirektoratets udtalelse vanskelig at navigere i. Det er på ingen måde en nem opgave for kommunerne at skulle administrere Privatvejslovens § 83 på grundlag af et ønske fra grundejere.
Det er særligt udfordrende, hvis ikke alle grundejere på en vej deler ønsket og tilfælde, hvor der ikke foreligger eller vides at foreligge en saglig vejteknisk eller trafikal begrundelse for et påbud.
Det er Hortens opfattelse, at der findes forskellige bæredygtige løsningsmodeller, men en teknisk og økonomisk optimal ordning, der kan gøres permanent, vil kræve en nøje forberedelse og en tidskrævende afklaring forud for vinteren 2019/2020.