Landsretten fandt, at direktøren i et selskab, havde handlet ansvarspådragende over for boets største kreditor ved at have fortsat selskabets drift, herunder at have overført og betalt udvalgte kreditorer ud af selskabets midler efter håbløshedstidspunktets indtræden.
Kreditors tab blev opgjort ud fra en vurdering af, hvilken dividende den pågældende kreditor ville have opnået, hvis direktørens dispositioner ikke var blevet foretaget, forudsat konkursbehandlingen ville være indtrådt på det tidligere tidspunkt, hvor selskabets situation med sikkerhed skønnes at være håbløs.
Sagens forhistorie
Forud for selskabets konkurs havde der været drøftelser mellem direktøren og kreditoren om et muligt samarbejde. På den baggrund indskød kreditoren et beløb på 300.000 USD, svarende til ca. 2 mio. kr., hvoraf 250.000 kr. udgjorde kreditorens kapitalindskud. Parterne aftalte, at en del af anparterne skulle overdrages til kreditoren, men på grund af samarbejdsvanskeligheder skete det imidlertid ikke. For så vidt angår restbeløbet var der uenighed mellem parterne om, hvorvidt overførslen skulle betragtes som et almindeligt lån eller som ansvarlig lånekapital til virksomheden.
Kreditorens krav var et simpelt krav i konkursboet, jf. konkurslovens § 97, der blev afsluttet uden dividende til kreditorerne. Kreditoren gjorde herefter et direkte erstatningskrav gældende mod direktøren personligt, hvilket var genstand for den afsagte dom.
Rettens bedømmelse af ansvar
Retten fandt, at direktøren havde handlet ansvarspådragende i medfør af selskabslovens § 361, stk. 1.
Der blev lagt vægt på, at det måtte stå klart for selskabets direktør, at selskabet som følge af den manglende realisering af samarbejdet, var forpligtet til at tilbagebetale kreditorens fulde indskudte beløb. Ligeledes blev det tillagt værdi, at selskabet ikke havde udsigt til større indtægter, og at det derfor havde været uforsvarligt, at direktøren havde tilladt den fortsatte drift af den insolvente virksomhed i flere måneder op til konkursen.
Derudover blev det fremhævet, at der var overført betydelige beløb fra selskabet til bl.a. et andet selskab tilhørende direktøren, samt øvrige udvalgte kreditorer – på bekostning af selskabets øvrige kreditorer.
Tabets størrelse
Direktøren blev pålagt at betale en erstatning på 400.000 kr. med tillæg af procesrente samt sagsomkostninger.
Retten opgjorde tabets størrelse ved at lægge vægt på, hvilken dividende pågældende kreditor ville have opnået, hvis direktøren havde afstået fra den ansvarspådragende handling. Dette under forudsætning af, at selskabet ville være taget under konkursbehandling på et tidligere tidspunkt. Således indgik det i rettens vurdering, hvad den formodede aktivmasse og størrelsen af de anmeldte krav ville have udgjort, og hvilken prioritet kravet havde haft i konkursordenen.
Direktør kan handle ansvarspådragende ved at tillade drift af virksomhed på vej mod konkurs
Sagen er således med til at belyse, at en direktør i nødlidende selskab kan handle ansvarspådragende ved at tillade en fortsat drift af en insolvent virksomhed udover det tidspunkt, hvor man bør indstille driften og erklære det konkurs. En sådan fortsat drift kan medføre, at direktøren i medfør af selskabslovens § 361, stk. 1 kan komme til at hæfte personligt over for de kreditorer, der ikke dækkes ved konkursboets afslutning. Det er særligt tilfældet, når selskabets tegningsberettigede har haft mulighed for at indgive egen begæring om konkurs.
Ved opgørelsen af en kreditors krav skal der tages hensyn til, hvilken dividende den skadelidte kreditor kunne have opnået, såfremt konkursen var indtrådt på et tidligere tidspunkt. I denne vurdering indgår bl.a. et skøn over den formodede konkursmasse samt størrelsen af de anmeldte krav. Størrelsen af skadelidtes tab skal afspejle, hvilken dividende skadelidte kunne forventes at kunne have opnået, hvorfor det bl.a. tillægges vægt, hvilken placering i konkursorden skadelidte indtager, og om foranstående krav formodes at antage et større krav end det faktisk anmeldte. Ligeledes vil domstolen vurdere, om der foreligger øvrige omstændigheder, herunder egen skyld og passivitet eller forældelse, der kan begrunde, at skadelidtes krav nedjusteres eller bortfalder.