Sø- og Handelsretten har den 16. maj 2019 afsagt dom i tre principielle sager om opsigelse af medarbejdere med forkortet varsel efter 120-dages-reglen. Retten fastslog, at søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage fortsat skal medtælles ved opgørelsen af sygedage for fuldtidssygemeldte funktionærer i henhold til 120-dages-reglen.

I de tre sager, som Sø- og Handelsretten behandlede sammen, var de opsagte medarbejdere alle funktionærer og omfattet af 120-dages-reglen. Medarbejderne var fuldtidssygemeldte og blev opsagt med forkortet varsel, da de havde været sygemeldt i mere end 120 dage. I virksomhedernes opgørelse af de 120 dage var søn- og helligdage samt øvrige arbejdsfri dage medregnet.

En mangeårig fast retspraksis har medført, at der ved opgørelsen af de 120 dage for fuldtidssygemeldte funktionærer, skal medregnes søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage, når funktionæren er syg umiddelbart før og efter de arbejdsfri dage.

Baggrunden for sagerne var, at en nyere højesteretsdom har fastslået, at der ved en deltidssygemelding alene skal medregnes det faktiske fravær, når de 120 dage beregnes. Søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage skal hverken helt eller delvist medregnes.

Sø- og Handelsretten skulle på den baggrund tage stilling til, hvorvidt Højesterets afgørelse kunne overføres til også at gælde for fuldtidssygemeldte, således at søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage ikke skal medregnes ved opgørelsen af de 120 dage.

Sø- og Handelsretten: Søn- og helligdage samt øvrige arbejdsfri dage skal medregnes

Fire ud af fem dommere kom frem til, at søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage fortsat skal medregnes ved opgørelsen af de 120 dage for fuldtidssygemeldte, da der ikke er grundlag for at ændre den mangeårige faste retspraksis på baggrund af den nye dom fra Højesteret. Et af argumenterne var blandt andet, at arbejdsgiver ikke har pligt til at acceptere, at en medarbejder er delvist sygemeldt, og at arbejdsgiver derfor selv accepterer, at opgørelsen af de 120 dage ændres til ikke at medregne søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage, hvis arbejdsgiver accepterer en deltidssygemelding.

Højesteretsdommen er dermed alene relevant ved opgørelsen af de 120 dage for deltidssygemeldte og ikke for fuldtidssygemeldte.

Den dissentierende dommer var derimod af den holdning, at der ikke var grundlag for at fortolke 120-dages reglen forskelligt alt efter, om der er tale om en deltidssygemeldt eller en fuldtidssygemeldt funktionær. En uens behandling af deltidssygemeldte og fuldtidssygemeldt vil ligeledes medføre en uens behandling af time- og månedslønnede funktionærer. Dommeren mente derfor, at den nyere højesteretsdom måtte føre til, at man heller ikke burde medregne søn- og helligdage og andre arbejdsfridage ved opgørelsen af 120 dage ved fuldtidssygemeldte.

Der blev afsagt dom efter flertallet.

Opgørelse af 120-dages-reglen ændres ikke for fuldtidssygemeldte

Sø- og Handelsrettens afgørelse er interessant, da det nu er blevet fastslået, at Højesterets dom om beregning sygedage for deltidssygemeldte ikke kan overføres til også at gælde for fuldtidssygemeldte funktionærer.

Dommen fra Sø- og Handelsretten har dermed fjernet den usikkerhed, som dommen fra Højesteret medførte i forhold til fuldtidssygemeldte.

kontakt

Jonas Enkegaard

Partner

Christian Vesterling

Advokatfuldmægtig