Højesteret har ved kendelser af 16. april 2019 ændret Vestre Landsrets kendelse af 5. juli 2019 – og stadfæstet Østre Landsrets kendelse af 5. september 2019 – hvorefter beløbsbegrænsede udlægsbegæringer ikke afbryder forældelsesfristen for den fulde fordring.

Vi har tidligere omtalt Vestre Landsrets kendelse af 5. juli 2019, hvor Vestre Landsret afsagde kendelse om, at en beløbsbegrænset udlægsbegæring virker forældelsesafbrydende for kreditors fulde krav, jf. forældelseslovens § 18.

Efterfølgende omtalte vi Østre Landsrets kendelse af 5. september 2019, hvor Østre Landsret kom frem til det modsatte resultat.

Begge sager blev efterfølgende indbragt for Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, og Højesteret har den 16. april afsagt kendelse i de to sager i overensstemmelse med Østre Landsrets konklusion.

Højesterets begrundelse

Højesteret udtalte i sine præmisser blandt andet:

'Efter § 18, stk. 1, i forældelsesloven afbrydes forældelse ved indgivelse af anmodning om udlæg, og det er en yderligere betingelse for afbrydelse, at fordringshaveren søger forretningen fremmet inden for rimelig tid. Ved anmodning om udlæg som nævnt i retsplejelovens § 507, stk. 2, søger fordringshaveren under fogedforretningen kun at opnå fuldbyrdelse af den del af sin fordring, der anmodes om udlæg for. I denne situation søger fordringshaveren ikke fogedsagen fremmet til foretagelse af udlæg for den resterende del af fordringen. Ordlyden af § 18, stk. 1, taler således for, at der alene sker afbrydelse af forældelsen for den del af fordringen, der anmodes om udlæg for.

Denne forståelse stemmer også bedst med de hensyn, som forældelsesloven bygger på. Ved ikrafttrædelsen af loven blev Danske Lov 5-14-4 om fordringshaverens adgang til at afbryde forældelse ved påmindelse således ophævet for alle typer af fordringer. Det fremgår af forarbejderne til loven, at der i den forbindelse blev lagt vægt på de overordnede hensyn bag reglerne om forældelse, herunder til at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for rimelig tid, og til at undgå procesførelse om meget gamle fordringer. Disse hensyn fandtes ikke på tilfredsstillende måde tilgodeset ved en ordning, hvor fordringshaveren til enhver tid kunne forny forældelsesfristen ved blot at tilkendegive over for skyldneren, at han eller hun mente at have et krav mod den pågældende. I tilfælde, hvor en fordringshaver efter retsplejelovens § 507, stk. 2, begrænser sin anmodning om udlæg til en del af fordringen, har anmodningen for så vidt angår den øvrige del væsentlige lighedstræk med en sådan påmindelse, der som anført ikke længere er tilstrækkelig til at afbryde forældelse.'

(vores fremhævelse er markeret)

Højesterets kendelser kan læses her:


Højsterets kendelse afsagt den 16. april 2020 (sag 148/2019)
Højsterets kendelse afsagt den 16. april 2020
(sag 146/2019)


Højesteret har således bestemt, at selvom en kreditor opgør sit fulde tilgodehavende i udlægsbegæringen, så fremmes fogedforretningen kun for den beløbsbegrænsede del. Konsekvensen heraf er, at der kun sker en delvis afbrydelse af forældelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 1.

Videre anfører Højesteret, at udlægsbegæringen for så vidt angår den del, der ikke fremmes til udlæg, i højere grad minder om en påmindelse, som ikke ifølge den nugældende forældelseslov har forældelsesafbrydende effekt.

Kendelsernes betydning

Med Højesterets kendelser er der nu taget endeligt stilling, at en beløbsbegrænset udlægsbegæring ikke afbryder forældelsesfristen for den fulde fordring. Højesterets konklusion er i tråd med den overvejende del af den juridiske litteratur om emnet.

Kendelserne kan give kreditorer anledning til en gennemgang af deres inkassoportefølje med henblik på at vurdere, om der skal gennemføres forældelsesafbrydende handlinger for et større krav end tidligere sket, hvis ikke forældelse allerede er indtrådt.

kontakt

Michael Gregersen

Partner

Anders Boserup Lauridsen

Advokat

Stine Ravnkilde Nielsen

Advokatfuldmægtig