15
Under sagen gjorde HOFOR gældende,
at forsyningspligten for spildevandsselskabet
var opfyldt ved fremføring af
stik til den samlede ejendom, og at
udstykning af nye ejendomme inden for
den oprindelige ejendoms skelgrænser
ikke udløste krav på yderligere fremføring
af stik.
Problemstillingen er principiel og har
givet anledning til mange tvister blandt
spildevandsselskaber og ejendomsudviklere,
særligt de seneste år efter
Højesterets dom i den såkaldte Kolding
FORSYNINGSPLIGT VED BYOMDANNELSE
Business Park-dom, U.2013.1332H. Her
fandt Højesteret, at der ikke kan
opkræves yderligere tilslutningsbidrag
ved omdannelse af allerede tilsluttede
erhvervsejendomme til boliganvendelse.
Mange spildevandsselskaber har som
HOFOR haft den praksis, at ligesom en
sådan erhvervsejendom anses for
færdigtilsluttet i relation til betaling af
tilslutningsbidrag, så må ejendommen
anses for fuldt forsynet med det stik, der er
fremført til den oprindelige grundgrænse.
KØBENHAVNS BYRET GAV HOFOR
MEDHOLD
Retten gav HOFOR medhold i dette
synspunkt og fandt efter bl.a. en
gennemgang af forarbejderne til
miljøbeskyttelseslovens § 32b, stk. 1, at
forsyningspligten ikke indebærer en
pligt for spildevandsselskabet til at føre
stik frem til udstykninger fra en allerede
tilsluttet ejendom.
Retten fandt, at HOFOR havde opfyldt
sine forsyningsforpligtelser ved den
oprindelige forsyning af Grønttorvet og
var derfor ikke forpligtet til at opføre
det spildevandsanlæg, som skulle
etableres til forsyning af de nye boligparceller,
der blev udstykket fra
ejendommen.
Derudover fastslog retten, at betalingslovens
§ 6 og angivelserne i
bestemmelsen om godtgørelse for
anlæggets værdi ved overtagelse ikke
indebærer en forpligtelse for HOFOR til
at betale for overtagelse af et nyopført
anlæg på en ejendom, hvor HOFOR har
opfyldt sine forsyningsforpligtelser –
uanset at anlægget opføres i forbindelse
med udstykninger fra ejendommen.
Retten lagde ved fortolkningen af
betalingslovens § 6 vægt på formålet
med indførelsen af betalingsloven og
herunder ønsket om at skabe rimelige
og ligelige økonomiske vilkår mellem
ejerne af de private spildevandsanlæg
og for deltagerne i kloakforsyningen
som helhed.
Dommen, der blev afsagt 28. juni 2018,
har betydning for alle landets spildevandsselskaber,
da den indeholder en
principiel stillingtagen til spildevandsselskabernes
forsynings- og betalingsforpligtelser
i sammenhæng med
omdannelse af tidligere erhvervsejendomme
til boliganvendelse.
På grund af sagens principielle rækkevidde
medvirkede tre byretsdommere i
den enstemmige afgørelse.
Dommen er anket til landsretten af Ny
Valby Byudvikling.
KONSEKVENSER FOR IGANGVÆRENDE
OG AFSLUTTEDE SAGER
For spildevandsselskaber, som hidtil har
haft en anden praksis end den, der
følger af dommen, bør dommen give
anledning til overvejelser i forhold til at
ændre praksis, så der fremadrettet ikke
længere betales godtgørelse for
overtagelse af spildevandsanlæg opført
i forbindelse med omdannelse af
tidligere tilsluttede erhvervsgrunde til
boliganvendelse.
Det forhold, at dommen er anket, kan
dog begrunde, at den hidtidige praksis
opretholdes, indtil der foreligger en
endelig dom, der afklarer problemstillingen.
En praksisændring kan kombineres
med beslutning om, at de aftaler, der
fremadrettet indgås om overtagelse af
privat opførte spildevandsanlæg i
forbindelse med byomdannelser,
indeholder en mulighed for økonomisk
godtgørelse for spildevandsanlægget,
hvis en senere dom tilsidesætter den
forståelse af forsyningspligten og
betalingslovens § 6, som følger af
dommen fra Københavns Byret.
For afsluttede sager vil den nye dom
fra Københavns Byret alene have
betydning, såfremt der aftaleretligt er
taget højde herfor i den aftale om
overdragelse af spildevandsanlægget,
som oprindeligt er indgået mellem
spildevandsselskabet og byggemodner.
Er der ikke aftaleretligt givet spildevandsselskabet
mulighed for at kræve
tilbagebetaling af en allerede erlagt
godtgørelse, vil dette som udgangspunkt
ikke være et krav, uanset at den
nye dom fastslår, at der ikke har været en
forpligtelse til at betale godtgørelsen.