AB(R) 18 I UDFØRELSESFASEN:
HVAD SKAL BYGHERRE VÆRE
SÆRLIGT OPMÆRKSOM PÅ?
Med de nye standardvilkår har AB-udvalget forsøgt at skabe et aftalegrundlag, som
kan håndtere udviklingen både teknisk, processuelt og i relation til parternes
kompetencefordeling.
Vi gennemgår tre af de vigtigste emner, som bygherren skal
være opmærksom på i udførelsesfasen: Bedre planlægning, ændringer i arbejdet og
forsinkelser.
BEDRE PLANLÆGNING
AB-udvalget har haft fokus på, at parterne
allerede på et tidligt tidspunkt skal afdække
risici og forberede håndteringen
heraf.
Formålet er at minimere (eller helt undgå)
unødige forsinkelser, mangler og tvister.
Projektgennemgang
Som en af de væsentligste nyskabelser
er det nu obligatorisk for parterne at
deltage i en projektgennemgang.
Tidligere var projektgennemgangen
alene en mulighed. Praksis har imidlertid
vist, at projektgennemgangen ikke
altid bliver anvendt, eller at den bliver
tids- og ressourcemæssigt nedprioriteret.
Projektgennemgangen har til formål at
skabe en fælles forståelse af projektet
og samtidig give entreprenøren mulighed
for at påpege evt. uhensigtsmæssigheder
samt at afdække risici, uklarheder
og utilstrækkeligheder. Det er forhåbningen,
at projektgennemgangen
dermed
kan blive et centralt værktøj i
forebyggelsen af tvister, da forholdene
bringes frem i lyset på et meget tidligt
tidspunkt, hvor de er nemmere og
billigere at håndtere. Det er bygherren,
der skal sørge for, at projektgennemgangen
afholdes forud for opstarten af
entreprisen med deltagelse af bygherre,
rådgiver(e) og entreprenør(er).
Derudover skal eventuelle underentreprenører
og underrådgivere inddrages.
Efter projektgennemgangen er bygherren
forpligtet til snarest muligt at udarbejde
en skriftlig redegørelse herom.
Det er vigtigt at være opmærksom på,
at projektgennemgangen ikke erstatter
entreprenørens pligt til almindelig
kvalitetssikring.
Granskning
Som et andet forsøg på at få parterne til
at afdække projektets risici på et tidligt
stadie er der indført regler om, at hver
af de projekterende, inklusive eventuelle
projekterende entreprenører, skal granske
eget projekt for at afdække
risici og
grænseflader
til andres projekter. Ved
delt rådgivning skal projekteringsledelsen
koordinere granskningerne af det
samlede projekt.
Granskning er således en integreret del
af parternes ydelser og skal medvirke
til, at behovet for løbende ændringer
og antallet af fejl mindskes.
Tilsyn
Allerede under projektgennemgangen
kan bygherren beslutte, at der skal føres
et mere målrettet tilsyn med specifikke
dele af entreprisen, ligesom parterne
løbende efter behov kan anmode
om
tilsynsgennemgang.
Bygherren
har ret til at afvise en tilsynsgennemgang,
hvis det ikke vurderes at
være nødvendigt.
06 AB18