Regeringen er nu kommet med det længe ventede lovforslag om forbedrede vilkår i et generationsskifte af en familiejet virksomhed. Horten har læst lovforslaget og er generelt positive over for indholdet og vurderer, at det kan skabe værdi for en lang række af vores klienter.

Forbedrede vilkår for familieejede ejendomsvirksomheder – pengetankreglen

Regeringen er nu kommet med det længe ventede lovforslag om forbedrede vilkår i et generationsskifte af en familiejet virksomhed. Lovforslaget siges at skabe de bedste vilkår for familieejede virksomheder i over 25 år. Vi har læst lovforslaget og er generelt positive over for indholdet og vurderer, at det kan skabe værdi for en lang række af vores klienter.

Det helt centrale ved lovforslaget er, at familieejede ejendomsvirksomheder skal betragtes som en aktiv forretning fremfor passiv forretning. Dermed skal de kunne overdrages ved skattemæssig succession under forudsætning af, at det selskab, der overdrages, ikke har karakter af en såkaldt pengetank. Hvis lovforslaget stemmes igennem, kan skattemæssig succession af familieejede ejendomsselskaber gennemføres, hvis følgende er opfyldt

  1. Familien har en ejerandel på mere end 50% af udlejningsvirksomheden.
  2. Indgåelse af lejeaftaler eller aftaler af økonomisk betydning ikke har været overladt til uafhængig tredjemand.
  3. Ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne ejerperiode har været aktivt udlejet, eller ejendommen indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst et år.

Foruden åbningen for skattemæssig succession for de familieejede ejendomsvirksomheder, indeholder lovforslaget ligeledes følgende forbedrede tiltag:

  • Bo- og gaveafgiften sænkes til 10% fra nuværende 15%. Denne ændring skal træde i kraft med bagudvirkende effekt fra 1. oktober 2024.
  • Retskrav på værdiansættelsen. Hensigten er at skabe mere sikkerhed for familieejede virksomheder om, hvilken bo- eller gaveafgift der skal betales ved et kommende generationsskifte. Denne ændring skal, ligesom ændringen af bo- og gaveafgiften, træde i kraft med bagudvirkende effekt fra 1. oktober 2024.
  • Søskende skal fra og med 2027 have status af "nær familie" i relation til bo- og gaveafgiften.

I Fast Ejendom følger vi lovgivningsprocessen løbende.

Kontakter

Michael Neumann

Partner (H)

Katrine Klan Hansen-Søe

Advokat