Horten har til huse i Hellerup, København. Vores domicil er et moderne og inspirerende byggeri konstrueret med tanke på fremtidens udfordringer for et ambitiøst advokatfirma og indrettet til at understøtte nye samarbejdsformer.
Der er kontorer, der giver plads til ro og fordybelse, mens bygningens fællesområder er designet til at kunne huse spontane møder. Domicilets kontorer er placeret omkring større centrale rum i stedet for eksempelvis i et korridorsystem, og bygningens fællesområder er inspireret af italienske torvepladser, hvor mennesker naturligt mødes og taler sammen. Formålet er at skabe de bedste betingelser for vidensdeling og samarbejde.
Arkitekturen sparer på energien
Bæredygtighed er centralt for Hortens domicil. Bygningens energiforbrug ligger 10 % under gældende energikrav på opførelsestidspunktet (2009). Det skyldes blandt andet bygningens særegne arkitektur, der er med til at reducere energiforbruget til nedkøling. Alle vinduer er vinklet mod nord, og det minimerer det direkte sollys på kontorerne - og dermed behovet for nedkøling. De nordvinklede vinduer bidrager også til en bedre kvalitet af arbejdslys.
Investeringer i energibesparende løsninger
Horten har skruet ned for energiforbruget med en række bæredygtige investeringer:
- Ventilation, varme og køling er sektioneret og reguleres via bevægelsessensorer.
- Intelligent dagslysregulering, der tænder/slukker for det elektriske lys alt efter aktivitet i et kontor, mødelokale eller område.
- Vi gør kun rent på kontorer og områder, der har været i brug siden sidste rengøring. Bevægelsessensorer måler aktivitet, og et computerprogram fortæller hver aften rengøringspersonalet, hvor de skal gøre rent.
- Belastningen på virtuelle servere er fordelt, så servere automatisk lukkes ned, når de øvrige servere har kapacitet til rådighed. Det betyder lavere strømforbrug, mindre varmeudladning og øget driftssikkerhed.
- Fysiske telefoner er afskaffet til fordel for IP-telefoni.
- Det trådløse netværk lukker automatisk ned, hvis der ikke er it-brugere på en hel eller en del af en etage.
- Alle arbejdspladser har elspareskinner.
- Der er installeret LED lys alle steder, hvor det er muligt.