Horten har indgået et samarbejde med Niras Green Tech Hub for at tilbyde juridisk rådgivning til startups, der arbejder med grøn innovation. Samarbejdet skal understøtte hubbens startups i at skalere deres forretning og samtidig fremme den grønne omstilling.
Hubben er samlingspunkt for den grønne omstilling
Niras Green Tech Hub er et samlingspunkt for iværksættere, der vil udvikle og vækste deres grønne løsninger. Hubben tilbyder både kontor- og arbejdsfaciliteter og skaber direkte adgang til hjælp og støtte fra rådgivere og investorer. Derudover får hubbens startups støtte af Niras' ingeniøreksperter, som er specialiserede i bæredygtighed inden for forskellige brancher som fødevarer og drikkevarer, byggeri og arkitektur, energi og vand mv.
Hortens mission
Horten har dedikeret sig til at skabe værdi, klarhed og positiv forandring, både for vores klienter og for samfundet. For at gøre juridisk rådgivning let tilgængelig for hubbens startups har Horten indgået et samarbejde med Niras Green Tech Hub. Horten etablerer bl.a. en fysisk tilstedeværelse i Niras Green Tech Hub, så samtlige virksomheder i Hubben får mulighed for løbende at sparre med Hortens specialister.
"Vi er stolte over samarbejdet med Niras Green Tech Hub. Gennem samarbejdet ønsker vi at sikre, at grønne startups får de bedste muligheder for vækst og udvikling. Vi ser stor fælles værdi i at støtte virksomheder, der arbejder for en mere bæredygtig fremtid. Vi ønsker at nedbryde barriererne mellem nyere virksomheder og advokater og sikre, at Danmarks grønne fremtid ikke bremses af juridiske snubletråde og blinde vinkler," udtaler partner og bestyrelsesmedlem i Horten, Andreas Schønbeck.
Stærkere bånd mellem jura og innovation
Samarbejdet er et vigtigt skridt mod at skabe stærkere bånd mellem juridisk rådgivning og teknologisk innovation. For Niras Green Tech Hub handler partnerskabet ikke blot om at tilføre startups den nødvendige viden, men også om at skabe et miljø, hvor ideer kan udvikles til bæredygtige løsninger med reel effekt i markedet.
Derfor ser hubben samarbejdet som en strategisk styrkelse af sit økosystem – og som et redskab til at gøre Danmark til frontløber for grøn omstilling. Hubdirektør Sophie Bech udtaler: "Hubbens startups entrerer på mange forskellige stadier af deres udvikling. Især i de tidlige faser er det afgørende, at de får sparring og support på kritiske beslutninger, eksempelvis IP og ejerforhold. Partnerskabet med Horten betyder, at rådgiverne kan komme tæt på iværksætterne, der hvor de har allermest brug for juridisk hjælp."