Flere private vandværker ønsker at overdrage deres anlæg til større, ofte kommunale, vandselskaber for at opnå mere stabil drift, bedre forsyningssikkerhed og stordriftsfordele, da stigende krav i lovgivning udfordrer de mindre værker.

Overtagelse sker ikke som fusion – men i stedet som aktivoverdragelse

Små, forbrugerejede vandværker er oftest organiseret som andelsselskaber med begrænset ansvar (a.m.b.a.). Sådanne vandværker kan ikke fusionere efter de almindelige selskabsretlige regler. Derfor sker overtagelsen typisk ved, at alle vandværkets aktiviteter overdrages til et andet vandværk (en såkaldt aktivoverdragelse). Herefter bliver det lille vandværk opløst ved en likvidation.

Betydningen af aktivoverdragelsesaftalen

En aktivoverdragelse gennemføres på grundlag af en overdragelsesaftale. Aftalen fastlægger nærmere, hvilke aktiver, rettigheder og forpligtelser der overdrages, og på hvilke vilkår overdragelsen sker.

Som udgangspunkt omfatter overdragelsen alle aktiver, der er knyttet til vandforsyningsvirksomheden – herunder ledningsnet, boringer, tekniske installationer, vandværksbygninger, eventuelle bankindeståender servitutter, deklarationer og driftsaftaler mv. samt immaterielle rettigheder.

Overtagelse af forsyningspligten og krav om kommunens godkendelse

Det overtagende forsyningsselskab indtræder ved overdragelsen i vandværkets forsyningsforpligtelse over for forbrugerne og overtager dermed både retten og pligten til at levere vand til ejendommene i det tidligere forsyningsområde. Da overdragelsen herved medfører ændringer i vandforsyningsplanen, kræver det kommunens godkendelse.

Forbrugerne skal betale tilslutningsbidrag ved en overdragelse

Ved tilslutning af nye forbrugere til fx et kommunalt ejet forsyningsselskabs eller et andet større vandværks vandforsyningsnet skal der betales et tilslutningsbidrag (anlægsbidrag) fastsat efter forsyningsselskabets gældende takstblad.

I forbindelse med overdragelse af et privat vandværk til enten den kommunale forsyning eller et andet vandværk fastsættes der typisk et samlet anlægsbidrag, som udgør det beløb, forbrugerne samlet set skulle have betalt ved tilslutning til forsyningen. Ved fastsættelsen af beløbet fratrækkes den nettoværdi, som vandværket overdrager i form af anlæg og øvrige aktiver.

Typiske vilkår i en aktivoverdragelse

Typisk vil en aktivoverdragelsesaftale regulere de overordnede juridiske, økonomiske og praktiske rammer omkring overdragelsen.
Dette indebærer blandt andet forhold som overdragelsestidspunktet samt vilkårene for overgang af drift, ansvar og risiko mellem parterne. Derudover vil parternes rettigheder og forpligtelser blive beskrevet. Aftalen kan endvidere indeholde bestemmelser om værdiansættelsen af de aktiver og forpligtelser, der overdrages, og regulerer ofte, hvordan vandværkets økonomiske forhold, herunder lån, indeståender og gæld, skal håndteres.

Der vil i den forbindelse være behov for at få afdækket en række forhold, som vil ske ved en due diligence-undersøgelse. Undersøgelsen vil blandt andet omfatte forhold som vandværkets ansatte, rettigheder over fast ejendom, GDRP mv.

  • Ansatte: Der skal tages stilling til vandværkets medarbejderforhold, herunder om medarbejderne skal overdrages, og i givet fald på hvilke ansættelsesvilkår overdragelsen skal ske. Det kan i den forbindelse også være relevant at undersøge, om der er forskel i overenskomster i hhv. vandværket og forsyningen.
  • Rettigheder over fast ejendom – tinglysning: Derudover skal der tages stilling til ejerskabet og eventuelle rettigheder over vandværkets faste ejendom, herunder bygninger, grunde og ledningsnet. Det skal afklares, om der er tinglyste rettigheder, servitutter eller andre forhold, der skal overføres eller aflyses. Tilsvarende kan der være behov for tinglysning af ny påtaleberettiget.
  • GDRP og databehandleraftaler: Det skal sikres, at personoplysninger om vandværkets kunder bliver håndteret korrekt og eventuelt integreres i forsyningsselskabets eksisterende systemer. Det skal derfor vurderes, om der er hjemmel til at overdrage disse oplysninger. Det skal derfor afklares, om gældende databehandleraftaler m.v. skal videreføres eller indgås på ny med forsyningsselskabet.

Derudover bør der generelt ske en gennemgang af vandværkets eksisterende kontrakter og aftaler med leverandører, samarbejdspartnere og kunder. Det bør vurderes, om overdragelsen indebærer behov for debitorskifte. Der skal i den forbindelse tages stilling til, om kontrakterne tillader et sådant skifte, og om det kræver samtykke fra aftaleparterne.

Beslutningsproces og vedtagelseskrav

Gennemførelse af en aktivoverdragelse forudsætter, at beslutningen herom træffes i overensstemmelse med vandværkets vedtægter.
Vedtægterne for et privat vandværk indeholder typisk bestemmelser om, at beslutninger af væsentlig betydning – herunder overdragelse af vandværkets aktiver – skal godkendes på generalforsamlingen. En sådan beslutning kræver som regel, at mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. I nogle tilfælde stilles der desuden krav om, at beslutningen bekræftes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.

Tillæg til økonomiske rammer ved sammenlægning af vandselskaber

Ved sammenlægning af vandselskaber kan det fortsættende vandselskab få tillæg til deres økonomiske ramme, når vandselskabets forsyningsområde udvides. Det kan fx ske ved en geografisk udvidelse af forsyningsområdet eller ved flere tilsluttede kunder inden for det eksisterende forsyningsområde.

Tillægget er betinget af, at vandselskabet kan dokumentere, at de årlige drifts- eller anlægsomkostninger er steget, og at dette skyldes udvidelsen.

Kontakt

Mads Peter Rosenius Olsen

Advokat

Emma Wolf

Advokatfuldmægtig