Spildevandsforsyninger kan straffes for ulovlig udledning, hvis de under kraftig regn uden tilladelse leder spildevand ud for at forhindre oversvømmelser.

Spildevandsforsyninger risikerer strafansvar for spildevandsudledning uden tilladelse, når voldsomme regnskyl presser kapaciteten i spildevandssystemerne, og spildevandsforsyningerne derfor – men uden tilladelse – udleder spildevand til terræn for at undgå oversvømmelser af fx boligområder.

Sagernes omdrejningspunkt er spildevandsudledning uden tilladelse

Når voldsomme og intensive regnvejr rammer landet, ledes vandet væk fra terrænet via spildevandssystemerne. Spildevandssystemerne dimensioneres efter forskrifter, så systemet kan håndtere den mængde vand, som tilføres systemet. Selvom spildevandssystemerne er dimensioneret korrekt efter forskrifterne, kan ekstraordinære, intensive regnskyl alligevel medføre, at kapaciteten i kloakkerne overstiges med risiko for oversvømmelser til følge.

For at undgå sundhedsmæssige katastrofer griber nogen spildevandsforsyninger ind som beredskab og udleder spildevand til andre områder end fx boligområder. Spildevandsudledning må dog efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 27 ikke ske uden tilladelse, og det er vanskeligt eller umuligt at nå at indhente en tilladelse i tide, fordi problemet opstår akut, og tidspunkt, sted og mængde for de intensive regnskyl er ukendte.

Horten bistår forsyningerne i dialogen med politiet

Sagerne starter hos Miljøstyrelsen, som fører tilsyn med, om forsyningernes spildevandsudledning sker med tilladelse. Hvis Miljøstyrelsen konstaterer en ulovlig spildevandsudledning, kan styrelsen anmelde forholdet til politiet. Politiet overtager i givet fald sagen og beslutter, om forsyningen sigtes, dvs. vurderer, om der er rimelig grund til at mistænke forsyningen for at have overtrådt miljøbeskyttelsesloven. Som sigtet kan forsyningen vælge at afgive forklaring. Det er herefter anklagemyndigheden, som på baggrund af politiets sagsoplysning og forsyningens eventuelle forklaring beslutter, om sagen skal forfølges i retten.

Spildevandsforsyningerne finder sjældent dem selv inden for det strafferetlige system, og det kan give anledning til overvejelser og bekymring at modtage en sigtelse fra politiet.

Med kendskab til sagerne og sagsområdet har Horten bistået spildevandsforsyninger med at forklare sagens rette sammenhæng over for politiet. I den forbindelse har Horten oplevet, at anklagemyndigheden undlader at forfølge sagerne i retten, selvom de anser forsyningen for at være skyldig. Begrundelsen herfor findes bl.a. i forklaringen om sammenhængen, som forsyningen har udarbejdet i samarbejde med Horten, hvilket viser, at der er behov for at få oplyst sagerne korrekt.

Miljøstyrelsen, politiet og anklagemyndigheden ser alvorligt på, om overløbsbetinget spildevandsudledning sker med tilladelse, og det forventes, at myndighederne fremover forfølger sagerne med henblik på at fastlægge et strafansvar.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at række ud til Henriette og Emil.

Kontakt

Henriette Soja

Partner, advokat (H)

Emil Oddershede Quaade

Advokatfuldmægtig