Skatteministeriet har sendt et lovforslag i høring, der lempeliggør reglerne for beskatning af medarbejderaktier og warrants, så især vækst- og iværksættervirksomheder lettere kan aflønne ansatte via incitamentsprogrammer uden lønbeskatning.

Ligningslovens § 7 P gør det muligt at aflønne medarbejdere med warrants, optioner og medarbejderaktier, uden at værdien heraf beskattes som lønindkomst, men derimod som aktieindkomst. Udover at skatteprocenten er væsentligt lavere (27 %/42 % i stedet for op til ca. 61% (2026)) udskydes beskatningstidspunktet til det tidspunkt, hvor medarbejderen sælger sine kapitalandele.

Lovforslaget skal imødegå de praktiske og økonomiske udfordringer, mange virksomheder har haft med at benytte den nuværende ordning. Målet er at skabe mere fleksible rammer, så nye såvel som voksende virksomheder i højere grad kan anvende ordningen og dermed tiltrække samt fastholde kvalificeret arbejdskraft.

Den nuværende ordning efter ligningslovens § 7 P

Efter de gældende regler i ligningslovens § 7 P kan medarbejderes tildelte medarbejderaktier, optioner og warrants beskattes som aktieindkomst, i det omfang værdien heraf ikke overstiger følgende grænser:

  • 10 % af medarbejderens årsløn,
  • 20 % - hvis tildelingen tilbydes bredt til mindst 80 % af en medarbejdergruppe på ens vilkår, eller
  • 50 % - hvis medarbejderen er ansat i en virksomhed, der (i) i et af de to seneste godkendte årsregnskaber har haft færre end 50 ansatte, (ii) har eksisteret i mindre end 5 år før kalenderåret, hvor aftalen indgås med den ansatte, og (iii) hvis enten balancesummen eller nettoomsætningen, opgjort på konsolideret niveau, har været under 15 mio. kr. i et af de seneste to godkendte årsregnskaber.

Afskaffelse af 50 %-grænsen

Lovforslaget lægger op til at ophæve den nuværende 50 %-grænse, hvorefter værdien af de tildelte medarbejderaktier, optioner eller warrants lønbeskattes, såfremt (og i det omfang) de overstiger 50 % af medarbejderens årsløn. Fremadrettet skal der således ikke gælde nogen øvre grænse for, hvor mange medarbejderaktier, optioner eller warrants medarbejderen modtager. Det kræver dog, at medarbejderen som minimum modtager en skattepligtig grundløn på 253.000 kr.

Den foreslåede ændring medfører også, at virksomheder undgår at skulle værdiansætte de tildelte medarbejderaktier, optioner eller warrants for at kunne sammenholde dem med medarbejderens løn, hvilket gør ordningen betydeligt lettere at anvende. Kravet om værdiansættelse har været en af de største barrierer for anvendelsen af ligningslovens § 7 P. Det har vist sig både omkostningstungt, administrativt besværligt og har i mange tilfælde skabt usikkerhed om den skattemæssige konsekvens for den ansatte, hvilket samlet har afholdt virksomheder fra at anvende sådanne incitamentsordninger.

Udvidelse af kredsen af virksomheder

Udover afskaffelsen af 50 %-grænsen foreslås det at udvide omfanget af virksomheder, der kan benytte grundslønskravet som følger:

  • 150 ansatte (mod tidligere 50)
  • 200 mio. kr. i nettoomsætning eller balancesum (mod tidligere 15 mio. kr.)
  • 10 års alder (mod tidligere 5 år)

Med de gældende regler har adgangen primært været begrænset til helt unge virksomheder i den tidlige etableringsfase. De foreslåede ændringer betyder, at også større vækstvirksomheder, som har passeret de første år og er i gang med at opskalere, fremover i højere grad vil kunne tilbyde medarbejderaktier, optioner og warrants på mere lempelige skattevilkår.

Udvidelsen skal dermed sikre, at incitamentsordningen kan benyttes af virksomheder, som er længere i deres vækstforløb samt understøtte fastholdelse af nøglemedarbejdere.

Den videre proces

Lovforslaget er sendt i høring med henblik på fremsættelse i Folketinget i efteråret 2025. For ændringerne til ligningslovens § 7 P foreslås det, at reglerne skal finde anvendelse på aftaler om tildeling af aktieløn, der indgås efter et tidspunkt, som skatteministeren fastsætter. Dette tidspunkt er endnu ikke fastlagt, da ikrafttrædelsen forudsætter, at Europa-Kommissionen godkender ordningen efter statsstøttereglerne.

Det endelige indhold af lovændringen kan desuden blive justeret i forbindelse med den politiske behandling af forslaget.

Hos Horten vil udviklingen blive fulgt tæt, og vi vil løbende informere om de ændringer, der måtte få betydning for virksomheder og medarbejdere. I Horten bistår vi en række klienter (store som små) med etablering af medarbejderaktie- og warrantordninger. I er således altid velkomne til at række ud, såfremt artiklen giver anledning til spørgsmål, eller hvis I har behov for bistand.

Kontakt

Henrik Stig Lauritsen

Partner, advokat

Amalie Neerup Larsen

Advokatfuldmægtig

Philip Hesselbjerg

Advokat