Claus Hastrup Knudsen indtræder i partnerkredsen 1. maj og vil med sin store erfaring inden for primært corporate og commercial være et væsentligt bidrag til Hortens i forvejen stærke corporate-afdeling.

Bestyrelsesleder Lars Lüneborg udtaler:

"Jeg er glad for at kunne byde Claus Hastrup Knudsen velkommen i Horten. Claus kommer med en enorm viden, erfaring og indsigt i markedet, som gør os i stand til at give vores klienter en endnu stærkere rådgivning og strategisk sparring. Jeg oplever Claus som en person, der deler Hortens værdisæt og tårnhøje faglige ambitioner, og ser ham som en vigtig spiller, når det kommer til at realisere vores strategiske målsætninger."

Claus Hastrup Knudsen udtaler:

"Jeg glæder mig til at starte i Horten og møde alle mine nye kollegaer. Rådgivning inden for corporate/commercial-området har været min faglige passion, som jeg har dyrket i mere end 20 år, og jeg ser frem til at kunne bruge den passion til gavn for Hortens klienter. For mig er der åbenlyse synergier mellem mine og Hortens forretningsområder, som jeg håber at kunne være med til at udvikle på."

Claus Hastrup Knudsen kommer fra en stilling som partner i det norske advokatfirma Schjødt, hvis danske kontor han var med til at etablere. Han er 48 år, bosat i Gentofte, gift og har tre børn. Claus Hastrup Knudsen er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og har møderet for Højesteret. Med sig til Horten tager han sin nærmeste medarbejder, advokat Rikke Nøhr Rasmussen.

Kontakt

Jesper Boe Nordal

Kommunikationschef