Den 19. maj 2025 indgik regeringen og en bred kreds af Folketingets partier en ny politisk aftale, der fastsætter rammerne for udbud af tre nye havvindmølleparker i Danmark. Aftalen markerer et vigtigt skridt mod en styrket grøn elforsyning og bidrager til at gøre Danmark og Europa mere uafhængige, sikre og klimavenlige.

Aftalen er en reaktion på flere års usikkerhed på havvindsområdet, præget af stigende omkostninger, pressede leverandørkæder og usikre elpriser. For at genoplive interessen blandt investorer og udviklere indføres mere fleksible og attraktive vilkår, der skal fremme udviklingen af nye havvindprojekter på kort sigt.

De tre havvindmølleparker - Nordsøen Midt, Nordsøen Syd og Hesselø - forventes at kunne levere grøn strøm til op mod tre millioner husstande. Aftalen styrker dermed elforsyningen og støtter målet om en sikker og uafhængig energiforsyning i Danmark og Europa.

Støttemodel med statslig risikodeling

Aftalen introducerer en ny to-sidet differencekontrakt (CfD), hvor staten garanterer koncessionshaverne en fast afregningspris i 20 år. Aftalen dækker parkens mulige produktion og reducerer risikoen ved elprisudsving. Hvis elprisen er lavere end budprisen, yder staten støtte, og omvendt betaler parken tilbage ved højere elpriser. Staten har fastsat et udbetalingsloft på 55,2 mia. kr. med et forventet støttebehov på 27,6 mia. kr., finansieret via Grøn Fond og det økonomiske råderum.

Etableringsfrist og fleksibilitet inklusive bodsregime

Udbuddene af Nordsøen Midt og Hesselø åbner i efteråret 2025 med budfrist i foråret 2026. Nordsøen Syd følger med budfrist i efteråret 2027. Aftalen sætter etableringsfristen for minimumskapaciteten til 2032 for de to første parker og 2033 for Nordsøen Syd. Et nyt bodsregime indføres, hvor forsinkelser de første to år medfører lavere bøder, og tidligere dobbeltbøder fjernes.

Krav til bæredygtighed og social ansvarlighed

Aftalen kræver, at havvindsopstillerne dokumenterer miljøpåvirkninger, anvender genanvendelige møllevinger og udarbejder livscyklusanalyser. Én af parkerne skal etableres med naturinkluderende design, og alle skal overvåge deres miljøeffekter. Aftalen stiller også krav om oplæringspladser, kædeansvar og beskyttelse mod social dumping.

Mulighed for overplanting og effektiv arealudnyttelse

Hver park får et kapacitetskrav på minimum 1 GW, men opstillerne kan etablere yderligere kapacitet, såkaldt overplanting, for at styrke integration med elnettet og støtte Power-to-X. Den ekstra kapacitet skal være klar senest to år efter fristen for minimumskapaciteten. Partierne fastsætter en minimumseffekttæthed på 4 MW/km² og tilskærer arealerne, så uudnyttede dele kan føres tilbage til staten.

Staten betaler for forundersøgelser og militære tilpasninger

For at reducere omkostningerne for opstillerne har partierne besluttet, at staten dækker udgifterne til forundersøgelser og nødvendige tilpasninger for Forsvaret, som skal sikre fortsat overvågning af danske farvande. Staten afsætter samlet cirka 1,9 mia. kr. til disse formål, herunder 1,1 mia. kr. til Forsvarets tilpasninger og 760 mio. kr. til forundersøgelser.

Aftalens langsigtede indsats

Regeringen og aftalepartierne ønsker at bringe de resterende 6 GW forundersøgte arealer i spil, i takt med at markedet kan følge med. I 2026 mødes partierne igen og drøfter nye initiativer, der kan understøtte elektrificeringen og lagringen af grøn energi.

Læs hele den politiske aftale her: Aftale om udbudsrammer for tre havvindmølleparker

Kontakt

Christian Tullberg

Partner (L)

Søren Hornbæk Svendsen

Partner

Andreas Schønbeck

Partner

René Frisdahl Jensen

Partner (L)