Københavns Kommune har udpeget Horten som en af vinderne af den rammeaftale om juridisk bistand, som kommunen sendte i udbud i juni. Udbuddet var inddelt i to delaftaler – en bred aftale vedrørende de fleste væsentlige juridiske områder og en smal aftale på det arbejds- og ansættelsesretlige område.
Kommunen har valgt at indgå aftaler med i alt syv advokathuse. Som det eneste kontor er Horten blevet tilbudt at være med på begge delaftaler.
Rikke Søgaard Berth, partner i Horten og leder af Hortens afdeling for Offentlig Regulering, udtaler:
"Vi er utroligt glade, stolte og taknemmelige over, at Københavns Kommune har valgt Horten til begge delaftaler, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde. Det er et samarbejde, som går mere end 70 år tilbage, og som vi altid har værdsat meget højt. Gennem tiden har vi rådgivet kommunen om mange komplekse projekter, og vi har været advokat for kommunen i forbindelse med folkefester såsom EM i herrefodbold i 2021 og Tour de France Grand Départ i København i 2022. Nu glæder vi os til at byde ind på nye opgaver, dér hvor vores dybe faglighed og indgående erfaringer med kommunen kan gøre en forskel til gavn for København, dens borgere og virksomheder."
FAKTA:
- Delaftale 1, der dækker hovedparten af de juridiske områder, løber over to år med mulighed for forlængelse med to gange 12 måneder og har en anslået værdi på 92 mio. kr.
- Delaftale 2, der dækker arbejds- og ansættelsesret, løber over to år med mulighed for forlængelse med to gange 12 måneder og har en anslået værdi på 8 mio. kr.