Støj og støjgener fra virksomheder, anlæg og lejlighedsvise aktiviteter får stadig mere juridisk opmærksomhed. Det gælder også støj fra idrætsanlæg som fx fodboldstadioner, hvor Miljøstyrelsen nu varsler en ny vejledning for kommunernes vurdering af støjulempen og støjreducerende tiltag.
Der lægges op til, at vurderingen af støjulemperne fra idrætsanlæg ikke skal tage udgangspunkt i støjvejledningen for virksomheders grænseværdier fra 1984 eller i kunstgræsbanevejledningen.
Retsgrundlaget
De aktiviteter fra idrætsanlæg, der er tale om, er aktiviteter, som er organiseret under faste former, fx af det offentlige eller af private organisationer. Støjulemper fra mere tilfældige eller uorganiserede aktiviteter er derfor ikke emnet for denne artikel.
Støj udgør forurening i miljøbeskyttelseslovens forstand. Miljøbeskyttelsesloven skal medvirke til at værne mod unødig forurening, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag. Miljøbeskyttelsesloven har et særligt fokus på listevirksomheder, der er reguleret i lovens kapitel 5. Miljøbeskyttelsesloven regulerer imidlertid også støj fra andre typer virksomheder, da lovens § 42 giver mulighed for at udstede påbud, hvis støjforurening fra andre typer virksomheder er væsentlig.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, at bestemmelsen hjemler påbud om foretagelse af afhjælpende foranstaltninger over for idrætsanlæg, fritidsklubber eller lignende fritidsaktiviteter, som medfører væsentlige støjulemper for omgivelserne.
Bestemmelsens anvendelse indtil nu
Vurderingen af, om støjulemperne fra idrætstanlæg har været væsentlige, har efter Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis indtil nu skullet foretages med udgangspunkt i Miljøstyrelsens generelle støjvejledning fra 1984. Denne støjvejledning omhandler ekstern støj fra virksomheder og indeholder grænseværdier samt beregnings- og målemetoder.
Denne praksis har medført, at kommunerne har haft svært ved at etablere idræts- og fritidsfaciliteter, og at bestående idrætsanlæg har skullet etablere omfattende afhjælpningsforanstaltninger for at nedbringe støjulemperne.
Dette har resulteret i en fælles henvendelse fra en række kommuner til miljø- og ligestillingsministeren. Miljøministeren har på denne baggrund bedt Miljøstyrelsen om en ændret vejledning, så støj fra idrætsanlæg ikke skal reguleres som virksomhedsstøj.
Miljøstyrelsen: Kommunerne overlades et skøn
Miljøstyrelsen har endnu ikke sendt en vejledning i høring, men har 20. juni 2025 sendt et notat, der skal danne udgangspunkt for den kommende vejledning.
Det fremgår af notatet, at idrætsstøj ikke længere skal reguleres på samme måde som støj fra virksomheder. Det skyldes blandt andet, at idræt er en fælles og sundhedsskabende aktivitet, som er godt for menneskers trivsel og kan modvirke inaktivitet. Det er et stort samfundsmæssigt gode at have idrætsanlæg i byer og i umiddelbar nærhed af, hvor folk bor.
Miljøstyrelsen kommer ikke til at fastsætte vejledende grænseværdier for idrætsstøj, og kommunerne skal derfor foretage en konkret og skønsmæssig vurdering af, om støjen fra et idrætsanlæg udgør en væsentlig gene for naboerne. Denne vurdering skal baseres på lokale forhold, såsom afstand til boliger, driftstider, aktivitetstype og muligheder for at begrænse støjen.
Kommunen kan stadig gribe ind og stille krav om støjdæmpende tiltag eller særlige driftstider efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, hvis støjen vurderes at være uacceptabel. Afgørelser skal træffes på et oplyst, sagligt og proportionalt grundlag, hvor der tages hensyn til både idrætsanlæggets samfundsnytte og naboernes behov for ro.
Kommunen kan inddrage ekstern ekspertise, hvis det er nødvendigt, og har et større råderum til at balancere hensynet til idrætslivet og naboernes trivsel gennem individuelle vurderinger. Samlet set betyder det, at idrætsstøj ikke automatisk skal måles op mod virksomhedsstøjens grænseværdier, men vurderes ud fra en helhedsbetragtning, hvor både samfundsinteresser og lokale forhold indgår.
Det skal kommunerne være opmærksomme på
Kommunerne overlades et skøn i vurderingen af, om støjulemperne er væsentlige. Det betyder imidlertid ikke, at støjvejledningen fra 1984 er overflødig, da vejledningens måle- og beregningstekniske metoder fortsat kan anvendes. Kommunerne er fortsat underlagt de forvaltningsretlige principper, hvorfor sagerne skal oplyses tilstrækkeligt, og der skal foretages en proportionalitetsvurdering, hvor hensynene til naboer skal vejes op mod hensynet til idrætsanlægget.
Den kommende vejledning kommer derfor til at give kommunerne bedre muligheder for at etablere idrætsanlæg, men stiller samtidig krav til kommunernes sagsbehandling.