Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har sendt et lovforslag om ændring af elforsyningsloven i høring. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, kan kommuner og regioner varetage produktion, forbrug og lagring af elektricitet fra solcelleanlæg på egne bygninger til eget elforbrug uden krav om selskabsudskillelse og uden modregning.
Lovforslaget skal reducere de administrative og økonomiske barrierer for kommuners og regioners opstilling af solceller på egne bygninger. Lovforslaget implementerer en politisk aftale af 10. oktober 2025 om udbygningen af sol og vind på land 2025 om at fremme opsætningen af solceller på offentlige bygninger. Aftalen er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Lovforslaget skal efter planen træde i kraft 1. maj 2026.
Kommunernes og regionernes mulighed for at opsætte solcelleanlæg i dag
I dag må en kommune kun producere elektricitet, hvis det sker i et selskab med begrænset ansvar. Der er også krav om modregning af de økonomiske fordele, der opstår i forbindelse med kommunal egenproduktion af elektricitet fra solcelleanlæg. For regioner er der krav om selskabsmæssig udskillelse, men ikke modregning. Kommuner og regioner kan dog i dag opnå dispensation fra kravet om selskabsudskillelse i visse tilfælde. Kommunale og regionale solcelleanlæg, der i dag er dispenseret fra krav om selskabsudskillelse efter bekendtgørelsen, vil fortsat være undtaget.
Høringsudkastet fjerner kravet om selskabsmæssig udskillelse
Med høringsudkastet foreslås det at afskaffe kravet om selskabsmæssig udskillelse, så kommuner og regioner fremover vil kunne varetage produktion, forbrug og lagring af elektricitet fra solcelleanlæg på egne bygninger, der er opsat med henblik på dækning af eget elforbrug og funktionelt samplacerede batterier uden krav om selskabsudskillelse.
Kun egne bygninger og intet tværkommunalt samarbejde
Der er kun tale om egne bygninger. Bygninger, som kommunen fx lejer, er ikke omfattet af undtagelsen.
Hvad er en bygning?
Ordningen foreslås både at gælde for eksisterende bygninger og nye bygninger. Uden for ordningen falder fx solcelleanlæg på marker, stativer, terræn og solcelleanlæg, som er direkte tilsluttet det kollektive net, og som derfor ikke leverer elektricitet til et kommunalt eller regionalt egetforbrug. Afgrænsningen af en bygning følger samme regler som BBR-registret. Ved en bygning forstås således en eller flere konstruktioner, der udgør en rumlig helhed, og som skærmer mod vejrliget. En bygning består som minimum af en overdækning (et tag).
Det betyder imidlertid også, at undtagelsen ikke gælder, hvis solcelleanlægget placeres ved siden af bygningen, da dette ikke er på bygningen. Det betyder, at undtagelsen fra kravet om selskabsudskillelse er snævrere end reglerne for, hvornår det ellers er tilladt at bruge en intern elektricitetsforbindelse til at levere elektricitet til et forbrugssted som egenforbruger. Efter de regler skal solcellerne blot placeres på et areal bag elkundens forbrugssted.
Opsat med henblik på dækning af eget elforbrug?
Det er ikke fuldstændigt klart i høringsudkastet, hvad der skal forstås med formuleringen "opsat med henblik på dækning af eget elforbrug". Det er forudsat i de specielle bemærkninger i høringsudkastet, at en overskudsproduktion kan sælges til det kollektive elnet, når der ikke produceres elektricitet. Men om et anlæg fx må dimensioneres større, end egetforbruget kan udgøre på årsbasis, er uklart. Der kan således indlæses en egentlig begrænsning af, hvor store anlæg der kan etableres i den valgte formulering af bestemmelsen. Det savner vi en præcisering af i udkastet. Særligt da det kan have betydning for, om det er rentabelt at etablere et anlæg med tilhørende batteri. Men også fordi det skaber en uhensigtsmæssig gråzone for, om et anlæg alligevel skal ligge i et særskilt selskab og ikke i kommunen.
Kommunerne skal ikke betale elafgift
Kommuner og regioner vil ikke skulle betale elafgift af deres egetforbrug fra solcellerne. Det er i dag ikke muligt for de kommunale solcelleselskaber at blive fritaget, når de leverer elektricitet til kommunen, fordi elafgiftsloven kræver, at det er den samme juridiske person, der producerer og forbruger elektriciteten.
Ingen modregning i bloktilskuddet
Reglerne om modregning i bloktilskuddet vil også blive ophævet, så kommunerne ikke skal indberette og modregne økonomiske besparelser herfra.
Hvem skal eje solcellerne og batterierne
Lovforslaget forholder sig ikke til, om kommunen skal eje solcelleanlægget og batteriet. Udgangspunktet må derfor være, at kommunen har valgfrihed i, om kommunen vil eje eller lease solcelleanlægget. Hvis kommunen fx leaser, skal kommunen være opmærksom på kravene om instruktionsbeføjelse i bekendtgørelsen om interne elektricitetsforbindelser.
Kommuner der har oprettet kommunale solcelleselskaber
For kommuner, der allerede har oprettet selskaber til at varetage produktion af elektricitet fra solcelleanlæg på kommunale bygninger, foreslås midlertidige regler til at nedlukke selskaberne uden krav om kommunal modregning.
Det betyder, at kommuner har mulighed for at lukke selskaber, som de har oprettet mellem 1. januar 2020 og 1. maj 2026, uden at kommunerne bliver modregnet herfor. Det er et krav, at selskaberne er oprettet hovedsageligt med henblik på at varetage produktion af elektricitet fra solcelleanlæg på kommunale bygninger. Muligheden for at lukke solcelleselskaber uden modregning vil være midlertidig, så selskaber, der lukkes efter 1. januar 2029, vil ikke være undtaget de generelle regler om modregning.
I de specielle bemærkninger i høringsudkastet fremgår, at det ift. "hovedsageligt" ikke er afgørende, at det vedtægtsmæssige formål i de kommunale solcelleselskaber ofte er bredere end etablering af solceller på kommunale bygninger, men fx elproduktion generelt. Det er hensigten, at disse selskaber også skal være omfattet af bestemmelsen.
Horten bemærker hertil også, at det betyder, at såfremt solcellerne er placeret i fx et eksisterende elproduktionsselskab i en multiforsyning, så gælder undtagelsen ikke for disse anlæg.