Hvis en arbejdsgiver uberettiget bortviser en funktionær, eller funktionæren berettiget ophæver sit ansættelsesforhold, skal arbejdsgiveren betale erstatning for løn i opsigelsesperioden. Funktionæren har krav på erstatning for minimum tre måneders løn, uanset om funktionæren opnår anden indtægt; denne erstatning kaldes “minimalerstatning”. Hvis funktionæren har et længere opsigelsesvarsel end tre måneder, vil erstatning ud over minimalerstatningen afhænge af, om funktionæren har lidt et tab. Her opstår spørgsmålet om, hvordan tabet skal opgøres.
Før 2015 var retspraksis i forbindelse med tabsopgørelse, at anden indtægt opnået i hele opsigelsesperioden kunne fradrages i funktionærens løntabserstatning ud over minimalerstatningen. Hvordan løntabserstatningen skal opgøres, kan illustreres med et eksempel: En funktionær med en månedsløn på 20.000 kr. og med et opsigelsesvarsel på fem måneder bliver uberettiget bortvist. To måneder efter opnår funktionæren anden indtægt på 15.000 kr. pr. måned.
Minimalerstatningen udgør 60.000 kr. for måned 1-3. “Anden indtægt” udgør 45.000 kr. fra måned 3-5. Anden indtægt skal fradrages i løntabserstatningen ud over minimalerstatningen. I dette tilfælde udgør dette beløb 40.000 kr. for måned 4 og 5. Da den anden indtægt overstiger løntabserstatningen for måned 4 og 5, modtager funktionæren således kun sin minimalerstatning.
Denne opfattelse blev dog udfordret af Højesteret i U.2015.3827H. Her nåede Højesteret frem til, at løntabserstatningen alene skulle reduceres med de sygedagpenge, der blev modtaget efter minimalerstatningsperioden. Anvendes denne fremgangsmåde på eksemplet ovenfor, vil funktionæren have ret til minimalerstatningen og 5.000 kr. i løntabserstatning for både måned 4 og 5.
Hvor meget kan fradrages?
I 2019 fik Højesteret igen mulighed for at tage stilling til spørgsmålet. I sagen blev en funktionær uberettiget bortvist og krævede derfor erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden, som var fem måneder. Efterfølgende gik arbejdsgiveren konkurs, og funktionærens fagforening anmodede Lønmodtagernes Garantifond om at dække funktionærens løntabserstatning.
Lønmodtagernes Garantifond udbetalte minimalerstatning til funktionæren, men udbetalte ikke de sidste to måneders løn, svarende til 65.000 kr. I stedet bad Lønmodtagernes Garantifond funktionærens fagforening opgøre funktionærens anden indtægt i opsigelsesperioden. Funktionæren havde modtaget 83.945 kr. i sygedagpenge i hele opsigelsesperioden. Parterne var efterfølgende uenige om, hvor stor en del af sygedagpengene, der skulle fradrages i de 65.000 kr.
Ifølge Lønmodtagernes Garantifond skulle sygedagpenge fra hele opsigelsesperioden fradrages i de to måneders løntabserstatning. Da sygedagpengene i hele opsigelsesperioden oversteg 65.000 kr., ville Lønmodtagernes Garantifond ikke udbetale yderligere til funktionæren. Med henvisning til den førnævnte dom fra 2015 mente funktionærens fagforening, at det kun var sygedagpenge for de to resterende måneder, svarende til 35.317,50 kr., der skulle fradrages i de 65.000 kr. Funktionæren havde således et løntabserstatningskrav på 29.682,50 kr.
Både byretten og Østre Landsret henviste til Højesterets dom fra 2015 og gav funktionæren medhold i, at det kun var de 35.317,5 kr., der skulle fradrages i de 65.000 kr.
Højesteret henviste derimod til ordlyden af funktionærloven, hvor det fremgår, at erstatningsopgørelsen skal ske efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Som en undtagelse har funktionæren ret til minimalerstatning uanset anden indtægt. Højesteret mente ikke, at der i forarbejderne til funktionærloven var holdepunkter for, at funktionæren skulle have yderligere tabsuafhængig erstatning, når funktionæren havde modtaget anden indtægt. Højesteret fandt, at anden indtægt i hele opsigelsesperioden skulle fradrages i erstatningen ud over minimalerstatningen. Dermed havde Lønmodtagernes Garantifond været berettiget til at fradrage sygedagpenge i lønerstatningen, der gik ud over minimalerstatningen.
