Højesteret fastslår i en ny dom, at vandforsyninger gerne må opkræve et fast driftsbidrag for boligenheder, hvor vandforsyningen ikke har etableret en individuel vandmåler til den enkelte boligenhed.
Den 21. maj 2021 afsagde Højesteret dom i en principiel retssag om fast driftsbidrag for vand. Højesteret fandt, at vandforsyninger har ret til at opkræve fast driftsbidrag for boligenheder, hvor der ikke er etableret en vandmåler ejet af vandforsyningen til den enkelte boligenhed. Det resultat var Østre Landsret også nået til.
Den konkrete sag
Sagen drejede sig om en ejendom, hvor der var opsat en enkelt fælles afregningsmåler for hele ejendommen. I ejendommen var etableret 20 lejligheder. Vandværket havde opkrævet fast bidrag beregnet ud fra antallet af lejligheder på ejendommen. Ud over det faste bidrag pr. boligenhed havde vandværket en takststruktur, hvor der også blev opkrævet et bidrag pr. måler.
Da der alene var en enkelt måler i ejendommen, havde vandværket kun opkrævet et enkelt målerbidrag ud over de faste bidrag pr. boligenhed.
Ejeren af ejendommen anlagde sag mod vandværket med påstand om tilbagebetaling af de opkrævede faste bidrag. Under retssagen gjorde ejeren blandt andet gældende, at der ikke kunne opkræves faste bidrag for boligenheder, der ikke afregnes individuelt med vandforsyningen.
Principiel problemstilling
Mulighederne for at beregne fast bidrag for boligenheder, der ikke afregnes individuelt med vandforsyningen, har været et stridspunkt i flere år. Dels mellem vandforsyningerne og de enkelte forbrugere, og dels mellem vandforsyningerne og de enkelte kommuner.
En række kommuner har således afvist at godkende vandværkers takster som led i kommunens legalitetskontrol med henvisning til, at det er i strid med vandforsyningsloven at beregne et fast bidrag pr. boligenhed, uanset om den enkelte boligenhed blev afregnet individuelt med vandforsyningen.
Det synspunkt havde støtte i en byretsdom fra Retten i Sønderborg fra 2016. I sagen var retten nået frem til, at takstopkrævning af boligenheder, der ikke blev afregnet individuelt med vandforsyningen, var i strid med vandforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser.
Forholdet til vandforsyningsloven
I Højesteretssagen fandt Højesteret som det første, at regulativet og takstbladet for det pågældende vandværk måtte forstås sådan, at der var hjemmel til at opkræve bidraget pr. boligenhed.
Herefter tog Højesteret stilling til spørgsmålet om foreneligheden med vandforsyningsloven. Her udtalte retten principielt om hjemmelsgrundlaget, at det ikke er i strid med vandforsyningsloven eller lovens formål at opkræve det faste bidrag pr. boligenhed, uanset om den enkelte boligenhed afregnes individuelt med vandforsyningen.
Under sagen havde ejeren af ejendommen gjort gældende, at takstfastsættelsen skabte en urimelig byrdefordeling mellem ejendomme bestående af almindelige parcelhuse med eget stik og afregning med vandforsyningen, sammenholdt med ejendomme med flere boligenheder med fælles afregning, da vandforsyningens udgifter er langt større ved individuel afregning af de enkelte boligenheder end ved en fælles afregning.
I den forbindelse gjorde vandværket gældende, at forskellen i udgiftsniveauet ved den individuelle og den fælles afregning var håndteret ved målerbidraget.
Netop hensynet til at skabe en rimelig byrdefordeling blandt vandværkets brugere har været bærende for regelgrundlaget om fastsættelse af takster på vandforsyningsområdet.
I deres dom fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at fastslå, at opkrævningen af bidrag pr. boligenhed uden samtidig individuel afregning førte til en urimelig byrdefordeling mellem vandværkets forskellige brugere.
Med Højesterets dom er der sat et endeligt punktum for diskussionen om mulighederne for at opkræve fast bidrag pr. boligenhed, også for ejendomme der ikke afregnes individuelt med vandforsyningen.
Horten repræsenterede Danske Vandværker, som førte sagen på vegne af det private vandværk.