Højesteret fastslår i en ny dom, at vandforsyninger gerne må opkræve et fast drifts­bidrag for boligenheder, hvor vandforsyningen ikke har etableret en individuel vandmåler til den enkelte boligenhed.

Den 21. maj 2021 afsagde Højesteret dom i en principiel retssag om fast driftsbidrag for vand. Højesteret fandt, at vandforsyninger har ret til at opkræve fast drifts­bidrag for bolig­enheder, hvor der ikke er etableret en vandmåler ejet af vand­forsyningen til den enkelte boligenhed. Det resultat var Østre Landsret også nået til.

Den konkrete sag

Sagen drejede sig om en ejendom, hvor der var opsat en enkelt fælles afregnings­­måler for hele ejendommen. I ejendommen var etableret 20 lejligheder. Vandværket havde opkrævet fast bidrag beregnet ud fra antallet af lejligheder på ejendommen. Ud over det faste bidrag pr. boligenhed havde vandværket en takststruktur, hvor der også blev opkrævet et bidrag pr. måler.

Da der alene var en enkelt måler i ejendommen, havde vandværket kun opkrævet et enkelt målerbidrag ud over de faste bidrag pr. boligenhed.

Ejeren af ejendommen anlagde sag mod vandværket med påstand om tilbagebetaling af de opkrævede faste bidrag. Under retssagen gjorde ejeren blandt andet gældende, at der ikke kunne opkræves faste bidrag for boligenheder, der ikke afregnes individuelt med vandforsyningen.

Principiel problemstilling

Mulighederne for at beregne fast bidrag for boligenheder, der ikke afregnes individuelt med vand­forsyningen, har været et strids­punkt i flere år. Dels mellem vand­forsyningerne og de enkelte forbrugere, og dels mellem vandforsyningerne og de enkelte kommuner.

En række kommuner har således afvist at godkende vandværkers takster som led i kommunens legalitetskontrol med henvisning til, at det er i strid med vand­forsyningsloven at beregne et fast bidrag pr. boligenhed, uanset om den enkelte boligenhed blev afregnet individuelt med vandforsyningen.

Det synspunkt havde støtte i en by­rets­dom fra Retten i Sønderborg fra 2016. I sagen var retten nået frem til, at takst­opkrævning af boligenheder, der ikke blev afregnet individuelt med vand­forsyningen, var i strid med vand­forsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser.

Forholdet til vandforsyningsloven

I Højesteretssagen fandt Højesteret som det første, at regulativet og takstbladet for det pågældende vandværk måtte forstås sådan, at der var hjemmel til at opkræve bidraget pr. boligenhed.

Herefter tog Højesteret stilling til spørgsmålet om foreneligheden med vandforsyningsloven. Her udtalte retten principielt om hjemmels­grundlaget, at det ikke er i strid med vandforsynings­loven eller lovens formål at opkræve det faste bidrag pr. boligenhed, uanset om den enkelte boligenhed afregnes individuelt med vandforsyningen.

Under sagen havde ejeren af ejendommen gjort gældende, at takst­fastsættelsen skabte en urimelig byrde­fordeling mellem ejendomme bestående af almindelige parcelhuse med eget stik og afregning med vandforsyningen, sammenholdt med ejendomme med flere bolig­enheder med fælles afregning, da vand­forsyningens udgifter er langt større ved individuel afregning af de enkelte boligenheder end ved en fælles afregning.
I den forbindelse gjorde vandværket gældende, at forskellen i udgiftsniveauet ved den individuelle og den fælles afregning var håndteret ved måler­bidraget.

Netop hensynet til at skabe en rimelig byrdefordeling blandt vandværkets brugere har været bærende for regel­grundlaget om fastsættelse af takster på vandforsyningsområdet.

I deres dom fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at fastslå, at opkrævningen af bidrag pr. boligenhed uden samtidig individuel afregning førte til en urimelig byrdefordeling mellem vandværkets forskellige brugere.

Med Højesterets dom er der sat et endeligt punktum for diskussionen om mulighederne for at opkræve fast bidrag pr. boligenhed, også for ejendomme der ikke afregnes individuelt med vand­forsyningen.

Horten repræsenterede Danske Vandværker, som førte sagen på vegne af det private vandværk.

Forfattere

Line Markert

Partner

Marie Bockhahn

Specialistadvokat