Når overskudsjord ønskes anvendt til støjvolde eller terrænregulering, rejser det en række spørgsmål om bl.a. reglerne for miljøgodkendelse og landzonetilladelse.
Bygge- og anlægsprojekter kan give anledning til store mængder af overskudsjord, der skal flyttes væk fra byggepladsen for at give plads til det nye projekt. Overskudsjorden kan indleveres på et jorddepot.
Deponering af jord er imidlertid en bekostelig affære. Derfor vil det ofte være en økonomisk – og måske også bæredygtig – fordel, hvis jorden ikke sendes på deponi, men i stedet bruges til andre projekter, der er forholdsvis billige at udføre, og som forudsætter anvendelse af meget jord. De praktiske eksempler på sådanne projekter er navnlig opførelse af støjvolde og terrænreguleringer.
Når en kommune modtager en ansøgning om tilladelse til at anvende jord til sådanne formål, skal kommunen være opmærksom på, om der i virkeligheden er tale om deponering af jord, og om kommunen overhovedet kan give en miljøgodkendelse til projektet. Hvis jorden ønskes placeret i landzone, skal kommunen også overveje, om det kræver en landzonetilladelse, og om betingelserne herfor er opfyldt.
Miljøgodkendelse af støjvolde
Hvis jorden er ikke-farligt affald, vil etablering af en støjvold som udgangspunkt kræve en miljøgodkendelse efter enten godkendelsesbekendtgørelsens listepunkt K 206 eller listepunkt K 207.
Listepunkt K 206 vedrører anlæg, der nyttiggør ikke-farligt affald, mens listepunkt K 207 vedrører visse anlæg til deponering af ikke-farligt affald.
Hvis en jordvold er et deponeringsanlæg efter listepunkt K 207, skal projektet bl.a. opfylde de strenge krav, som følger af deponeringsbekendtgørelsen, ligesom et aktivt deponi kun må ejes af en offentlig myndighed. Derfor er det vanskeligt at forestille sig, at betingelserne for at give miljøgodkendelse efter listepunkt K 207 kan være opfyldt for almindelige støjvolde.
Det får derfor afgørende betydning, om støjvolden er omfattet af listepunkt K 206 om nyttiggørelse af ikke-farligt affald, eller om der reelt er tale om et jorddepot.
Nyttiggørelse eller deponering af jord?
For at en støjvold kan anses for at være omfattet af listepunkt K 206, skal tre betingelser være opfyldt:
1. Jorden skal være affald i affaldsbekendtgørelsens forstand.
2. Der skal være tale om et anlæg.
3. Der skal være tale om ”nyttiggørelse” af affald frem for deponering.
Betingelserne følger af Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis og er gentaget i Miljøstyrelsens vejledning til godkendelsesbekendtgørelsen.
I forhold til støjvolde kan betingelsen om “nyttiggørelse” give anledning til udfordringer. ”Nyttiggørelse” ses her at skulle forstås sådan, at det tilførte affald (her jord) skal erstatte rene materialer, som ellers skulle være brugt til projektet. Formålet må altså ikke være at opbevare eller skille sig af med jorden – i så fald vil anlægget kunne anses for at være et jorddeponi.
Praksis
I en afgørelse fra 2017 tilsidesatte Miljø- og Fødevareklagenævnet en miljøgodkendelse til forhøjelse af en støjvold, fordi nævnet fandt, at der ikke var tale om nyttiggørelse, men derimod om deponering af jord. I afgørelsen lagde nævnet vægt på, at udførte støjberegninger viste, at volden ville reducere støjen væsentligt mere end nødvendigt.
I den såkaldte Juelsbergsag nåede nævnet og domstolene frem til det modsatte resultat. Her udvidede man en eksisterende støjvold ved et boligområde med lettere forurenet jord. Der forelå en lokalplan, som beskrev voldens funktion, og støjberegninger viste behovet for bedre afskærmning.
Landsretten fandt ikke grundlag for at fastslå, at udvidelsen af volden gik videre end forudsat i lokalplanen, eller at der var anvendt markant mere forurenet jord, end det støjreducerende formål krævede. Landsretten fandt derfor, at støjvolden var et anlæg til nyttiggørelse af ikke-farligt affald. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og bemærkede yderligere, at kommunen ved placeringen og udformningen af støjvolden kunne lægge vægt på hensynet til at opnå den bedst mulige støjreduktion for flest mulige boliger i det pågældende boligområde, og at kommunen – pga. lokalplanen – også kunne lægge vægt på, hvordan støjvolden ville påvirke udsigtsforholdene fra boligområdet.
Den nævnte praksis viser, at en kommune bør være opmærksom på, om der er støjberegninger, som viser, at støjvolden vil reducere støjen i omgivelserne, og om reduktionen af støj overstiger, hvad der er nødvendigt for at overholde støjkravene. Hvis sidstnævnte er tilfældet, vil det eventuelt have betydning, om der gennemføres en lokalplan for støjvolden, som nærmere beskriver voldens formål.
Tilladelse til terrænregulering
Terrænregulering af marker vil ofte ikke være omfattet af listepunkt K 206 om anlæg til nyttiggørelse af ikke-farligt affald. Det skyldes, at terrænregulering af en mark typisk ikke vil kunne karakteriseres som et “anlæg” efter listepunkt K 206.
Hvis terrænreguleringen ikke er et jorddepot, vil reguleringen derfor som udgangspunkt ikke kræve en miljøgodkendelse, men derimod en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Dette er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledende udtalelse fra april 2025 om jordflytning, hvor betingelserne for, hvornår terrænreguleringen er et “anlæg”, også er uddybet.
Hvis en terrænregulering går videre, end hvad der er nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift, vil terrænreguleringen derimod – på samme måde som en støjvold – kunne anses for at være et jorddepot og dermed kræve miljøgodkendelse.
Landzonetilladelse
I landzone kræver det bl.a. kommunens tilladelse at ændre anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer. Ved terrænændringer i landzone skal kommunen derfor vurdere, om projektet indebærer en ændret anvendelse af et ubebygget areal.
Miljøstyrelsen har udtalt, at hvis terrænreguleringen af en mark er nødvendig for forbedringen af den landbrugsmæssige drift, så vil forholdet som udgangspunkt ikke kræve landzonetilladelse. Hvis terrænreguleringen derimod går videre, end hvad der er nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift, vil forholdet kunne kræve landzonetilladelse.
I Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis er det også slået fast, at jordvolde, herunder støjvolde, af et vist omfang anses for en ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse.
Betingelser for landzonetilladelse
Landzonebestemmelserne har bl.a. til formål at varetage planmæssige hensyn og friholde landzonen for anden spredt og uplanlagt bebyggelse mv., end den der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har udtalt, at jordvolde – og støjvolde – af et vist omfang påvirker landskabet og derfor kun bør tillades i landzone, hvis der foreligger en særlig begrundelse for det.
Om der foreligger en særlig begrundelse, er altid en konkret vurdering. For jordvolde vil det fx kunne have betydning, om en vold har til formål at begrænse støj, og hvordan volden fremstår i landskabet. Hvis volden fremstår markant og dominant, vil det efter nævnets praksis ikke kunne opvejes af, at volden reducerer støj.
For terrænreguleringer i landzoneområder med relevant aktuel landbrugsdrift må det forventes at blive tillagt vægt, om terrænreguleringen er driftsmæssigt nødvendig, henset til fx tidligere driftsudbytte eller forsøg herpå.
Den kommunale sagsbehandling på området bør således inddrage en kombination af relevante plan- og miljøretlige betragtninger.