Kommunal- og regionsvalg afholdes 18. november 2025. Vi genopfrisker derfor reglerne for opsætning af valgplakater på vejarealer og i det åbne land.
Der kræves som udgangspunkt ikke forudgående tilladelse til at opsætte valgplakater i det offentlige rum. Vejloven, privatvejsloven og naturbeskyttelsesloven indeholder dog specifikke regler for, hvordan, hvornår og hvor plakater må opsættes uden særlig tilladelse.
Valgplakater i det åbne land
Reglerne for ophængning af valgplakater i det åbne land findes i naturbeskyttelseslovens § 21, stk. 2, nr. 8, og i bekendtgørelsen om opsætning af mindre oplysningsskilte, skilte i erhvervsområder og reklamer på idrætsanlæg mv. I naturbeskyttelseslovens forstand forstås "åbent land" som områder, der opleves som landskab og ikke som by eller byområde.
Valgplakater på vejareal
Reglerne for ophængning af valgplakater på offentlige veje findes i vejlovens § 84 og § 85 og privatvejslovens §§ 66a-66b.
En valgplakat kan sættes op uden tilladelse, når den opfylder de nærmere krav i vejlovene, herunder er monteret på en vejrbestandig plade, fylder maks. 0,8 m2 og er placeret inden for vejarealet (fx kørebane, cykelsti eller fortov), jf. vejlovens § 3, nr. 10, og privatvejslovens § 10, nr. 17. Andet valgmateriale, fx større valgplakater, må kun anbringes på vejarealer med tilladelse fra vejmyndighederne efter vejlovens § 80 eller privatvejslovens § 66. Valgplakaterne skal være mærket med navn, adresse, telefonnummer og e-mail på den fysiske/juridiske person, der har iværksat ophængningen.
På offentlige veje må valgplakater, der er omfattet af lovgivningen, opsættes på lysmaster, hegn, vejtræer, elmaster og genstande, der er fæstnet i jorden. På private fællesveje i by og bymæssigt område må valgplakater kun ophænges på gadebelysningsmaster. Valgmateriale, som placeres på køretøjer og trailere eller opsættes på privat ejendom, er ikke omfattet af reglerne i vejloven og privatvejsloven.
Her er det ikke tilladt at ophænge valgplakater:
- På motorveje, motortrafikveje, midterrabatter, rundkørsler eller på strækninger med hastighedsgrænser over 60 km/t.
- På højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe eller på samme indretning som autoriseret afmærkning.
- Tættere end 0,5 meter fra kørebanekanten eller 0,3 meter fra cykelstien (målt fra valgplakatens nærmeste kant).
- Langs cykelstier og fortove uden en højde på mindst 2,3 meter over jorden (målt fra plakatens nederste kant) og med mindre end 1,5 meter afstand til den laveste strømførende ledning (målt fra plakatens øverste kant).
Nye EU-regler for politisk reklame
Der er vedtaget en EU-forordning med skærpede krav til politiske reklamer. Heraf følger, at det bl.a. tydeligt skal fremgå, når der er tale om en politisk reklame – herunder hvem der har betalt for den, og hvilket valg eller hvilken politisk proces den vedrører.
Det følger af forordningen, at medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktioner. Kulturministeren har i den forbindelse besluttet, at sanktionerne først skal træde i kraft 1. januar 2026, det vil sige efter kommunalvalget i november 2025. Ministeren har i et brev til Folketingets Kulturudvalg oplyst, at dette vurderes at være i overensstemmelse med forordningen, og at det betyder, at overtrædelser af forordningen, der sker før 1. januar 2026, ikke vil kunne straffes.
|