Kan der klages over en kommunes beslutning om ikke at ville udstede et påbud efter miljølovgivningen?

En såkaldt “ikke-afgørelse” er et udtryk, der anvendes om den situation, hvor en kommune meddeler, at den ikke finder grundlag for at anvende miljø­lovgivningens indgrebsbestemmelser.

Situationen kan fx opstå, når en kommune afviser at udstede påbud om at nedbringe støjen fra vindmøller efter miljø­beskyttelses­lovens § 42. Ligeledes kan situationen forekomme, når en kommune beslutter ikke at udstede påbud efter jordforureningslovens § 41 om, at en grundejer skal foretage en forurenings­undersøgelse. Eller når en kommune er uenig i fortolkningen af en lokalplan, og hvordan den skal håndhæves.

I de forskellige situationer, der kan forekomme, kan der både være tale om lovlige og ulovlige forhold, som fx en nabo eller anden klageberettiget ønsker håndhævet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har flere gange behandlet spørgsmålet om adgangen til at klage over ikke-afgørelser, men praksis på området er ikke entydig.

Et eksempel er en afgørelse fra det daværende Natur- og Miljøklagenævn, hvor nævnet udtalte, at de i en lignende sag havde anerkendt klageadgang over en kommunes afvisning af at pålægge en vindmølleejer at udføre støjmålinger. Nævnet fandt imidlertid, at “denne praksis bør ændres”, og afviste derfor i den konkrete sag klageadgangen (NMK-10-00869).

Spørgsmålet om adgangen til at påklage sådanne “ikke-afgørelser” giver derfor med god grund ofte anledning til tvivl. Meget tyder på, at klageadgangen beror dels på hvilken miljølov, der er tale om, og dels på om forholdet er omfattet af kommunens tilsynspligt.

Ikke-afgørelser efter de forskellige miljølove

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i en række sager om jordforureningsloven og husdyrbrugsloven fastslået, at kommunens “ikke-påbud” udgør en afgørelse i forvaltningslovens forstand, der derfor kan påklages. Dette var fx tilfældet i en sag fra 2019, hvor nævnet behandlede en klage over en kommunes vurdering af, at der ikke var grundlag for at udstede påbud om lugtgene­reducerende tiltag efter husdyrbrugs­lovens § 42 (MFK 18/07813).

Omvendt synes det at være fast praksis på naturbeskyttelsesområdet, at det (slet) ikke udgør en forvaltningsretlig afgørelse, når en kommune vurderer, at der ikke er tale om et ulovligt forhold, som giver anledning til indgriben. Til illustration har nævnet afvist at behandle en klage over en kommunes vurdering af, at en afløbsrende, der bl.a. drænede beskyttet natur, ikke var ulovlig (NMK-43-00599). Afvisningen skete med henvisning til, at der ikke var tale om en afgørelse.

Ikke-afgørelser omfattet af kommunens tilsynspligt

I andre sager har Miljø- og Fødevare­klage­nævnet fastslået, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klage­sagen, selvom “ikke-påbuddet” udgør en forvaltningsretlig afgørelse.

Dette var bl.a. tilfældet i en sag om et autoværksted, hvor nævnet udtalte, at “nævnet finder ikke, at en afgørelse om ikke at udnytte denne mulighed [efter miljøbeskyttelseslovens § 72] for at på­byde en virksomhed at foretage støj­målinger kan påklages, idet det må betragtes som en del af tilsynet og dermed som en tilsynsafgørelse…”

Sagen viser, at nævnet i denne sag ikke anser sig for at være rette klage­myndighed, når påbudsafgørelsen er truffet som led i kommunens tilsyns­virksomhed. I disse tilfælde vil sagen i stedet kunne indbringes for Anke­styrelsen, der fører tilsyn med kommunernes overholdelse af lov­givningen.

Generelt er det vores oplevelse, at det på miljøområdet er vanskeligt for kommuner og regioner at navigere i reglerne og praksis om adgangen til at klage over “ikke-afgørelser”. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis der fastsættes mere ensarterede retnings­linjer – eller dannes en praksis – så det bliver klart, hvornår der er tale om en sag for klagenævnene på miljø-og planområdet, hhv. for Ankestyrelsen, der fører tilsyn med regionernes og kommunernes virksomhed.

Forfattere

Henriette Soja

Partner