Revisorerne med tilknytning til Ernst & Young blev ved landsrettens dom af 7. november 2017 frifundet for at have handlet ansvarspådragende i forbindelse med revisionsarbejdet for Roskilde Bank op til bankens kollaps. Ved denne dom blev modparten, Finansiel Stabilitet, dømt til at betale 9.434.897 kr. i sagsomkostninger, hvoraf 9 mio. kr. skulle gå til dækning af advokatbistand.
Finansiel Stabilitet havde rejst krav overfor revisorerne og ledelsen for Roskilde Bank, bortset fra en af direktørerne. Revisorerne medinddrog denne direktør i sagen og krævede, at denne direktør skulle erstatte revisorerne de beløb, som revisorerne måtte blive dømt til at betale til Finansiel Stabilitet ("adcitation").
Finansiel Stabilitet blev ved landsrettens dom ikke dømt til at afholde sagsomkostningerne til direktøren, som revisorerne havde adciteret. Domstolen fandt nemlig ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at revisorerne måtte bære omkostningerne ved at adcitere direktøren, der blev frifundet som følge af revisorernes frifindelse.
Omkostningerne, som revisorerne blev pålagt at betale for direktørens advokatbistand, blev af landsretten fastsat til 6.250.000 kr. Procesbevillingsnævnet tillod revisorerne at anke omkostningsafgørelsen til Højesteret.
Højesterets opjustering af sagsomkostninger baseret på et skøn
Ved dom af 24. april 2019 forhøjede Højesteret omkostningerne til revisorerne med 6 mio. kr. og bestemte, at Finansiel Stabilitet også skulle friholde revisorerne for de 6.250.000 kr., som de var blevet pålagt at betale for advokatbistand til den adciterede direktørs.
Højesteret udtalte, at det forhold, at en sag er principiel, ikke i sig selv er tilstrækkelig for at begrunde nedsættelse af sagens omkostninger, hvor en tabende statslig part står over for en vindende privat part. Dermed afviste Højesteret Finansiel Stabilitets påstand om at nedsætte sagsomkostningerne med hjemmel i retsplejelovens § 312, stk. 3.
Højesteret fremhævede, at der ved erstatning af advokatomkostninger med et "passende beløb" i medfør af retsplejelovens § 316 i sager med meget store værdier skal foretages en skønsmæssig vurdering. Vurderingen må ske på baggrund af, hvad der kan anses som rimeligt under hensyn til sagens omfang og karakter. Herunder bør der tages hensyn til det omfang og det ansvar, der er forbundet med at føre sagen.
Desuden bør der i vurdering ved sager med flere sagsøgte lægges vægt på, om der har været mulighed for at koordinere sagsarbejdet. Som følge af sagens særlige anbringender mod revisionen og det omfattende arbejde, der havde været bl.a. i forbindelse med syn og skøn samt spørgsmål til responsumudvalget, fandt Højesteret, at det måtte anses som rimeligt, at sagsomkostninger antog et beløb, der var væsentligt højere end det beløb, der var blevet tildelt de enkelte ledelsesmedlemmer i samme sag. Ledelsesmedlemmerne var blevet tilkendt kr. 9 mio.
Særlige omstændigheder medførte dækning af sagsomkostninger i adcitationssagen
Ligeledes fandt Højesteret, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at en sagsøgt selv må bære adciteredes sagsomkostninger, hvor denne frifindes efter at have adciteret tredjemand med påstand om friholdelse. I denne forbindelse lagde domstolene navnlig vægt på, at Finansiel Stabilitet ikke tilstrækkeligt havde præciseret, i hvilket omfang revisorerne skulle være ansvarlige som følge af en uforsvarlig bankdrift i den periode, hvor den adciterede var direktør. Derfor blev Finansiel Stabilitet idømt at friholde revisorerne fra omkostningerne i adcitationssagen.
Hortens bemærkninger
Højesteret har hermed afvist, at fastsættelsen af sagsomkostninger, hvor sagsgenstanden er over kr. 5 mio., skal ske med udgangspunkt i 3% af sagens værdi, hvilket ellers var revisorernes argument. Derimod skal sagsomkostningerne fastsættes efter en rimelighedsvurdering.