Vestre Landsret har i en dom af 23. juli 2021 fundet, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion og tro at opsige en idrætslærer, som ikke mødte op til lørdagsarbejde grundet sin religiøse overbevisning.

Forskelsbehandlingsloven forbyder arbejdsgivere at forskelsbehandle løn­modtagere – både direkte og indirekte – på baggrund af blandt andet religion og tro.

Der kan være tale om indirekte forskels­behandling, hvis et krav, der fremstår som neutralt, vil stille personer omfattet af forskelsbehandlingsloven ringere end andre personer. Det kan fx være tilfældet, hvis der stilles et sprogkrav eller et krav om ikke at bære hovedbeklædning, da kravet formelt set vil fremstå neutralt, men kan ramme en bestemt gruppe af personer.

Indirekte forskelsbehandling kan dog være tilladt, hvis kravet er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde kravet er hensigtsmæssige og nødvendige.

Den konkrete sag

Sagen angik en idrætslærer, som var ansat på et gymnasium. Idrætslæreren tilhørte det godkendte trossamfund Syvendedags Adventistkirken, hvor en central del af trosretningen er at hellig­holde lørdagen som sabbatsdag. Som følge af idrætslærerens tro var han flere gange blevet fritaget fra gymnasiets årlige åbent hus-arrangement, da det blev afholdt på en lørdag, som for idræts­­læreren var en helligdag, hvor han ikke måtte arbejde.

Formålet med det årlige åbent hus-arrangement var at præsentere gymnasiets forskellige studieretninger for potentielt kommende elever og deres forældre, og arrangementet var derfor vigtigt for markedsføringen af gymnasiet, herunder for at tiltrække kommende elever.

Modsat tidligere år var idræt blevet et studieretningsfag på gymnasiet, og der­for skulle faget præsenteres til åbent hus-arrangementet. Idrætslæreren var derfor blevet bedt om at møde op til trods for hans trosretning, da han var den eneste idrætslærer ansat på da­værende tidspunkt. Idrætslæreren nægtede at møde op til arrangementet, og som følge af udeblivelsen blev idræts­læreren opsagt. Idrætslæreren klagede herefter til Ligebehandlingsnævnet med den påstand, at han var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på bag­grund af sin religion.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at op­sigelsen var udtryk for indirekte forskelsbehandling i strid med forskels­behandlingsloven. Nævnet mente ikke, at gymnasiet havde løftet bevisbyrden for, at kravet om fremmøde var nødvendigt. Ifølge Ligebehandlings­nævnet havde gymnasiet ikke godt­gjort, at det ikke var muligt at finde en anden afløser for idrætslæreren, der kunne varetage præsentationen af idræt som studieretningsfag. Idrætslæreren blev derfor tilkendt en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Kravet om nødvendighed

Gymnasiet indbragte herefter sagen for landsretten. Der var enighed mellem parterne om, at gymnasiets krav om fremmøde ved åbent hus-arrangementet var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at det var hensigtsmæssigt. Landsretten skulle derfor alene tage stilling til, om kravet om deltagelse i åbent hus-arrangementet var nødvendigt.

Når man vurderer kravet om nødvendig­hed, skal man bl.a. se på, om det var muligt for arbejdsgiveren at anvende et mindre indgribende middel, hvor der stadig tages hensyn til de begrænsninger, som arbejdsgiveren er underlagt, og uden merudgift for arbejdsgiveren.

Ikke forskelsbehandling

Landsretten lagde til grund, at arrange­mentet var planlagt den på­gældende dag under hensyn til de øvrige uddannelses­institutioners arrangementer og til deltager­kredsen, så bl.a. efterskole­elever også havde mulighed for at deltage.

Derudover blev der lagt vægt på, at idræt var et nyt studieretningsfag på gymnasiet, og at der kun var én idræts­faglærer ansat på det tidspunkt, hvor åbent hus-arrangementet blev afholdt.

Efter bl.a. vidneforklaringerne i sagen fandt landsretten, at det ikke var muligt for gymnasiet at afvikle åbent hus-arrangementet på en tilfredsstillende måde ved omrokering af de øvrige ansatte eller ved intern vikariering, da ingen af de øvrige ansatte havde de nødvendige faglige forudsætninger for at præsentere idræt som studieretningsfag.

Som følge af idrætslærerens udeblivelse var gymnasiet nødt til at ansætte to eksterne idrætsfaglærere mod betaling til at gennemføre arrangementet.

Gymnasiet havde endvidere begrænset idrætslærerens arbejde til tre timer den pågældende lørdag.

Landsretten fandt på baggrund af disse forhold, at kravet om fremmøde var nødvendigt for at kunne præsentere faget på et nødvendigt fagligt niveau. Derfor fandt landsretten ikke, at op­sigelsen var udtryk for indirekte forskelsbehandling i strid med forskels­behandlingsloven, og gymnasiet blev frifundet.

Arbejdsgiver overlades et vist skøn i vurderingen af nødvendighed

Dommen viser, at der kan være tale om indirekte forskelsbehandling på bag­grund af religion og tro i tilfælde, hvor en arbejdsgiver ikke tager hensyn til medarbejderes hellige dage i de pågældende medarbejderes religion. Det er derfor vigtigt, at man som arbejds­giver er opmærksom på, at man kan være forpligtet til at tage hensyn til med­arbejdere, som på grund af deres religion eller tro har behov for fri på andre tids­punkter end de officielle helligdage i Danmark.

Dommen viser også, at der i sager om indirekte forskels­behandling overlades et vist skøn til arbejdsgiveren ved vurderingen af, hvad der må anses for at være nødvendigt for at imøde­komme et sagligt formål med fx et krav om fremmøde.

Der er tale om en konkret vurdering, når det skal vurderes, om nødvendigheds­kravet er opfyldt, hvilket landsrettens begrundelse også viser. Modsat Lige­behandlingsnævnet fandt landsretten dog ikke, at der skal være tale om en streng nødvendighed for at opfylde nødvendighedskriteriet i forskels­behandlingsloven.

I den konkrete sag fandt landsretten, at gymnasiet havde løftet bevisbyrden for, at kravet om fremmøde var nødvendigt, da ingen andre af de ansatte havde de nødvendige faglige forudsætninger for at præsentere idræt som studie­retnings­fag.

Dommen er anket til Højesteret.

Forfattere

Michelle Seidelin

Advokat