“To-instansprincippet” er det klare udgangspunkt i dansk ret. Princippet indebærer, at en borger, virksomhed, kommune eller andre har mulighed for at få prøvet en sag ved domstolene i to instanser. Der er derimod ikke ret til at få prøvet en sag i tre instanser. I enkelte tilfælde er det dog muligt at få indbragt sagen for Højesteret i tredje instans. Sagen skal så være af principiel karakter.
Det retlige grundlag
Af retsplejelovens § 371, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at domme ikke kan ankes, hvis en landsret som anden instans har afsagt dommen. Som undtagelse hertil kan Procesbevillingsnævnet give tilladelse til, at sagen prøves i tredje instans. Denne tilladelse gives, hvis sagen er af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 371, stk. 1, 2. pkt.
Tredjeinstansbevilling udgør en snæver undtagelse fra to-instansprincippet. Under behandlingen af forslaget til lov om ændring af retsplejeloven (1995) bemærkede Retsplejerådet, at tilladelserne skulle begrænses til et “meget beskedent antal”, og at betingelserne var “meget snævre”.
I betænkning om tredjeinstansbevillinger og andre procesbevillinger (nr. 1222/1991) udtalte Retsplejerådet også, at muligheden for at få en højesteretsafgørelse i en civil sag først og fremmest burde ske i sager, hvor sagen er startet i landsretten.
Principiel karakter
Ifølge Retsplejerådets betænkning omfatter principiel interesse:
“(…) tilfælde, hvor der skønnes behov for af Højesteret at få fastlagt eller afstukket en praksis på området eller – efter en vis periode – at få afklaret, om en bestående retstilstand, udmålingspraksis mv. bør ændres eller justeres.”
Kriteriet indebærer, at afgørelsen af sagen eller spørgsmål i forbindelse hermed skal have en retlig betydning, der rækker væsentligt ud over den enkelte sag. Sagen er ikke principiel, hvis sagens udfald primært afhænger af bevismæssige vurderinger, eller hvis sagen omhandler retsanvendelsen på områder, hvor de principielle spørgsmål allerede er afklaret. En sag kan have principiel karakter, hvis den rejser uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, som anses for så komplekse, at de kan karakteriseres som principielle. Det er dog langt fra ethvert lovfortolkningsspørgsmål, som er principielt.
Ifølge Højesterets udtalelse af 22. juni 1994, afgivet til førnævnte betænkning, bør Højesteret træffe afgørelse i sager, som:
“(…) rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Derimod bør den øverste domstols ressourcer som udgangspunkt ikke benyttes til at behandle sager, hvis udfald i det væsentlige afhænger af bevismæssige vurderinger, eller som angår retsanvendelsen på områder, hvor de principielle retsspørgsmål allerede er afklaret.”
Sager, hvis udfald afhænger af bevisvurderinger eller konkrete omstændigheder, anses dermed ikke som principielle – hvilket Højesteret altså havde en klar holdning til.
Af andre momenter, som kan indgå i vurderingen, kan nævnes, om sagen har generel betydning (fx om der opstår mange sager af den pågældende type, fx på bolig- eller lejeområdet), eller om der foreligger divergerende praksis fra tidligere domme eller uenighed i retslitteraturen.
Det kan også have betydning for, om en sag er af principiel karakter, hvis Østre Landsret og Vestre Landsret har været uenige i ensartede sager.
Vurderingen kan illustreres ved et par nyere sager, som Horten har ført:
Sag 1: Retssag om mellemkommunal refusion
Sagen drejede sig om, hvorvidt en (efter de dagældende regler) tidligere opholdskommune fortsat var refusionspligtig over for en ny opholdskommune efter reglerne om mellemkommunal refusion.
Det centrale spørgsmål i sagen var, om den tidligere opholdskommune havde medvirket til borgerens flytning i et sådant omfang, at med-virkensbegrebet efter lov om retssikkerhed § 9 c, stk. 2, kunne anses som opfyldt.
En særlig omstændighed var, at den tidligere opholdskommune ad to omgange havde afgivet refusionstilsagn (tilsagn om at skulle betale mellemkommunal refusion). Derfor måtte der, ifølge landsretten, stilles et “betydeligt beviskrav” i sagen. Årsagerne var, dels at der var forløbet næsten 30 år siden det første betalingstilsagn, dels at der herudover forelå begrænset skriftligt materiale i sagen.
Både byretten og landsretten vurderede, at den tidligere opholdskommune havde medvirket til flytningen og dermed fortsat var refusionspligtig. Da sagens forløb lå mange år tilbage, havde den tidligere opholdskommune ikke kunnet føre tilstrækkeligt bevis for, at medvirkensbegrebet ikke havde været opfyldt. Den tidligere opholdskommune ønskede herefter sagen prøvet af Højesteret og ansøgte om tredjeinstansbevilling.
På vegne af den nye opholdskommune argumenterede vi – i relation til spørgsmålet om tredjeinstansbevilling – for, at sagen ikke var af principiel karakter. Dette skyldtes sagens tidsmæssige udstrækning, samt at det centrale spørgsmål i sagen vedrørte en bevismæssig vurdering. Desuden henviste vi til, at landsrettens dom var i overensstemmelse med retspraksis på området.
Procesbevillingsnævnet kom frem til samme resultat, og der blev således ikke givet tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.
Sag 2: Retssag om myndighedssvigt
Sagen angik for det første, om sagsøger (borger) i sin barndom havde været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK art. 3. For det andet, hvorvidt den sagsøgte kommune havde iværksat tilstrækkelige foranstaltninger til at forhindre brud på EMRK art. 3 i den konkrete situation. Det vil sige, hvorvidt kommunen havde udvist myndighedssvigt.
Vurderingen af, om sagsøger havde været udsat for behandling i strid med EMRK art. 3, var i høj grad en bevismæssig vurdering af episoder, som lå cirka 40 år tilbage i tid. Sagsøger, der ikke fik medhold i landsretten, ansøgte om tredje-instansbevilling.
På vegne af den sagsøgte kommune argumenterede vi for, at spørgsmålet om kommunens handlepligt i en situation, hvor der foreligger en mulig krænkelse efter EMRK art. 3, er velbeskrevet i retspraksis. Der foreligger en række domme om spørgsmålet både fra de danske domstole og fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Der var med andre ord ikke tale om et retsområde, hvor der var behov for afklaring af principielle spørgsmål.
I denne sag blev der heller ikke givet tredjeinstansbevilling.