Tinglysningslovens § 47b, stk. 2 giver en virksomhed – hvis produktion helt eller delvist drives fra en lejet ejendom – adgang til at pantsætte sit driftsinventar og -materiel. Pantsætningen er efter sin karakter flydende og var – indtil indførelsen af reglerne om virksomhedspant – en af de få muligheder, som tinglysningsloven gav for at etablere flydende pant. Efter indførelsen af reglerne om virksomhedspant er denne pantsætningsmodel trådt i baggrunden, men den anvendes dog stadig.
Ordlyden af tinglysningslovens § 47b, stk. 2 er:
"Når en erhvervsvirksomhed drives fra lejet ejendom, kan indehaveren uanset bestemmelsen i stk. 1 pantsætte det til virksomheden hørende driftsinventar og driftsmateriel - derunder maskiner og tekniske anlæg af enhver art - og ved landejendomme tillige den til ejendommen hørende besætning, gødning, afgrøder og andre frembringelser. Pantsætningen er ikke til hinder for, at de nævnte genstande udskilles ifølge en regelmæssig drift af virksomheden. Reglerne i 1. og 2. pkt. gælder ikke for de i § 42 c nævnte køretøjer".
De faktiske omstændigheder
Et selskab, der drev virksomhed i Midtjylland, købte i foråret 2016 al driftsinventar og -materiel af en nordjysk, konkursramt virksomhed. Driftsmateriellet havde et omfang, der ikke gjorde det let at flytte, og derfor lejede selskabet tillige de lokaler, som den konkursramte virksomhed havde benyttet.
Det købende selskab havde en driftskredit hos sin primære bank 'Bank 1', men kunne ikke få købet af driftsmateriellet finansieret hos 'Bank 1' på grund af en anspændt økonomi. Selskabet fik derfor driftsmateriellet finansieret hos en anden bank - 'Bank 2'.
Til sikkerhed for finansieringen overtog Bank 2 et pant, der var etableret efter tinglysningslovens § 47b, stk. 2, i driftsinventar og -materiel i den lejede ejendom i Nordjylland.
I foråret 2017 flyttede køber driftsmateriellet fra Nordjylland til Midtjylland, og lejemålet i Nordjylland blev opsagt.
Bank 2 modtog ikke særskilt orientering om flytningen af aktiverne, men var orienteret om, at køber påtænkte at flytte aktiviteten. Banken reagerede ikke på den faktiske flytning af driftsmateriellet, idet man fortsat anså driftsmateriellet omfattet af det etablerede pant.
I efteråret 2017 gik køberselskabet konkurs.
Tvisten mellem Bank 2 og konkursboet
I forbindelse med køberselskabets konkurs, anmeldte Bank 2 et separatistkrav i konkursboet med henvisning til, at man havde pant i driftsmateriellet.
Konkursboet afviste separatistkravet med henvisning til, at driftsmateriellet permanent var flyttet fra den lejede ejendom, og at driftsmateriellet derfor måtte være udgået af det etablerede pant. Konkursboets argumentation hvilede på en antagelse om, at der gjaldt et krav om varig, stedlig tilknytning mellem de pantsatte effekter og den lejede ejendom, idet tinglysningslovens § 47b, stk. 2 anfører, at man kan pantsætte "det til virksomheden hørende driftsinventar og driftsmateriel...".
Bank 2 udtog efter konkursboets fordringsprøvelse stævning med påstand om, at Bank 2's panteret i driftsmateriellet skulle anerkendes.
Skifterettens dom
Skifteretten i Viborg afsagde den 18. januar 2019 dom i sagen til Bank 2's fordel.
Skifteretten anførte blandt andet følgende i sin begrundelse:
"Retten lægger som ubestridt til grund, at Bank 2's panteret i det nu konkursramte selskabs driftsinventar og driftsmateriel i medfør af tinglysningslovens § 47b, stk. 2 er gyldigt stiftet.
Efter det oplyste lægger retten endvidere til grund, at selskabet senest den 2. maj 2017 flyttede virksomheden drift, og dermed tillige de til pantet hørende pantsatte aktiver, til en ny adresse.
Retten finder, at en pantsætters egenhændige flytning af de pantsatte aktiver til en ny adresse, hvor samme pantsætter fortsat er ejer af aktiverne, ikke kan medføre, at en panthaver, der har pant i medfør af tinglysningslovens § 47b, stk. 2, mister sin panteret.
Da pantsætter således fortsat ejer af aktiverne, opstår spørgsmålet om bortfald af panteretten i forhold til en godtroende erhverver ikke. Det forhold, at Bank 2 ved et tilfælde fik information om flytningen af de pantsatte aktiver, og ikke foretog sig noget i den anledning, kan ikke føre til andet resultat".
Vestre Landsrets dom
Konkursboet ankede efterfølgende dommen til Vestre Landsret, der den 3. november 2020 afsagde dom.
Landsretten anførte blandt andet følgende i sin begrundelse:
"Sagen angår, om kurator i forbindelse med fordringsprøvelsen med rette har afvist 'Bank 2's' anmeldte separatistkrav i en del af konkursboets driftsmateriel og driftsinventar.
Efter ordlyden i tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, kræver pantsætning af en virksomheds driftsmateriel og driftsinventar, at virksomheden er drevet fra en lejet ejendom.
Det er ubestridt, at 'Bank 2' ved tinglysningen af underpantet i det ejerpantebrev på 1 mio. kr., der i personbogen for køberselskabet, er anført med 2. prioritet, fik pant i det driftsinventar og driftsmateriel, der hørte til den virksomhed, som køberselskabet købte i 2016, og som blev drevet fra den lejede ejendom, adressen, jf. tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter, om 'Bank 2's' pant ophørte som følge af den efterfølgende flytning af det pantsatte fra den oprindeligt lejede ejendom, som anført af kurator ved fordringsprøvelsen.
Pantsætning af driftsinventar og driftsmateriel efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, er en undtagelse til det generelle forbud mod pant i tingsindbegreb, der fremgår af § 47 b, stk. 1. Ifølge forarbejderne er undtagelsen begrundet i virksomhedsejerens behov for hensigtsmæssig finansiering af erhvervstilbehør, og i at erhvervstilbehøret må anses for at være tingsindbegreb af en mere varig og ikke flygtig karakter.
På denne baggrund finder landsretten, at bestemmelsens krav om erhvervsvirksomhedens stedlige tilknytning til en lejet ejendom angår afgrænsningen af virksomheden og dens pantsatte driftsmateriel, og at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller dens forarbejder er holdepunkter for at fastslå, at opretholdelsen af et gyldigt stiftet pant i driftsmateriellet i forhold til pantsætteren eller dennes kreditorer forudsætter, at virksomheden ikke flytter til en ny adresse.
Dette støttes også af bemærkningerne i forarbejderne vedrørende ophævelsen af den dagældende flytningsregel, hvor det forudsættes, at der kan ske flytning
af virksomheden.
Idet 'Bank 2' ikke har givet tilsagn om pantets frigivelse, og der ikke i øvrigt foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at panterettigheden må anses for bortfaldet, tiltræder landsretten, at 'Bank 2' fortsat havde pant i virksomhedens driftsinventar og driftsmateriel, der hidrørte fra driften på adressen på tidspunktet for konkursen. Kurators indstilling til afvisning har derfor ikke været med rette. Det forhold, at konkursboet efterfølgende har solgt de pantsatte aktiver sammen med de aktiver, der hidrørte fra virksomhedens oprindelige drift i (by), uden at holde salgssummen fra den del, der hidrørte fra virksomheden i (by), adskilt fra den øvrige salgssum, kan ikke føre til et andet resultat".
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Dommens betydning
Pantsætning efter tinglysningslovens § 47b, stk. 2 indtager – som omtalt indledningsvist – en mindre vigtig rolle som pantsætningsmodel, efter at reglerne om virksomhedspant er kommet til. Ikke desto mindre er dommen interessant for professionelle långivere.
Dommen er i overensstemmelse med motiverne til tinglysningslovens § 47b, stk. 2 og bestemmelsens ordlyd, og derfor ikke umiddelbart udtryk for nogen retlig nyskabelse. Den giver dog en vigtig afklaring til professionelle långivere om, at driftsinventar og -materiel kan flyttes, uden at det medfører en fortabelse af rettigheder for panthaver.
Det tilknytningskrav, som tinglysningslovens § 47b, stk. 2 forudsætter, er således ikke ubetinget, og en panthaver kan ikke som udgangspunkt fortabe sin ret på baggrund af ensidige dispositioner foretaget af panthaver i relation til driftsinventarets- og materiellets fysiske placering.
Det må dog anbefales at sikre flytning af pantet i samarbejde med pantsætter.
Horten repræsenterede Bank 2 under sagen.