Skifteretten i Roskilde har i ny dom statueret, at en kreditor kan have søgsmålsret og en selvstændig ret til at få sin separatistret prøvet under en fordringsprøvelsessag om en anden kreditors separatistret til det samme aktiv.

Sagen omhandlede ejendomsretten til en maskine, som det nu konkursramte selskab havde stående. Efter konkursen indtrådte, anmeldte et selskab (A) separatistkrav på maskinen, fordi det konkursramte selskab havde lejet maskinen hos selskabet. Anmeldelsen blev dog fejlagtigt optaget i gældbogen med selskabets koncernforbundne selskab (B) som kreditor, og konkursboet indkaldte allerede samme dag til fordringsprøvelse.

Ved fordringsprøvelsen indstillede kurator separatistkravet fra selskab B til afvisning. Selskab B anmodede kurator om at berigtige den fejlagtige registrering og lade både selskab A og B's separatisret prøve under den kommende fordringsprøvelsessag. Kurator fastholdt, at søgsmålsretten alene tilkommer den formelle anmelder af kravet i boet.

Fordringsprøvelsessagen blev anlagt af både selskab A og selskab B, og spørgsmålet blev herefter, om selskab A kunne få sit separatistkrav på maskinen prøvet, selvom selskabet ikke formelt var subjekt for afvisningen af separatistkravet på fordringsprøvelsen. I anden række var spørgsmålet, om selskab A og selskab B's respektive separatistrettigheder kunne opretholdes over for boet.

Hvad er genstand for fordringsprøvelsen – kravet eller anmelderen?

Selskab A gjorde gældende, at det må fremgå af konkurslovens § 133 og forarbejderne hertil, at den, der har en retlig interesse i kurators indstilling, kan anlægge fordringsprøvelsessag ved skifteretten, når der er risiko for at lide retstab som følge af kurators og boets forhold. Selskab A lagde vægt på, at fordringsprøvelsens genstand i sådanne tilfælde er selve det prøvede krav – i dette tilfælde kravet på maskinen – og ikke udelukkende den formelle anmeldelse. Det blev også gjort gældende, at konkursboets fejlregistrering af anmelderselskabet og nægtelse af at berigtige dette ikke skulle medføre, at selskab A potentielt mistede sin ret til maskinen, og at konkursboet havde været forpligtet til at optage selskab A's separatistkrav i gældbogen i medfør af konkurslovens § 130, da kurator var bekendt med kravet.

Konkursboet argumenterede omvendt for, at en kreditor kun kan få prøvet sit krav, hvis det er formelt anmeldt i boe,t inden fordringsprøvelsen afholdes, hvorfor selskab A burde have anmeldt kravet på ny.

Skifteretten tog selskab A's påstand til følge med den begrundelse, at kurator efter konkurslovens § 130 burde have prøvet eller i hvert fald undersøgt selskab A's påståede krav, efter at konkursboet blev gjort opmærksom på fejlregistreringen. Da konkursboet indkaldte til fordringsprøvelse samme dag, som anmeldelsen skete, havde selskab A ikke mulighed for at anmelde kravet på ny. Retten fandt ligeledes, at der forelå en lejeaftale mellem det konkursramte selskab og selskab A på maskinen, og konkursboet blev derfor dømt til at udlevere den.

Dommen fastslår, at en anden end den, der formelt er anført som anmelder af et krav, kan have søgsmålsret til at anfægte kurators indstilling, hvis vedkommende har en tilstrækkelig retlig interesse heri.

Dommen er anket til landsretten og hovedforhandles i løbet af sommeren 2020.

kontakt

Bo Christensen

Juniorpartner