Ved afsigelse af konkursdekret udpeger skifteretten i medfør af konkurslovens § 107 "en eller flere kuratorer efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede".
Oftest er det kun den kreditor, der har indgivet konkursbegæringen, som er til stede ved afsigelse af dekretet, og er der tale om en egenbegæring, er der typisk slet ingen repræsentanter for kreditorerne til stede. Det er derfor vigtigt, at kreditorerne så vidt muligt allerede fra starten af konkursbehandlingen kan få indflydelse på udpegningen af kurator. På den baggrund var det også overraskende, at Østre Landsret i den konkrete sag valgte at afvise et kæremål om prøvelse af skifterettens beslutning.
Sagens faktum
Den 8. juli 2019 blev et selskab (herefter konkursboet) taget under konkursbehandling af Skifteretten i Helsingør. Skifteretten udpegede advokat A som kurator. På vegne af to kreditorer kærede advokat B til landsretten med påstand om udpegning af advokat C som kurator.
Den 23. september 2019 afviste Østre Landsret kæremålet med henvisning til, at der ikke forelå en tilladelse til kære fra Procesbevillingsnævnet jf. retsplejelovens § 389 a.
Landsretten udtalte, at "Det følger af konkurslovens § 255, at retsplejelovens regler om anke og kære finder anvendelse, hvilket indebærer, at bl.a. retsplejelovens § 389 a gælder […]".
Bestemmelsen i retsplejelovens § 389 a blev indsat pr. 1. juli 2014 med henblik på at aflaste landsretterne.
Advokat B kærede Østre Landsrets kendelse til Højesteret.
Højesterets kendelse – bestemmelsen i retsplejelovens § 389 a
I sin behandling af sagen tog Højesteret udgangspunkt i ordlyden af retsplejelovens § 389 a, hvor af det følger, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, kun kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Modsætningsvis følger det, at hvis "[…] afgørelsen ikke [kan] siges at være truffet under en hovedforhandling eller dennes forberedelse finder retsplejelovens § 389 a ikke anvendelse".
Processen mellem afsigelsen af konkursdekretet og stadfæstelsen af kurators udkast til regnskab og udlodning, kan ifølge Højesteret ikke generelt sidestilles med en sag, hvor der efter en hovedforhandling skal træffes afgørelse.
Højesteret fandt herefter, at udpegningen af kurator "indgår ikke i en sådan særskilt tvist, hvor der efter en hovedforhandling skal træffes en afgørelse"
Landsrettens kendelse blev derfor ophævet og sagen blev hjemvist til realitetsbehandling af kæremålet i landsretten.
Er tvister under konkursbehandling helt undtaget fra retsplejelovens § 389 a?
Det afgørende for anvendelse af retsplejelovens § 389 a, er om processen kan sidestilles med en mundtlig hovedforhandling. Det betyder, at visse afgørelser, som skifteretten træffer under konkursbehandlingen, kan indbringes for højere ret uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, fx afgørelser om afsigelse af konkursdekret, udpegning af kurator og afgørelse om postspærring m.v.
Derimod finder kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a anvendelse i f.eks. fordringsprøvelsessager efter konkurslovens § 133, som ligger tæt op ad almindelige civilretlige tvister, og derfor naturligt bør behandles efter reglerne i retsplejeloven.
Desuden bemærkede Højesteret, at det ikke afgørende, om afgørelsen er truffet ved kendelse eller skriftlig behandling. Dette følger af Højesterets afgørelser UfR 2019.1993 og UfR 2019.1996, hvor Højesteret fastslog, at retsplejelovens § 389 a fandt anvendelse på sager om konkurskarantæne, uanset at disse som udgangspunkt behandles skriftligt, idet afgørelsen træffes under forberedelse af konkurskarantænesagen.
Skifterettens afgørelse om udpegning af kurator er ikke omfattet af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a