I en nyere kendelse har Højesteret taget stilling til, om der kunne fremlægges en tabsopgørelse udarbejdet af sagsøgers revisionsselskab under en retssag. Højesteret fandt, at der var tale om en sagkyndig erklæring indhentet efter sagens anlæg, og at den derfor ikke kunne indgå i sagen. 

Kendelsen illustrerer vigtigheden af, at sagkyndige erklæringer tilvejebringes inden sagsanlægget, og viser bl.a., hvornår der efter domstolenes praksis er tale om henholdsvis en sagkyndig erklæring og et partsindlæg.

Ensidigt indhentede erklæringer

Det følger af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, at erklæringer om konkrete forhold af "teknisk, økonomisk eller lignende karakter" kan fremlægges som bevis i sagen. Det er en betingelse, at erklæringen er indhentet inden sagsanlæg. Erklæringer, der er indhentet efter sagens anlæg, kan som udgangspunkt ikke fremlægges, når modparten protesterer imod det.

Udgangspunktet i dansk ret er, at omtvistet faktum skal belyses ved syn og skøn udmeldt af retten. Derfor kan en part ikke frit bruge egne ekspertudsagn i retten, men må som udgangspunkt gå frem efter reglerne om syn og skøn.

Ensidigt indhentede erklæringer betragtes derudover ikke som objektive og har derfor begrænset bevismæssig værdi. Endelig er formålet med reglerne at undgå, at parterne i en retssag – som det ses i flere andre lande – hver især indhenter egne erklæringer, og der derved opstår et "ekspert-kapløb".

Revisorerklæring om tabsopgørelse

Spørgsmålet i sagen var, om en virksomhed i en erstatningssag kunne fremlægge en samlet rapport over sit tab, der var udarbejdet af sagsøgers revisionsselskab PwC efter sagens anlæg.

Virksomheden havde nedlagt et betydeligt erstatningskrav på knap 130 mio. kr. mod den sagsøgte virksomhed og havde i stævningen oplyst, at det påståede tab var opgjort med bistand fra PwC. Det blev varslet, at en rapport herom ville blive fremlagt under sagen. Efterfølgende anmodede sagsøger desuden om, at der blev iværksat syn og skøn med henblik på at opnå en uafhængig sagkyndig vurdering af bl.a. de anvendte principper for tabsopgørelsen. Ifølge sagsøger skulle tabsopgørelsen fra PwC fremlægges for skønsmanden.

Den sagsøgte virksomhed protesterede mod fremlæggelsen af tabsopgørelsen med henvisning til, at der var tale om en sagkyndig erklæring, der var indhentet ensidigt efter sagens anlæg.

Byretten nåede frem til, at erklæringen ikke - imod protesten - kunne indgå i sagen, da den var udarbejdet efter sagens anlæg. Landsretten lagde omvendt vægt på, at tabsopgørelsen var udarbejdet af sagsøgers sædvanlige revisor til brug for opgørelsen af erstatningskravet. Efter dens indhold og karakter skulle erklæringen derfor sidestilles med et partsindlæg, hvorfor landsretten tillod, at erklæringen indgik i sagen.

Højesterets kendelse

Ved vurderingen af om der var tale om en sagkyndig erklæring eller et partsindlæg, lagde Højesteret vægt på, at tabsopgørelsen ikke blot havde karakter af en talopstilling, men at der var tale om en selvstændig og selvforklarende erklæring. Det indgik i vurderingen, at rapporten var udarbejdet af PwC til brug for retssagen, og at der i rapporten var henvist til de særlige etiske regler om integritet, objektivitet og uafhængighed, der gælder for revisorer.

Ifølge Højesteret indeholdt erklæringen den sagkundskab og autoritet, som er forbundet med en revisorerklæring, samtidig med at den var indhentet efter sagens anlæg til brug for sagen og med et ønske fra sagsøgeren om at fremlægge den for skønsmanden ifm. syn og skøn. En tilladelse til at fremlægge tabsopgørelsen for skønsmanden inden gennemførelse af syn og skøn ville også ifølge Højesteret indebære en risiko for utilbørlig påvirkning af skønsmanden.

På den baggrund fandt Højesteret, at tabsopgørelsen ikke kunne indgå i sagen.

Kendelsens betydning

Kendelsen opretholder domstolenes klare udgangspunkt om, at ensidige erklæringer indhentet efter sagens anlæg som udgangspunkt ikke kan indgå i sagen, og er derfor i tråd med den øvrige praksis på området.

Samtidig giver afgørelsen et vigtigt fortolkningsbidrag til, hvad der forstås ved sagkyndige erklæringer overfor partsindlæg. Det er derfor ikke afgørende, om en part selv angiver erklæringen som et "partsindlæg" med henvisning til et fast samarbejdsforhold med den sagkyndige – men derimod om erklæringen efter sit indhold fremstår som en sagkyndig erklæring.

Afgørelsen understreger samtidig vigtigheden af, at en part får indhentet relevante sagkyndige erklæringer, inden der anlægges sag.

Læs hele Højesterets kendelse her: Højesterets kendelse afsagt fredag den 15. oktober 2021 - Sag BS-50925/2020-HJR

Kontakt

Birgitte Frølund

Partner

Maria Schmiegelow

Senioradvokat