I henhold til retsplejelovens § 368 a kan landsretten "afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten."
For høje kontooverførsler til samlever medførte krav om betaling til konkursbo
I den aktuelle sag var en samlever til fallenten i byretten blevet dømt til at betale 375.000 kr. til konkursboet som følge af en række kontooverførsler til samleveren, der blev anset som for høje løbende bidrag og dermed omstødelige gaver i medfør af konkurslovens § 64, stk. 5, jf. stk. 2.
Selvom beløbene ikke væsentlig oversteg de overførsler, som fallenten i tidligere år havde foretaget til samleveren, og selvom fallenten og samleveren havde blandet deres økonomi og betalte en hel del af de daglige fælles udgifter fra samleverens konto, fandt retten, at der efter de samlevendes økonomiske forhold og familiens behov ikke var tale om rimelige bidrag til familiens forsørgelse, jf. konkurslovens § 64, stk. 5. Retten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at ingen af parterne havde indtægter i den relevante omstødelsesperiode, at der også fra fallentens egne konti blev betalt betydelige fællesudgifter, og endelig at samleverens kontoindestående i den pågældende periode steg med ca. 275.000 kr.
Der havde under behandlingen af sagen i byretten været en omfattende bevisførelse om mandens solvens, da overførslerne blev foretaget, idet der i en situation som den foreliggende gælder et skærpet solvenskrav for at undgå omstødelse af gaver, jf. konkurslovens § 64, stk. 2, hvoraf fremgår, at den begunstigede har bevisbyrden for, at fallenten på tidspunktet for overførslerne var solvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at opfylde sine forpligtelser.
Landsretten forholdt sig indledningsvis til byrettens afgørelse og udtalte:
"Efter en gennemgang af sagens dokumenter og de forklaringer, der blev afgivet under hovedforhandlingen af sagen i byretten, parternes synspunkter og byretsdommens begrundelse er landsretten enig i byrettens vurdering såvel med hensyn til sagens beviser som til de retlige spørgsmål i sagen."
Appellanten havde for landsretten alene gjort de samme anbringender gældende som for byretten. Endvidere skulle bevisførelsen for landsretten blot bestå i supplerende parts- og vidneforklaringer.
På den baggrund fandt landsretten, at der ikke var "udsigt til, at ankesagen vil få et andet udfald end i byretten".
Landsretten udtalte videre: "Da der ikke i øvrigt er grunde, der taler for, at sagen skal kunne behandles i to instanser, afviser landsretten sagen i medfør af retsplejelovens § 368a."
Der er en grænse for hvor langt konkurssager kan trækkes
I sagen repræsenterede Horten konkursboet, og sagen viser, at der – på trods af det grundlæggende toinstansprincip i dansk ret – er en grænse for, hvor langt en sag kan trækkes, hvis der ikke er udsigt til et andet resultat.
Det er da også i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at den blandt andet skal anvendes på såkaldte rene "kreditanker", hvor der alene ankes med det formål at udsætte afslutningen af sagen.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 368 a skal, som det også indirekte fremgår af ordlyden, bruges med forsigtighed, så borgerne sikres en fair rettergang, men det er positivt, at landsretten også tør trække en streg i sandet, når der ikke fremføres nye synspunkter.