Bygge­tilladelser og 'indirekte afgørelser' efter planloven

Visse arbejder må ikke påbegyndes uden byggetilladelse. En byggetilladelse er en afgørelse, der giver tilladelse til op­førelse af et ansøgt byggearbejde. Eksempler på byggearbejder, der i henhold til byggelovgivningen som udgangspunkt kræver byggetilladelse, er opførelse af ny bebyggelse, tilbygning til bebyggelse og nedrivning af bebyggelse. Det er kommunalbestyrelsen, der er bygningsmyndighed, og træffer afgørelse i sager om ansøgning om bygge­tilladelse.

Et ansøgt byggearbejde må ikke stride mod anden lovgivning

Der må ikke udstedes byggetilladelse til byggearbejder, der strider mod anden lovgivning. Inden der kan meddeles byggetilladelse, skal det derfor under­søges, om byggeriet er omfattet af anden lovgivning, der kan være til hinder for opførelsen af byggeriet.

I bygningsreglementets vejledning om byggesagsbehandling efter BR18 findes en ikke-udtømmende liste over den lovgivning, som skal påses i forbindelse med byggesager (se boks).

Én af de love, der kan være relevant at undersøge i forbindelse med bygge­sager, er planloven. Kommunalbestyrelsen skal derfor i forbindelse med bygge­sagen vurdere, om et ansøgt bygge­arbejde er i overensstemmelse med en eventuel lokalplan og dermed umiddelbart tilladt efter planloven.

Overensstemmelse mellem byggeri og lokalplan – en ‘indirekte afgørelse’

Det er en forudsætning for at udstede en byggetilladelse, at det ansøgte er tilladt efter en eventuel lokalplan. Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om udstedelse af en byggetilladelse, har kommunen således også forud­sætnings­vist truffet afgørelse om, at bygge­arbejdet er i overens­stemmelse med lokalplanen.

I Planklagenævnets praksis benævnes kommunalbestyrelsen forudsætnings­vise stillingtagen til, om et bygge­arbejde er planmæssigt lovligt, for en ‘indirekte afgørelse’ om, at byggeriet er i overens­stemmelse med lokalplanen.

Planklagenævnets prøvelse af den ‘indirekte afgørelse’

Planklagenævnet anfører i sin praksis, at nævnet har kompetence til at prøve kommunalbestyrelsens ‘indirekte afgørelse’ om, at et ansøgt byggeri er i overensstemmelse med lokalplanen. Termen ‘indirekte afgørelse’ må antages at være indført af hensyn til Plan­klage­nævnets kompetence.

Til Planklagenævnet kan påklages en række afgørelser truffet efter planloven. Planklagenævnet kan fx tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. lovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet har imidlertid ikke kompetence til at tage stilling til forhold efter byggelovgivningen, idet bygge­lov­givningen henhører under Bygge­klageenheden. Byggetilladelsen som sådan, herunder dennes gyldighed, kan Plan­klagenævnet således ikke tage stilling til.

Termen ‘indirekte afgørelse’ efter plan­loven illustrerer, at en byggetilladelse ikke udgør en formel afgørelse efter planloven. En byggetilladelse udgør snarere en byggeretlig afgørelse, hvori der er indlejret en forudsætningsvis stillingtagen til, om byggeriet er plan­mæssigt lovligt efter planloven. At betragte en byggetilladelse som en ‘indirekte afgørelse’ efter planloven, bringer således denne inden for Planklagenævnets kompetenceområde – dog kun for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den konkrete bygge­tilladelse er i overensstemmelse med lokalplanen.

Virkningen af at et byggeri vurderes at være lokal­plans­stridigt

I det tilfælde, at Planklagenævnet vurderer, at en byggetilladelse er meddelt i strid med en lokalplan, er bygge­tilladelsen behæftet med en planmæssig uoverensstemmelse. Planklagenævnet har i så fald en række reaktions­muligheder, herunder at ophæve den ‘indirekte afgørelse’ om, at byggeriet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, og hjemvise byggesagen til fornyet behandling ved kommunen.

Planklagenævnets prøvelse af den ‘indirekte afgørelse’ angår, som tidligere nævnt, overensstemmelsen mellem en konkret byggetilladelse og en konkret lokalplan. Prøvelsen angår således ikke lovligheden af selve byggetilladelsen, der er uberørt af en eventuel klagesag om, hvorvidt byggetilladelsen er plan­mæssigt lovlig. Planklagenævnet hverken skal eller kan tage gyldigheden af selve byggetilladelsen under prøvelse.

Som bygherre kan man derfor komme i den prekære situation, at kommunalbestyrelsen har meddelt en bygge­tilladelse, der byggeretligt er gyldig, men som er behæftet med en plan­mæssig uoverensstemmelse, der gør byggeriet ulovligt.

Planklagenævnets prøvelse af kommunal­­bestyrelsens ‘indirekte afgørelse’ efter planloven illustrerer således et komplekst samspil mellem byggelovgivningen og planlovgivningen.