Når det kommer til ekspropriation, er det de takserende myndigheders opgave at afgøre erstatningsspørgsmålet. Erstatningsspørgsmål er dog ofte kun én blandt mange juridiske problemstillinger, der kan opstå i forbindelse med ekspropriation; det illustrerer en ny kendelse fra taksationskommissionen. Med udgangspunkt i den nye kendelse og ældre praksis undersøger vi række­vidden af taksationsmyndighedernes kompetence. 

Der sondres generelt mellem statslige ekspropriations- og taksations­kommi­s­sioner og kommunale taksations- og overtaksations­kommissioner.

Statslige ekspropriations- og taksations­­kommissioner afgør erstatnings­spørgs­mål i forbindelse med statens eller koncessionererede selskabers ekspropriation af fast ejendom. Kommunale taksations- og over­taksationskommissioner afgør erstatningsspørgsmål mv. i forbindelse med ekspropriation i henhold til en række love, herunder bl.a. vejloven og planloven.

Både de statslige og kommunale taksationsmyndigheders opgave er at afgøre erstatningsspørgsmål, som opstår i forbindelse med forskellige former for indgreb i ejendomsretten.

Taksationsmyndighederne er forvaltningsmyndigheder

Taksationsmyndighederne er ikke domstole, men derimod forvaltnings­myndigheder.

De er derfor ikke underlagt retspleje­lovens regler, og der findes kun i begrænset omfang procesregler for, hvordan taksationssager behandles. Taksationsmyndighederne er derfor omfattet af offentligretlige regler, herunder bl.a. officialprincippet, der indebærer, at taksations­myndighederne har ansvaret for sagens oplysning. Det vil sige, at i modsætning til civile sager ved domstolene, skal de takserende myndigheder selv sikre, at sagen er tilstrækkelig oplyst, og at parterne har lejlighed til at fremkomme med de nødvendige oplysninger til sagens behandling.

Hvad falder uden for taksations­myndighedernes kompetence?

Visse spørgsmål falder uden for taksations­myndighedernes kompetence. Det drejer sig bl.a. om sager, der ikke angår selve erstatningsspørgsmålet, og som det kan være henvist til en administrativ klageinstans at afgøre, eller som involverer privatretlige for­hold, der skal afgøres af domstolene.

Taksationsprocessen er således ikke egnet til at løse tvister, som kræver en mere omfattende bevisførelse, idet taksationsmyndighederne – som nævnt – ikke er underlagt retsplejelovens regler, og der derfor fx ikke kan ske vidneførsel efter retsplejeloven.

Taksationsmyndighedernes kompetence – eksempler fra praksis

Grænserne for taksations­myndighedernes kompetence kommer fx til udtryk i Overtaksations­kommissionen for Fyns, Ribe og Sønderjyllands amtsrådskredses kendelse af 6. juni 1994 i sag nr. 1/1994. Sagen vedrørte en begæring fra en lodsejer om overtagelse af en land­brugsejendom efter planlovens § 48. I sagen blev det blandt andet gjort gældende, at kommunen ved økonomisk magtfordrejning i forbindelse med vedtagelse af en lokalplan havde handlet erstatningspådragende og påført lodsejeren et økonomisk tab.

Overtaksationskommissionen henviste lodsejeren til at anlægge et civilt søgs­mål i forhold til den del af erstatnings­kravet, der blev støttet på kommunens ansvarspådragende handling (spørgs­målet om magtfordrejning). Over­taksationskommissionen begrundede det med, at bedømmelsen af spørgs­målet forudsatte en bevisførelse med mulighed for afgivelse af parts- og vidneforklaringer, som ikke er mulig ved taksationskommissionens behandling af sagen.

Forfattere

Henriette Soja

Partner (H)

Tue Bing Trier

Director, advokat (L)

Signe Eggert Bojesen-Koefoed

Advokatfuldmægtig