Som led i implementeringen af EU’s grønne aftale, der skal fremme bæredygtig vækst i EU, har Europa-Parlamentet og Rådet blandt andet vedtaget taksonomiforordningen. Taksonomiforordningen skal understøtte, at vi på tværs af EU får et fælles sprog for, hvornår en aktivitet er bæredygtig.

Forordningen har gennem et klassifikationssystem til formål at sætte en fælles ramme for, hvad der kan klassificeres som klima- og miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter. Formålet bag dette er at skabe gennemsigtighed vedrørende bæredygtige aktiviteter. Derudover ønsker EU at skabe incitament til, at private aktører kanaliserer penge til bæredygtige investeringer og aktiviteter.

Taksonomiforordningens anvendelse

Virksomheden skal først identificere sine økonomiske aktiviteter og afklare, om de enkelte aktiviteter er defineret i forordningens tekniske screeningskriterier. Hvis en aktivitet ikke er defineret heri, er den ikke omfattet af forordningen. For de økonomiske aktiviteter, som er omfattet af forordningen, skal virksomheden vurdere, om aktiviteten væsentligt bidrager til et eller flere af forordningens seks klima- og miljømål. Derudover skal aktiviteten leve op til “Do No Significant Harm”-kriteriet (se faktaboks), ligesom aktiviteterne skal udøves med respekt af de sociale minimumsgarantier. Hvis aktiviteten opfylder samtlige krav, som er beskrevet ovenfor, er aktiviteten bæredygtig i henhold til forordningen.

Fire kriterier for bæredygtighed

Hvem er omfattet?

Forordningen finder direkte anvendelse på en række finansielle institutioner og de største virksomheder i EU. Forordningens anvendelsesområde bliver dog frem til januar 2028 udvidet til at omfatte flere og mindre virksomheder.

De resterende ikke-omfattede virksomheder kan frivilligt vælge at rapportere. Det kan være nødvendigt eller attraktivt for en virksomhed, som ønsker at samarbejde med de større virksomheder, der er omfattet af forordningen. Klassificeringen i forordningen bliver derfor et fælles sprog, som de private aktører bruger.

Selvom forordningen udelukkende finder anvendelse for (visse) private aktører, kan det give rigtig god mening for offentlige myndigheder at se nærmere på taksonomiforordningens metode.

Bæredygtighedskriterier i offentlige EU-udbud

Der er ikke generelt fastsatte bæredygtighedskrav til offentlige EU-udbud. Derfor er det op til ordregiver at fastsætte bæredygtige krav, konkurrencekriterier mv. i forbindelse med udarbejdelsen af udbudsgrundlaget. Dette kan være en vanskelig opgave ikke kun for ordregiver, men også for tilbudsgiver, som desuden kræver indsigt i en række teknisk-faglige vurderinger. Derfor er det oplagt at overveje, om taksonomiforordningen kan anvendes i udbudssammenhæng til at oversætte en ordregivers ønsker i forhold til bæredygtighed til udbudskrav og -kriterier.

Anvendelse af taksonomiforordningen i offentlige EU-udbud

Ordregiver kan med fordel bruge taksonomiforordningen i forbindelse med udformningen af udbudsgrundlaget. Derved sikres, at ordregiver og tilbudsgiver taler samme sprog, ligesom udbudskravene på dén måde afspejler en terminologi, som mange virksomheder allerede kender.

Fx kan en ordregiver, som ønsker at anvende et konkurrencekriterium eller et krav om, at tilbudte tiltag skal være “bæredygtige”, bede tilbudsgiver oplyse og redegøre for, i hvilket omfang ydelsen, der leveres på baggrund af tilbuddet, opfylder de fire kriterier og derved kan klassificeres som bæredygtig i henhold til forordningen. Først og fremmest vil ydelsen skulle bidrage væsentligt til at opnå et eller flere af de seks opstillede klima- og miljømål (kriterie 1) og samtidigt ikke forvolde væsentlig skade på et af de øvrige mål (kriterie 2).

En anden tilgang kunne være at kræve, at den tilbudte løsning opfylder de tekniske screeningskriterier (kriterie 4) i forordningens artikel 13, der definerer, hvornår en aktivitet væsentligt bidrager til omstillingen til en cirkulær økonomi - det vil sige forebyggelse, genbrug og genanvendelse af affald.

Disse kriterier kan omfatte:


  • anvendelse af naturressourcer mere effektivt i produktionen ved fx at mindske forbruget af primære råstoffer,
  • øgning af produkters holdbarhed samt genanvendelighed, reduktion af indholdet af farlige stoffer i materialer og produkter, og undgår og mindsker affald.

Det er vores erfaring, at der er meget inspiration at hente i taksonomiforordningen i forhold til at formulere udbudsgrundlaget.

Forfattere

Line Markert

Partner (L)

Emma Palm Jakobsen

Erhvervsjuridisk fuldmægtig

Troels Rømer

Erhvervsjuridisk fuldmægtig